Stedet har fået en overhaling - og et lidt nyt koncept. Det er ikke længere en restaurant med fine dining, men bar, lounge og mulighed for at stille sulten med afslappede små retter.
Vi var en lille flok som mødte op for at smage på, og give feedback på, det nye menukort - og se den nye indretning. Først fik et glas lækre bobler og blev så bedt om at slå os ned i det hyggelige lokale ud mod gaden.
Vel bænket startede maden at ankomme. Først godt brød med lidt at dyppe i: pesto, SMØR med purløg og olie/balsamico. Der var fri bar, så alt hvad vi skulle gøre var at bestille de cocktails vi havde lyst til. Anne og jeg slog vovemodet til og sagde i kor: "overrask os".
Og overraskede blev vi. For jeg fik sat en skål foran mig - og jeg nåede lige at tænke "uhm, suppe". Men næ nej, det var en Thai Daiquiri - mørk rom, kokoscreme, chili, lime og frisk koriander. WOW! Jeg lod allernådigst Anne sippe lidt til den - og selv om hun er koriander-hader måtte hun overgive sig. Det er ikke noget at sige til at den vandt guld sidste år.
Anne fik denne smukke sag at starte på: Rhubarb Revivor - Chase rabarbervodka, solbærlikør, grape og citronsaft. Oh la la....
Der blev båret store fade ind med Street Tacos som vi bare kunne forsyne os fra.
Anne med den læskende sag |
Og så gik vi om bord i de fristende tacos. Grillet tortilla med skiver af oksefilet, rustik salsa og guacamole. Knivskarp smagsprofil!
Og så var det blevet tid til Coconut Shrimp. Dybstegte rejer, paneret i panko og kokosflager - med en kokos/mango-dip til. Knasende sprøde udenpå og saftige indeni.
Den næste lækkerbisken var Tater Tots. Supersprøde kroketter med fnuglet kartoffelmos inden i - og en skarp sennepsdip til. Stivelse kogt i fedt......ja tak!
Mit glas var tomt og jeg bad om "noget ondt i et højt glas".
Og fik denne smukke, men dødbringende, Zombie sat foran mig: 3 slags rom (10 cl i alt), hjemmelavet falernum, krydderier og et skud absint. Lige noget for en sprutte som mig!
Anne fik denne fristende sag, som vi desværre også har afstød navnet på. Men den var meget behagelig - og gav Anne julelys i øjnene.
Næste ret var Meatball Skillet - store saftige kødboller i en krydret tomatsauce og "bare ost på og så i ovnen". Ih, du altforbarmende.....vi slikkede nærmest den lille pande.
Og så fulgte denne rappe sag: Spinach and Artichoke Dip - en varm ostegratineret dip (well, en slags stuvning) af spinat og artiskok i cremefraiche med ristet hvidløg og et lille svirp af chili. Der fulgte en pose knasende sprøde brødchips med - lige til at skovle den lune dip op på. Fremragende lille anretning - og også her gjorde vi rent bord.
Og så hoppede Chris bag baren og mixede Sidebars helt nye drink, som vi var blandt de allerførste til at smage.
Og så havde den præmiere: A Big Can Of Whoop-Ass. På dansk: en ordentlig røvfuld!
Tak for kaffe, det var en drink der ville noget. Chris kaldte den 'punch' og så vidt jeg husker var den med whisky. Krydret, varm og syrlig på en og samme tid. Slam, sikke en røvfuld....
Uh, og så kom denne sjove sag på bordet: Trailer Trash - majschips, druknet i chili con carne og gratineret med ost. En rigtig lækker sag at sidde og nippe i. Og så var vi ved at være godt mætte - men der var lige en enkelt ret tilbage.....
Baked Brie - osten var varmet i en syndig sirup sammen med tørrede frugter. Så godt har brie aldrig smagt før!
Hov, og så landede denne frække Oreo-shake for voksne foran os. Uha, den var jo næsten en ekstra ret - men noget så forfærdelig dejlig. Jeg tror jeg bliver nødt til at lave en is efter det koncept!
Senere skulle vi på en lille flyvetur med en Aviation - gin, viol-likør, kirsebær-likør, sukker og friskpresset citronsaft. Rap lille flyversjus...
Som "Godnat og skrub så hjem" drinks fik vi et par The House Old Fashioned - bourbon, bourbon og mere bourbon + bitter, sukker og kirsebær-likør. Og så var det vist på tide at vi fik sagt farvel og fandt hjem. Men vi havde ikke rigtig lyst - for stemningen var mildt sagt løftet. Men vi fik sagt pænt farvel og tusind tak til Chris og hans fantastiske team - eller rettere på gensyn. For Sidebar bliver et sted vi kommer til at frekventere flittigt fremover - og der er stadig masser af lækkerier på menukortet som vi skal smage.
Jeg er endnu engang fantastisk glad og taknemmelig over alle de dejlige mennesker jeg har lært at kende igennem bloggen - og alle de fede oplevelser det fører med sig.......