mandag den 24. juni 2013

Glutenfri bananpandekager med chia...

I dag bliver det til en opskrift fra arkivet. For et par uger siden bagte jeg disse fabelagtige og sunde pandekager. Opskriften forelskede jeg mig i her hos Anne au Chocolat og har arbejdet lidt videre med den:

Søde, bløde lækre pandekager - serveret med ahornsirup, økologisk SMØR og en rest hotwings. Ja ja, nok ikke lige den mest traditionelle kombi - men sødt, salt og stærkt er altså et hit sammen!

Økologiske fairtrade bananer - gode for dig og for miljøet. Og vidste du at hvis man giver aberne i Zoo valget mellem konventionelle og økologiske bananaer - så vælger de altid de økologiske? Tankevækkende ikke?

Chia frø er det nye sort. De her var i en goodiebag fra Syddansk Fødevareklynge - og jeg har længe haft lyst til at lave noget med dem. Det er et lille kraftfuldt frø med et højt indhold af omega-3. Dem valgte jeg at tilsætte til pandekagerne i stedet for birkes.

Uh, og så fik jeg lige indviet mit nye kamera, et Canon IXUS 510 HS, til at fotografere de små fine frø - købt på rentefri afbetaling i Elgiganten. Det gamle gav op efter 4 år og ca 292.000 billeder (jeg tager i gennemsnit 200 billeder om dagen). Jeg har også investeret i en tripod - så nu kan jeg undgå rystelser på de dårlige dage.

Ikke spor tosset med sådan en trebenet dims. De små chia frø er som sagt rige på omega-3 - du kan se hvor rige lige her.


Bananpandekager med chia:

2 små modne bananer
2 æg
2 spsk chiafrø
40 g fuldkornsrismel
½ tsk vaniljepulver
½ tsk st. kardemomme

Når man kigger på ingredienserne er det ikke lige 'pandekager' der er den første tanke.

Bananerne skal moses eller blendes - jeg brugte den mose-dims jeg bruger til grøntsagsmos.

Æggene blev derefter most med - og krydderier + chiafrøene fik lov til at trække lidt væde til sig.

Melet blev rørt i og dejen var nu klar til at bage til små pandekager. Det gav mig mulighed for at indvie endnu en nyindkøbt ting: en lillebitte sliplet pande.

De små pandekager blev stegt gyldne i SMØR.

Det gav ca 8 små tykke og meget lækre pandekager. De 4 blev pakket med bagepapir imellem og røg i fryseren - de andre blev holdt lune.

Jeg havde nemlig lige 5 hotwings som også skulle varmes. Dem havde jeg taget med hjem i min Stop Spild Af Mad kasse fra Memphis Roadhouse.

Der havde jeg nemlig dagen forinden fået ikke mindre end 13 vinger. Jeg må ha' været rablende gal da jeg bestilte. Normalt er jeg ikke en kylling når det kommer til stærk mad - men de her basser fik mig til at svede så meget at jeg måtte drikke en hel pitcher øl.....og stadig levne 5.

De varmede vinger blev serveret til den lune pandekager. Hotte var de stadig - men sødmen fra pandekagerne og ahornsiruppen hjalp gevaldigt på det.

Uhm, good stuff. Jeg tænkte at når man i USA kan få stegt kylling og vafler så kunne man også spise det her sammen. Alternativ restemad FTW! 

I dag skal jeg også på Memphis Roadhouse. Anne og jeg skal ind og sige farvel til vores yndlingstjener, Adam. Han kom hertil fra England og vi er kommet til at holde meget af ham med tiden. Nu søger han nye udfordringer......i effing Canada. Det er næsten ikke til at bære. Anne og jeg sender ham på vej med hans absolutte favoritkage. Den bagte vi sammen i går. Og den får du opskriften på i et senere indlæg.

God mandag til alle der kommer her forbi...

3 kommentarer:

  1. Økobananer smager bare meget bedre. Min datter på halvandet nægter at spise de konventionelle bananer, så hun har det præcist som aberne i Zoo. ;-)

    - og så kan hun forresten ikke tåle mælk, så tak for opskriften. :-)

    SvarSlet
  2. (psst: Chia = karse ;) )

    ~Marchen~

    SvarSlet
  3. Hvordan er det nu lige med chifrøene? De blev først udråbt til super food, men så kom der en masse fra fødevarestyrelsen om, at de slet ikke var godkendt som fødevarer i EU. Nu ser jeg dem imidlertid alle steder, så måske er de blevet godkendt? Jeg kan bare stadig ikke finde noget hos fødevarestyrelsen...

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...