En sommeraften på Klassisk 65...

I går var jeg ikke spor ked af at kræfterne svigtede til Roskilde. Max havde nemlig inviteret mig ud og spise. Jeg havde fået frit valg på alle byens gastronomiske hylder - og havde straks udråbt Klassisk 65 som stedet jeg ville hen. Bistroen har betydet meget for Max og jeg igennem årene - og så snart vi trådte ind over dørtrinnet væltede nostalgien ind over os. Vi fik tildelt vores yndlingsbord i hjørnet og tog her hul på en herlig aften.

Først et glas forfriskende bobler. Cava med appelsinlikør. Jeg er vild med det stads. Lækkert brød og aïoli til lige at tage brodden af den værste sult - og sultne var vi, for vi havde lige været et smut på udsalg inden......og den slags giver appetit. Jeg havde glemt det gode kamera herhjemme, så det blev kun til lidt knipserier med mobilen. Billedkvaliteten er derefter.

Max havde kun øjne for sneglene, men jeg blev i det kolde og hoppede på Det Salte Køkkens Nougat: foie gras. Serveret som terrine med en intens solbærsirup og brioche stegt i SMØR. En lille let forret, n'est-ce pas? De vil mig det virkelig godt på bistroen og havde været yderet generøse med anretningen af den fuldfede delikatesse. Og jeg må med skam erkende: jeg måtte levne.

Max hjalp ellers til, men lige meget hjalp det. Ak, jeg måtte vinke farvel til denne lille himmerigsmundfuld. Jeg havde desværre ikke min Stop Spild Af Mad kasse med.

Og så var det tid til hovedretter. Max var kørt i stilling til bistroens flamberede peberbeuf af oksemørbrad. Den bliver lavet table side på en réchaud à flamber (for lægfolk: et gasblus).

Den smørmøre intervalstegte bøf serveres med en sauce på bla sennep, grønne madagaskarpeberkorn, appelsinjuice og portvin. Garnituren af sprøde grønne bønner og en grilltomat bliver suppleret af gyldne fritter a part.

Jeg selv havde valgt sprængt, braiseret vagtel med druer og mørk sherry sauce. En lille mør fugl hvor kødet nærmest fald af benene. Rustikt serveret med druer, mandler og pommes noisette. Og saucen, åh, saucen - den var så liflig at jeg kunne ha' drukket den af en kop. I glasset havde jeg valgt The Maitre D’ fra Mollydoker (som er The Boxers 'lillebror'). Den er lavet på Cabernet Sauvignon og byder på både solbær, kirsebær og vanilje - uden at den bliver alt for 'marmeladet'. 

Den her tallerken udløste et "Du skal da ha' en vagtel mere" fra tjenerne. Well, så skidt da.....når de nu nøder. 

Så der ankom endnu en bette pipfugl i et aromatisk saucebad. Og den smagte akkurat lige så pragtfuldt som den første. Og der blev også et par gode lunser til Max. 

Note to self: en opskrift på sprængte braiserede vagtler skal på bloggen inden længe.

Efter en rum tid lod vi os også friste af dessert. Bistroens løse fortolkning af en rabarbertrifli lød nemlig helt fortryllende. En meget frisk kompot, med bid i rabarberne, hjemmebagte nøddemakroner og en quenelle af vaniljefløde på toppen - afsluttet med lidt rabarbersirup. En ikke for tung afslutning på en sommermiddag........eller jeg troede så det var afslutningen.
  

Men ejeren Søren havde en overraskelse i ærmet. Han havde selv hænderne fulde på bistroens søsterrestaurant Klassisk Fisk i den anden enden af byen - men havde over telefonen sørget for en at det blev til en ekstra servering. Aww, så fint. Så tjenereleven Sarah kom endnu engang med en réchaud à flamber og lagde en stor tang tilrette i flammen. Den skulle nemlig varme op og blive rødglødende. Og nej, jeg skulle ikke brændemærkes. Tangen er en såkaldt portvinstang som man primært bruger til at knække halsen på gamle flasker. Portvin kan nemlig lagre i mange år, men det er ikke altid propperne kan magte opgaven - og skulle man forsøge at hive den op på normal vis ville den smuldre og forringe vinen.  

Og sørme om der ikke også fulgte lidt ost med. Mobier, en røget spansk, gorgonzola, ged og den sidste som fortaber sig i portvinstågerne. Jeg fik et par hjemmebagte ostekiks til. Hallo, jeg spiste de 3 og smagte på de sidste 2. Jeg ender med at blive en rigtig voksen ostespiser på et tidspunkt. 

Og så var tangen ved at være rødglødende.

Tangen klemmes fast om flaskens hals til glasset begynder at smelte og blive svagt. Derefter fjerner man tangen og kommer et koldt vådt klæde omkring. Det får flaskehalsen til at springe i et rent snit. Og så blev der hældt der skønneste afkølede glas Maynard's Colheita 2001 'Unfiltered' op til mig. Oh la la.....

Nødder, figner, vanilje og mørkt sukker - og masser af frugt. Flydende slik.

Hvor var det (endnu) en pragtfuld aften på bistroen. Der er en sand fornøjelse at blive hygget om på det niveau. Og fedt at se tjenereleverne brænde for deres uddannelser og få lov til at udfolde sig inden for rammerne af deres håndværk. Og tak til køkkenet for at levere en strøm af klassiske retter som altid gør glad.

Vi ses snart igen.