onsdag den 19. juni 2013

Klidmoster.dk på NorthSide 2013...

I weekenden var vi på NorthSide, bloggen og jeg. Jeg var nemlig nysgerrig på hvad sådan en moderne musikfestival, med en bæredygtig og grøn profil havde på menuen.

Allerede før man når festivalpladsen, mødes man af glade mennesker. Flere er uden billet, men de nyder så bare musikken på afstand. Det smukke skilt, med baggrund af mos, er flot både i dagtimerne og om aftenen hvor det lyses op. Det er lavet af Jonathan Markussen fra Himmelhaverne - som sætter fokus på det grønne i byen.

Jeg havde forberedt mig hjemmefra og pakket et festival-kit til formålet: solcreme, solbriller, regnslag, koncertørepropper, notesbog, visitkort, smagdimser, gafler, penge - og selvfølgelig kamera.


Jeg formanede på Twitter om at huske solcremen - og Northside sendte formaningen videre. Og hvad skete der?

Jeg blev selvfølgelig solskoldet i nakken. Så flot! Mine arme var rigtig smadrede i de dage. Håret blev derfor sat op torsdag sådan her - og sådan sad det til søndag aften da jeg pillede det ned. Så skulle jeg ikke spilde kræfter på det...

Jeg fik hørt 1½ koncert - resten var 'arbejde' til bloggen. Den halve koncert var Kaizers Orchestra - den sidste de giver i Danmark inden de går i hi på ubestemt tid. Det er min 5. koncert med de dejlige norske gutter og de leverede som altid en fest med knald på.

Men jeg fik hver en tone af koncerten med Keane med. Åh, Keane - dejlige, dejlige Keane.

Jeg stod og svømmede helt hen. Og ja, jeg græd også lidt. Det er utroligt hvor mange minder der er i musik. Og netop Keane er noget jeg har hørt i en rigtig svær tid. Nu er det som at komme hjem at høre dem.

Jeg stod sammen med et par rigtig dejlige mennesker som jeg har lært at kende igennem de sociale medier. Det gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere. Vejret var godt, men jeg frøs med anstand i min kortærmede cardigan. Men jeg skrålede brudstykker fra alle Kean sange da jeg cyklede hjem i det vigende lys for at holde mig varm - og det hjalp.

Vel hjemme lavede jeg varm chokolade og fik varmen under dynen. For jeg skulle jo af sted igen lørdag.

Og lørdag var jeg sørme glad for at jeg havde ladet regnslaget blive i tasken. Jeg tog ud på festivalpladsen da den åbnede 11:30 for at tale med madboderne inden køerne blev for lange. Efter 5 timer var jeg helt mør - og forlod pladsen da de første dråber faldt. Men på turen hjem fik jeg noget af en skylle.

Søndag sad jeg klar kl 11 til at tage af sted. Men en kort telefonsamtale med Max fik ændret på det. Han spurgte ind til hvordan jeg havde det fysisk og så knækkede filmen. Jeg måtte tude af ærgrelse og mærke at jeg overhovedet ikke skulle nogen steder.


Heldigvis havde jeg det meste materiale i kassen. Der er nogle huller - for jeg havde lagt lidt planer for søndag også. Men nu bliver det som det bliver! Billederne er sorteret, redigeret og sat ind - det bliver til 6 indlæg med alt maden. Nu skal teksten 'bare' skrives. 

Jeg betaler en hård fysisk pris for weekenden nu - er i total undtagelsestilstand. Bentøjet svigter og smerterne gør mine led hvidglødende. MEN jeg er fyldt op indeni af musik, solskin og gode oplevelser. Men jeg er glad for at jeg har erkendt mine egne begrænsninger og sagt 'nej tak' til akkreditering til Roskilde festival alligevel. Selv om jeg ville elske at skrive om alt maden derovre også - så er mit helbred vigtigere. Da jeg ansøgte var jeg i en rigtig god periode og troede sagtens at jeg kunne magte en dag eller 2 derovre. Men nej. Man har jo lov til at drømme om at det kan lade sig gøre til næste år i stedet for.   

Nu vil jeg ha' en bid mad og en lur - og så tager jeg hul på indlægget "Maden på NorthSide: Del 1".


3 kommentarer:

  1. Det var så rart at høre Keane sammen med dig, dejlige dame.

    SvarSlet
  2. Åh, hvor jeg kender det Malou! Det ikke at kunne alt det man gerne vil og har kunnet. Græder en ærgelsens tåre med dig.
    Og til Max:
    Tak Max
    Fordi du passer på Malou, når hun ikke selv gør det :)

    SvarSlet
  3. Jeg var så heldig at se hele Kaizers' koncert næsten fra forreste række - de bliver jo ved med at lave et fantastisk sceneshow, så jeg kommer til at savne dem!
    Jeg kiggede godtnok efter "en dame med en ur-taske" på festivallen - dog uden held! ;-) Og desværre endte jeg også - uden regnslag - i skybruddet på pladsen om lørdagen til alt_J koncert, hvorfor jeg måtte tage tidligt hjem af ren og skær gennemblødt kulde. Suk.
    Dejlige reportager fra festivalmadboderne - jeg nikker genkendende til det meste! (Og så er du dejligt objektiv, selv ved de mere kritisable serveringer. Personligt var jeg ikke suuuper imponeret af pulled pork burgeren som.. tja, dryppede, mere end den smagte. Haha :-) )
    Mvh Ísbjörg

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...