torsdag den 13. juni 2013

Grillede barbecue-vagtler...

Efter jeg er flyttet fra 3. sal ned på 1. har jeg fået en overdækket altan. Før var jeg underlagt vind- og vejrgudernes temperament når jeg skulle grille, men nu kan jeg praktisk talt fyre op for min Q100 i alt slags vejr. Det var aldrig faldet mig ind at man kunne smække vagtler på grillen - men det fik Louisa Lorang lavet om på sidst i maj da hun diskede op med disse lækre Bar B Q vagtler.  

Jeg tyvstjal idéen og har lavet min egen version. Ja, den bette fugl ser lidt kremeret ud - for jeg havde for meget varme på fra starten af. Heldigvis var den fremragende indeni.

En vagtel er en lillebitte hønsefugl af fasanfamilien. Den lægger æg på størrelse med små valnødder som jeg bla har brugt her på bloggen til en nyfortolket Salat Nicoise. Disse 2 vagtler købte jeg på frost i Metro, men jeg ved at de også er til at få i Salling.

Med en kampvægt på blot 225 g er det en meget nuttet lille sag - hvis man altså kan sige sådan om et dødt dyr man skal til at spise? Når man skal grille noget skal det helst være fladt - og vagtler gør man flade på samme måde som man laver sommerfuglekylling (butterflied). Det er dog så lille en fugl (med tilsvarende små knogler) at det er nok at stille den på højkant og skære ned langs rygbenet på begge sider med en skarp kniv. Fuglen lægges derefter med brystet op og givet et godt fast tryk så brystbenet knækker. Volia - en flad fugl....

De flade fugle blev derefter gnedet godt og grundigt ind i min spicy dry rub med 13 krydderier.

Vagtlerne fik lov til at trække i 4 timer på køl - men det er nok med ca 20 minutter på køkkenbordet hvis tiden er knap. Grillen blev tændt - og da det er en gasgrill bliver den rigtig hurtigt klar til brug. Men man skal lige huske at skrue lidt ned for blusset hvis det ikke skal gå alt for stærkt. Vagtlerne blev grillet i ca 10 minutter - og så blev de penslet med den her:

En totalt smækkerlækker barbecuesauce med ahorn og chipotle. Og efter ca 3 minutter var fuglene klar til at hive af grillen.

Og så var der kremeret grillet vagtel. Under det lidt brankede ydre gemte der sig en voldsomt saftig og meget velsmagende middag. Faktisk var den så saftig at, da jeg gav den kniven, stod det i en lille stråle over på min trøje.

Katte er sgu sjove. Efter 15 år kender jeg Trixie og alle hendes lyde ret godt. Og det var tydeligt at hun var forvirret over vagtlerne. Det virkede som om hun simpelthen ikke kunne gennemskue at det var de der små stakler der duftede af kylling.


For hvor var resten? Jeg må indrømme at vi to i fællesskab fik gjort kål på begge vagtler i en vis fart. Nøj, det var guf. Stærke, søde og med massevis af *umphf*.


Tilbehøret var den fancy vandmelonsalat, et groft pitabrød og den smukke piquillo-dip.

I går gentog jeg glansnummeret - men med en pakke økologiske kyllingevinger. Klog af skade skruede jeg ned for grillen fra starten og stegte dem færdigt med barbecuesaucen i ovnen. Så jeg fik grillsmagen uden alt for meget 'branket'. 

Hæ, jeg bliver drillet lidt på de sociale medier med min lille Q100 gasgrill. "De rigtige grillfolk" kalder den for brødristeren. Men det preller af mig som vand på en gås - for jeg knuselesker min lille grill. Og da det er forbudt at grille med kul på altanerne er gas et meget bedre alternativ end el. 


------------------------------------------------

Nu vil jeg gøre mig klar til at tage ind til byen. Min veninde Mette og jeg skal nemlig spise på Nordens Folkekøkken i aften.

Vi købte et tilbud hos Sweetdeal sidste år til 468 kr pr person - som er ret så billigt for den omgang. Tit er jeg blevet skuffet over de kupontilbud - men jeg har troen på at det bliver anderledes i aften. Sidst jeg besøgte stedet var det nemlig rigtig godt. Jeg fik desværre aldrig blogget om det, men jeg håber på at ha' et indlæg med hjem i tasken i aften.

Vi ses... 


3 kommentarer:

  1. Du kan godt glæde dig :)
    Har gjort samme erfaringer med "kupontilbud" men lige præsic der var det ingen skuffelse :)
    Nyd det!

    SvarSlet
  2. Q100 er en fantastisk grill, men mere plads end man lige regner med.
    Hvorfor lagde du kyllinge vingerne i ovnen ?? tag et ilfastfad og sæt det på grillen, det gør jeg og så slippere du for også at skulle varme ovnen op.
    Jeg er først lige begyndt at følge din blog, det ser lækkert ud og bestemt noget der skal prøves. mvh Tinna

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...