tirsdag den 9. juli 2013

Nyt legetøj: spiralskærer...

Lige siden jeg første gang fik serveret 'nudler' lavet af rå grøntsager på Råbar, har jeg ønsket mig et aggregat til at lave dem selv. Af mange grunde er det først blevet til noget nu. Jeg skal på ingen måde til at lave en masse raw food - men jeg vil gerne ha' lidt mere spræl i mine salater og på min tallerken.

Ikke alene giver spiralskårne grøntsager lidt blikfang, de bidrager også med en god struktur.

Det er den her dims jeg har købt - den originale japaner fra Beriner. Den koster 788 kr hos Kunst og Køkkentøj. Det er mange penge, men jeg var så heldig at få det beløb samlet på et par gavekort her til min fødselsdag. Den har været i restordre i et stykke tid - LCHF bølgen har skabt stor efterspørgsel på alternative nudler. Men i sidste uge tikkede endelig den ventede mail ind - nu var den kommet hjem fra Japan.

Den er mintgrøn - halløj 80'erne. Det fås billigere modeller på markedet (f.eks en Spirali) - men de er med 'rivejern' i stedet for tænder. 

Denne model kommer med 3 udskiftelige tandsæt. Og man kan bestille et nyt sæt hvis de skulle trænge til det på et tidspunkt.

Maskinen kan klare et stykke grøntsag med en max længde på 15 cm. Min erfaring er dog allerede at det er bedst for mig med grøntsager i mindre stykker - for så kan jeg nå hen og holde i mod fra starten af, hvilket giver et bedre resultat - og er nemmere for mine dumme fibrofingre.

Men man må sige at den er både effektiv og virker efter hensigten. Den laver de fineste spiraler.

Her er 1 gulerod, skåret med de mellemste tænder.

Og her er der blandet endnu en i - skåret med de mindste.

Gulerødderne blev marineret i hyldeblomsteddike og olivenolie - og blandet i aftenens salat.

Her er der kørt en squash igennem maskinen. Den skulle bruges til en 'pastasalat'. Først blev de fine strimler lagt i kogende vand i 1 minut for at fjerne den værste råhed. De kom derefter i koldt vand og til sidst dryppet grundigt af.

Strimlerne blev vendt med pesto og strimler af gul peber - og blev toppet med græskarkerner og lidt rød peber i tern.

Maskinen kan også bruges helt uden tænder.  Så er det blot kniven der arbejder. Her er et stykke agurk blevet til en hel lang flad spiral.

Jeg spiser med øjnene og selv om jeg bor alene gør jeg noget ud af anretningen. Og det er et stort hit at jeg kan få så smuk en salat ud af 10 cm agurk, 4 cherrytomater og ¼ rødløg. Jeg kan allerede se mange spændende Stop Spild Af Mad salater i min fremtid!

Og det er ikke kun grøntsager maskinen kan bruges til. I går lavede jeg denne forfriskende sommersalat ved først at køre en fast pære igennem. Lidt vandmelon blev snittet i strimler og vendt i. En vinaigrette på hyldeblomsteddike, olivenolie, salt og peber blev hældt over - og til sidst fik salaten et skud grøn dukkah. En helt ny kreation om jeg bestemt skal indlemme i min opskriftssamling. 

Spiraler - hot eller not?


6 kommentarer:

  1. Åhr, det cementerede bare det behov, jeg længe har haft for sådan en sag ;-). Selvfølgelig skal det være den helt rigtige, så jeg må vente til næste gaveanledning med fødselsdagen nys overstået og fejret i rød kjole på Klassisk ;-)Bagte rødbedespiraler skulle i øvrigt være et STORT hit.

    SvarSlet
  2. Den ser god ud! (det skal den også være til den pris, men alligevel ;-)). Meget smuk måde at anrette på :-)

    SvarSlet
  3. Er også forelsket i dem.. men jeg synes bare at der ser ud til at være så meget spild i midten, som jeg hellere så også blev til lange strimler... desværre (og kan godt se hvorfor det er sådan).

    Men klart en nice gadget.

    SvarSlet
  4. Den ser god ud, er den prisen værd? Er det "kram" som man ville sige i Jylland ? :-) (jeg mener, om man kan mærke den er stabil og vil holde i mange år.... )

    Go dag og go tur til cph. og 1000 tak for inspiration <3

    SvarSlet
  5. Jeg er ved at skrive julegaveønskeseddel - er du stadig glad for denne? Og ja, er der ikke meget spild?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg har solgt min videre - for den var elendig. I stedet har jeg købt den her - den er jeg super glad for. Spild? Nej, for man bruger jo bare resten til noget andet ;-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!