torsdag den 20. juni 2013

Maden på NorthSide 2013: Del 4...

Lørdag var en pragtfuld dag på NorthSide. Jeg ankom på festivalpladsen ved middagstid og fik en snak med flere at de madboder jeg ville besøge i løbet af dagen. 

På vej ind på selve pladsen var der en lang grafittivæg som blev udsmykket til løbet af weekenden. Der er i det hele taget mange kreative tiltag og events - og dem kan du læse meget mere om her hos Overspring.dk.

Jeg havde en aftale kl 13. Der skulle jeg mødes med en flok vegetarer og veganere der havde sat hinanden stævne på Vegetarkontakt. Og sammen skulle vi se på hvad festivallen havde at byde på når man enten ikke spiser kød eller helt undgår animalske produkter.

Vi bevægede os straks mod Råbar - som havde en madbod med raw food (som er 100% økologisk og vegetarisk).

Boden bød på salater, smoothies, juice, raw kage, snacks - og så det her dejlige udbud af økologiske frugt og grønt i løs vægt.

Salat nr 1: broccoli, gulerod, rødkål, æble, spinat, græskarkerner - og valgfri dressing: sennep/honning eller Olie/eddike.

Salat nr 2: gulerod, agurk, spinat, rødbedeblade, tørrede tranebær, løg og persille.

2 slags smoothies. Gul: Havtorn med banan, appelsin, dadler, ingefær og nøddemælk. Rød: Beat It - jordbær, banan, rødbede og nøddemælk.

Snacks og tørrede gojibær.

Og en kæmpe montre med raw brownies.

Jeg fik afslag på at købe en mindre smagsprøve med begrundelsen "det er allerede øst op" - men blev tilbudt en bakke med 50/50 af de 2 salater. Det sagde jeg ja til - og så undrende til da der blev taget en tom bakke og øst op i. Hvorfor kunne jeg så ikke købe en mindre portion at smage? Nå, men jeg skulle jo ha' frokost - og godt med grove kostfibre er kun rart af få indenbords. Jeg købte også en friskpresset juice med appelsin, æble, rødbede og ingefær.

Dejlige grøntsager - ingen tvivl om det. Men jeg må sige at jeg fandt begge salater en smule tørre og kedelige. Der manglede saft og kraft. Tomater og andre saftige grøntsager ville ha' hjulpet. Og jeg måtte opgive at spise de voldsomt mange tranebær der var i min halve portion - og det samme med de rå løg.

Det er rigtig fint med mad der er vegetarisk og økologisk. Men når man vælger at tilbyde raw-food (som ikke opvarmes over 42°C) vælger man jo noget vigtigt fra: vegetarisk protein. Sådan en salat mætter ikke længe hvis den ikke får følgeskab af andet i maven. En stor håndfuld kogte kikærter, blandede nødder eller f.eks ½ avocado tilsat lige inden servering ville gøre underværker. En af 'de grønne' ytrede "man skal mindst spise sådan en hel brownie også for at blive ordentligt mæt".

Elsebeth skrev bla i kommentarfeltet her: "Jeg er vegetar og jeg fik vegetarhotdog, men den var ret lille og blev slet ikke mæt af den, men synes ikke udvalget af vegetarretter var stort nok, når jeg ikke gider at spise raw food". Som tilføjelse kan jeg sige at jeg faktisk opfordrede Drudenfuss til at komme 2 af de små tofupølser i hver hotter - for ellers ville den ikke mætte nok. Det håber jeg de tager til efterretning.

Efterfølgende har jeg også skrevet sammen med hende her på Facebook - og jeg har fået lov til at citere fra vores samtale: "Synes de havde blæret sig for meget med vegetarkosten, i forhold til hvad der viste sig derude. Jeg spiste dog to gange hummus fra den der hummus bod, og en enkelt soyapølse fra hanegalboden. Men generelt for lidt protein, alt for lidt grønsager og aaaaalt for meget brød/pasta. Hvad sker der for at nordisk pastahus kun bød på veggepasta med pesto?? Pesto giver sgu da ingen mad/protein".

Per aka Kilroy havde dog, som den veggenheimer han er,  opsporet det eneste vegetariske protein der var af få på pladsen (ud over tofupølsen): humus lavet af kikærter.

En stor portion humus med hjemmebagt brød.

Det kunne man nemlig få hos den økologiske bod hvor Broges Kafe & Deli også solgte haydari (blendet feta, dog ikke øko, med peberfrugt) og tzatziki.

Det skønne hjemmebagte brød var fra Jeremys. Super dejlige mennesker og lækker mad. Jeg håber virkelig at NorthSide får besøg af Michael Mizzi og hans team igen til næste år.

Jeg købte mig til en lille smagsprøve. Super humus: smagt til med godt med spidskommen. Lidt grov i det, men super smag. Tzatzikien havde fået et godt skud dild, rigtig lækkert. Uhm, og haydarien var bare helt perfekt - salt og krydret.

Jeg fik sagt pænt farvel til de grøntspisende og gik en tur på pladsen. Det var tid til noget sødt. Og jeg vidste at Ben & Jerry's var lige det der skulle til.

De var nemlig mødt op med en bod - isen var gratis, men man blev opfordret til at give et bidrag til bevaring af verdens skove.

Ben og Jerry's is er ikke øko - men fairtrade. Sortimentet var deres 4 nye core varianter. Og dem var jeg glad for endelig at smage. Jeg er blevet tilbudt at teste dem her til bloggen og har fået tilsendt kuponer så jeg selv kan hente de 2 favoritter jeg vil teste. Problemet er bare at de skal hentes på Statoil - og på de to der ligger her i området har de overhovedet ikke taget de nye varianter hjem. Så jeg har måtte 'nøjes' med nogle af de klassiske varianter. First world problems... 

Ammenam....jeg smagte dem alle 4. Og smed et bidrag i indsamlingskassen. Og så gik jeg ud på pladsen for at slikke lidt sol inden jeg tog hjem. 

En hurtig opsummering af hele det vegetariske udbud: pommes frites, edamamebønner og tangsalat, pandekager, nachos, kartoffelsalat, tomatsuppe, champignonsuppe, pasta pesto, hotdog med tofupølse, øko tapas med brød og raw food.

Og det veganske: raw food, edamamebønner og tangsalat, nachos (uden ost), hotdog med tofupølse, humus med brød, pommes frites og muligvis tomatsuppe (de vidste ikke i boden om den var vegansk eller ej og der var ingen hjælp at hente på emballagen).

Har du noget at sige om udbuddet af vegetarisk og vegansk mad på NorthSide må du meget gerne lægge en kommentar.


2 kommentarer:

  1. Super indlæg!
    Min veninde og jeg købte også en salat fra rawfood boden fredag aften, og jeg synes den var okay, men igen, den mættede måske en halv time, så var jeg i hvertfald sulten igen. Min veninde derimod, var helt proppet. Det var en stor salat men ingen protein og så bliver jeg altså sulten, så hen på aftenen havde jeg fået hovedpine og måtte købe en panini med brie (som faktisk var rigtig lækker). Hm, jeg bliver nok aldrig en der kan leve af salat alene ;)

    SvarSlet
  2. Nu var jeg en af "de grønne" og jeg tænker noget lækkert som "chili sin carne" med brød, salater med bønner, kikærter og lignende og måske muligheden for at kunne købe moden frisk frugt og grønt i lidt større udbud end det der var, vilde være et hit:-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!