Jeg elsker store søde bøffer! Så er det sagt. Ikke noget med at sidde og stikke livsfornægtende, kvindestereotypt i en dødkedelig salat mens mændene mæsker sig - jeg vil ha' kød og meget af det. Og nu har jeg sørget for at der er bøffer til resten af sommeren.
I går kom der er par bøffer på grillen hos Britt som havde inviteret til hygge på terrassen. Dem havde jeg lige skåret inden jeg cyklede hjemmefra.
I sidste uge havde Metro nemlig haft tilbud på brasiliansk oksefilet til 99,99 kr + moms pr kg. (i denne uge har de irsk ditto til 89,99 kr + moms). Det gjorde at jeg kunne få denne basse på 4,56 kg til 570 kr.
Jeg ved godt at det ikke er optimalt at købe brasiliansk kød. Det er ikke spor bæredygtigt og man får bla ryddet regnskov på samvittigheden. Men som førtidspensionist og monumental økohykler er man nogen gange nødt til at træffe den slags valg hvis der skal bøf på menuen.
Det er jo nærmest ½ ko. Den blev befriet var sit vakuumfælgsel og duppet helt fri for væde med køkkenrulle. Jeg syntes det er nemmest at skære den ud på kødsiden - for fedtlaget kan være svært at skære igennem.
Det blev til 18 bøffer med en gennemsnitsvægt på 254 g - til en stk pris a 32 kr.
De 16 blev vakuummeteret i pakker a 2 stk og kom straks i fryseren. Og de sidste 2 pakkede jeg i en køletaske og cyklede af sted med.
Ved ankomst fik bøfferne et skud salt og peber - og så var de klar til grillen.
Vi lavede i fællesskab lidt grønt tilbehør. Majskolber, dampede i 4 minutter - skåret ud og marineret i olie og timian + marinerede squash hvor kernerne var skåret væk.
Den var en gentagelse af de grillede salater - og denne gang blev også broccolien dampet i et par minutter. Det gjorde at det ikke visnede på grillen.
Det blev også til en rå blomkålssalat med forårsløg, agurk, tomat og radiser + basilikum og feta. Olivenolie og hvid balsamico legede dressing samme med et skud salt og friskkværnet peber.
Et par kogte nye kartofler, en klat krydderSMØR og et glas kølig rose - så var lykken gjort.
Og til dessert diskede Britt op med denne anretning: kirsebær, blåbær, jordbær og nektarin med hyldeblomstgelé, hvid chokoladesiffon og citronmelisse. Du får opskriften i det næste indlæg.
Vi sad på terrassen og snakkede - og nød den lune sommeraften helt til kl 22:30 hvor jeg cyklede hjem igen. Herlig dag.
I dag er ligge-på-langs-dag. Er fuldstændig bombet og magter ingenting. Heldigvis fik jeg smækket en pizza samme i går middags, så den gumler jeg lidt på ind i mellem. Det er dog ikke den store appetit der kan samles her i varmen. I nat planlægger jeg at sove ude på altanen - håber kattene kan finde ud af det...
Lækkert - Jeg elsker også kød, og der skal være nok af det. Tror jeg skal et smut forbi metro
SvarSlet