søndag den 14. juli 2013

Grillet grønt gør godt...

Sommermad er lig grillmad for mig. Og det er bestemt ikke kun kød der ryger på risten. I går blev det til 2 forskellige grillede salater.

Majs på grillen er et hit! Og når man skærer den ud i skiver er den både nemmere at tilberede - og spise. Smuk salat ikke?

Det blev også til en bette bøf - men den var kun tilbehør til alt det grønne. Og det var heldigt nok.....mere om det senere.

Selv om jeg var træt hoppede jeg på Ladybug og svævede ind i Super Brugsen i Jægergårdsgade. De har nemlig et kæmpe udvalg af økologiske varer. Det blev bla til majskolber, broccoli og sennepskarse.

Hjemme gik jeg i gang med at gøre det hele klart til grillen. Broccolien fik skrællet det yderste af stokken - og blev derefter flækket på langs.

Hele broccolien blev skåret ud i så lange stænger som det kunne lade sig gøre. De blev lagt i koldt vand for at være så fugtmættede som muligt. Næste gang vil jeg dampe dem i 2 minutter først.

1 stor squash blev skåret i skiver på 1 cm og 1 rødløg i sammenhængende både. De 2 majskolber blev først kogt i letsaltet vand i 4 minutter og derefter skåret i skiver på ca 3 cm.

Kræfterne var små og det skulle gå lidt stærkt med at få maden klar - maven knurrede allerede. Så derfor greb jeg et par nemme løsninger i skabet. Squash og rødløg kom i en frysepose og overhældt med lidt Grillkrydderi (Himalayasalt (35 %), løggranulat, hvidløgspulver, koriander, basilikum, sort peber, chilipulver) rørt ud i god olivenolie. Broccolien kom også i en frysepose og fik selskab af god olivenolie + Kartoffelkrydderi (Himalayasalt (35 %), sød paprika, hvidløg, løg, rosmarin, sennepsmel, sort peber, chili). Kartoffelkrydderi til broccoli? Jaha, så vildt går det til med de forkerte krydderier her i OCD-land. 

Majsstykkerne fik olivenolie, tørret timian, salt og peber. Poserne fik lov til at trække i ca 30 minutter.

Og da grillen var varm og klar hældte jeg grøntsagerne ud igen og gik i gang.

Broccolien blev grillet først - og lagt i et fad med folie over for at dampe lidt videre.

Majsstykkerne fik nok 6 minutter i alt - og blev derefter lagt over broccolien. Jeg kom lidt hvidløgsSMØR og nogle skiver tomat ved. Tomaterne gav både lidt væde og pyntede gevaldigt.

Squasskiverne og rødløgene fik også en tur på risten - og kom i et fad hvor de fik et squeeze citronsaft og en håndfuld edamamebønner over.

Kartoffelsalaten (købt, af mangel på kræfter) blev anrettet i et lille fad med sennepskarse og tomatskiver.

De små bøffer havde jeg fundet i fryseren. Jeg er forresten begyndt at vakuumpakke alt mit kød, så bliver det ikke frysebrændt.

De små stakler blev smurt med resten af marinaden fra broccolien. Desværre viste de sig at være stort set uspiselige. Seje, senede og sure. Æv. Så kan jeg lære at købe konventionelle bøffer på tilbud. Der er 2 til på frost, de ryger i en wokret en dag.

Stakkels Max, så inviterer jeg på mad og så er bøffen uspiselig. Nå, men der var jo masser af grønt - og han fik lov til at gå i fryseren bagefter:

Jeg forvandlede mig nemlig til Pavlovs is-hund i går da Hjem-Is ringede med klokken - på trods af at jeg har masser af hjemmelavede ispinde af ren frugt liggende.

Det gode ved at komme hjem fra ferie i København dagen før planlagt var at jeg kunne få i går sammen med Max. Vi har ikke just rendt hinanden på dørenen det sidste lange stykke tid. Og ikke alene blev han og overnattede - han inviterede mig også på brunch inde i byen i dag.

Vi endte på Mefisto og fik deres lækre brunchtallerken med: Røget laks med karseæggecreme. Fiskefrikadelle med selleriremoulade. Stegt æg, kålpølse, bacon og hjemmelavet ketchup. Skinke med melon. Yoghurt med bær og müsli. Ost med oliven. Sprød kage, chokoladecreme og frugt. Det fulgte brød, SMØR, æble/solbærsaft (eller juice) og en kande te (eller kaffe) med for 198 kr pr person.

Brunchen blev indtaget i Mefistos hyggelige baggård. For selv om det var lidt koldt i dag, var der læ der. Om lidt cykler Max hjem igen. Han skal være frisk til at skulle på arbejde i morgen. 

Jeg skal også samle lidt kræfter, for i morgen får jeg labre Stine på besøg til grill på altanen. Og hun skal også trakteres med grillet grønt galore.

Fortsat god søndag til alle der kommer her forbi...


4 kommentarer:

  1. De der grill majs kan virkelig anbefales. De var bare så lækre.

    SvarSlet
  2. Kære Malou
    Det var dog en super god idé med at vakumpakke kød. Jeg er virkelig træt af den der isede overflade, som frostvarerne får. Så måske jeg skal investere i en vakumpakker. Har du købt en dyr én? Og er det bare at vakumpakke og så direkte i fryseren?
    Og så ser det i øvrigt bare forrygende dejligt ud med de salater!
    Knus Hanne

    SvarSlet
  3. Mmmmh det ser godt ud! Synd at bøfferne var uspiselige :( Har du prøvet at grille grøntsagerne på en stegepande? Jeg har hørt godt om det, men er ikke helt overbevist før jeg investerer i en. Har fået anbefalet denne http://www.morsoliving.dk/produkt/stegepande indtil videre?
    Mvh Annemette

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, for jeg har gigt og kan ikke løfte en tung grillpande ;-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...