lørdag den 17. august 2013

Bondens Marked på Brandbygegaard d. 24. og 25. august...

Hvis man interesserer sig for kvalitetsfødevarer er det en god ide at køre til Odder i næste weekend.  Der er nemlig Bondens MarkedBrandbygegaard hos Lone og Søren. Det bliver en sand fest - en madfest. Kodeordene er: hjemmelavet, økologi, hygge og god mad. 4 ting som har fået mig til at lokke voksenveninderne med på tur.

Løjerne skydes i gang lørdag d. 24 kl 12 hvor en masse dygtige stadeholdere vil sælge ud af deres kvalitetsprodukter - som er tilvirket med både tid og sjæl. Der kan købes spændende frokostretter, bl.a. chili con bison og andre lækre ting af sæsonens råvarer, til fornuftige priser. Der vil også være et udvalg af Lones legendariske kager fra caféen, og endelig kan man drikke gårdens eget bryg, der i blandt, den sagnomspundne Sørøverbryg.

Mon det er sørøverbryggen Søren står med her? Han sælger også af de liflige dråber så du kan få dem med hjem.

Brandbygegaard selv, byder desuden på syltevarer og grøntsager fra Lones have. Der er endda mulighed for at se haven, gå en tur i vinmarken og besøge de mange æbletræer.

De øvrige stadeholdere kan du se og læse om lige her:

Bisonkød - Nørre kærgård
Samsømel
Bjørnkærlauget kryddersnaps 
Urtegartneriet
Aekvatorkaffe.dk
Honning fra Sondrup bakker

Kl 18 bliver et langbord, med stole af halmballer, dækket op til folkefest. For blot 150 kr kan du blive trakteret med det bedste gårdens køkken kan byde på incl kaffe og kage. Øl, vin og saft fra økologiske Antons saft i Juelsminde kan tilkøbes til rimelige priser. Hvis du vil ha' en plads ved langbordet kan du reservere den ved at skrive til sk@detlillevineri.dk - så bliver der presset en halmballe til dig.

Søndag fortsætter markedet fra kl. 10 – 16 med fantastisk frokost, koldt fadøl så længe lager haves og smagsprøver ved stadeholderne.

Der er gratis entre - og der er højt til himlen. Kom frisk.

Brandbygegaard
Alrøvej 77 
8300 Odder

Se vi hos Lone og Søren i næste weekend?

4 kommentarer:

  1. Det gør vi desværre ikke, men du må have en rigtig god tur og drikke en sørøverbryg for mig ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Buhu, du kan ikke lide os jyder mere....

      DET lover jeg at gøre ;-)

      Slet
    2. A' knuselsker jer! ♥
      Så bare vent til efteråret... ;-)

      Slet
    3. Awww, Piskehaps - vi knuselsker også dig ♥

      Woop woop, vi venter i spænding :-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!