søndag den 7. juli 2013

I ❤ øko forever...

I dag skal det ikke handle om mad, men om tatoveringer. Den her har været i mine tanker længe - og nu er den blevet realiseret:

Du kender måske den fake tatoo fra I love øko? Det er Økologisk Landsforening der står bag.

Alle de steder jeg er stødt på den har jeg fået sat den på min arm - det samme sted hver gang. Jeg har længe drømt om at få den lavet permanent. Og det fik jeg så gjort noget ved i onsdags:

Jeg havde rekvireret en pdf med motivet hos I love øko - og bestilt tid hos Aarhus Tatoo Center i Jægergårdsgade.

Det var smukke Julaika som skulle tatovere mig. Mens hun riggede til fik vi snakket lidt om farve, allergier og den nye lovgivning. Den sorte farve jeg skulle ha' under huden var på kulbasis og de havde ikke oplevet nogen der havde fået problemer pga af den. (Jeg har i forvejen 2 tatoveringer der er lavet med netop den farve).

Æblet/hjertet er jo rødt på den fake - men det skulle den bestemt ikke være på den rigtige. Røde tatoveringsfarver kan indeholde nogle tungmetaller og partikler som kan give voldsomme allergier - læs mere her. I stedet har jeg købt en giftfri tusch som jeg så kan bruge en gang imellem når det skal være festligt.

Man kan få økologiske tatoveringsfarver. Og ønsker man at blive tatoveret med dem skal man enten selv sørge for at medbringe farven eller få tatovøren til at bestille dem hjem i god tid. De kan bla fås her.

De viste sig at jeg slet ikke havde behøvet at ha' motivet med selv - for de havde det allerede hængende i baglokalet. Jeg valgte at få motivet i nøjagtig samme størrelse som originalen - og det blev placeret midt på venstre underarm.

Og så gik Julaika i gang med at tegne op. Det gjorde nullernaller - som 40 katte der jager en klo i låret på samme tid. Men jeg var jo forberedt. Man kan måske påstå at fibromyalgi og tatoveringer er et dårligt mix - men det er en midlertidig påført smerte som blot fylder meget mens det står på. Men det er noget helt andet end de smerter der er i resten af systemet. Det mest ubehagelige var faktisk at skulle holde armen drejet og stille mens det stod på.  

Med konturerne på plads manglede der så kun at få de 4 bogstaver fyldt ud. Det er igen en helt anden smerte. Godt det kun var en lille tatovering.

Og vupti: så var den færdig.

Den blev derefter pakket ind og skulle 'trække' mellem 3 - 12 timer. Derefter skulle den vaskes med parfumefri sæbe, lufttørre og smøres med et tyndt lag panthenol salve.

Og sådan ser den så ud i dag. Den bliver smurt 4 gange om dagen og heler rigtig fint.

Og mine andre 2 tatoveringer?

For 10 år siden fik jeg lavet min første tatovering. Det er et meget personligt motiv for mig. På latin hedder en søhest hippocampus - og giver navn til de 2 dele af hjernen som styrer hukommelsen, følelserne og den instinktive adfærd. Søheste er desuden meget godmodige og tillidsfulde dyr - hvis man stikker fingeren ned til en søhest vil den vikle sin hale omkring den. Det betyder desværre at de er nemme at fange - og derfor er flere arter udryddelsestruet pga af dens anvendelse i kinesiske naturmedicin hvor tørret søhest siges at være gavnligt for nyrene, ha' en smertestillende effekt og være et elskovsmiddel. Javel ja. 

Tatovering nr 2 er meget lavpraktisk: et H for Højre. Jeg har altid haft store problemer med at kende forskel på højre og venstre - og det blev bestemt ikke bedre efter jeg fik en hovedskade i en trafikulykke som udløste en lille hjerneskade. I flere år gik jeg med en elastik om håndledet, men da jeg startede i lære var det slut med det af hygiejneårsager. Efter at ha' lavet er par bummerter (bla påstået at der ingen æg stod til højre i køleboksen - og der derfor blev bestilt 200 stk hjem. Det stod så lige 400 stk i forvejen - dog ikke til min højre) besluttede jeg mig for at få et H på armen. Og ja, jeg skal kigge på det hver gang for at være helt sikker.

Det bør være en proces at vælge at lade sig tatovere. Efter min mening skal motivet ha' en personlig betydning - andet end bare være dekoration på kroppen. Og husk på at du bærer dine dekorationer med dig resten af dine dage - men mindre du bruger tid og masser af penge på at få dem fjernet. Jeg ved ikke om jeg bliver ved med at være Klidmoster resten af livet - men økologien er helt sikkert kommet for at blive!


7 kommentarer:

  1. Lidt sent for dig, som fandt på din egen løsning - mit amerikanske barnebarn - sikkert også de fleste andre engelsktalende børn - ved, at venstre/(left) er den side, hvor pegefinger og tommeltot danner et "L", når man strækker tommeltotten ned. Måske kunne man også sige, at vi skriver mod højre.
    Elsebeth

    SvarSlet
  2. Julaika er den bedste. hun har også tatoverest mig og jeg har allerde en tid til næste tush ved hende.

    Tillykke med den

    SvarSlet
  3. Hvor er den bare flot! Ift søhesten, har du så læst Stine pilgaards Min Mor Siger? En fantastisk lille roman som også indeholder Søhestemonologerne - den burde du læse!

    SvarSlet
  4. Den er da fin - skulle du ikke have gønt æble?

    SvarSlet
  5. Sejt med din permanente ØKO statement!!! Jeg burde nok få et rødt ø-mærke også, men lige med kropskunst (og hårfarve) så har jeg valgt at gå på kompromis med økologien .....

    Jeg startede også selv ud med at synes tatoveringer skulle symbolisere noget personligt, men det er jeg i den grad gået væk fra! Min holdning er, at det er langt vigtigere (for mig), at det er lavet ordentligt, pænt og personligt - altså så det sidder godt på kroppen, er en dygtig tatovør (aldrig hjemmetatovør!!!) samt at det jeg får lavet er MIT og ikke noget, man kan pege på i en bog eller kopiere fra andres ideer så det bliver en masseproduktion. Enig i, at man skal vælge sit motiv, placering og tatovør med omhu, men hvis man synes det er pænt, så er det bare med at komme igang - det med at vi bliver gamle og grimme er ligemeget..... så bliver vi sgu da bare lidt mere seje med ink mellem krøllerne i huden, mens de andre bare er krøllet uden ink. Same same, but different! Men hey, jeg er jo også lidt hjernevasket, da jeg bor med en tatovør og det er en del af min dagligdag efterhånden!

    SvarSlet
  6. perfekt tat til dig!
    og tak for info om økofarver, det vidste jeg slet ikke man kunne!

    Jeg synes du er så sej! <3

    SvarSlet
  7. Ej, hvor smart med det H tatoveret på højre arm, det burde jeg virkelig overveje. Jeg er også helt håbløs til højre/venstre og min kæreste mobber mig altid med det...

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...