I mandags havde Jan fra Byens Spiseguide sat mig stævne til en bid frokost - så jeg hoppede på cyklen og kørte spændt mod latinerkvarteret.
Ved første øjekast ser menukortet ud til at rumme både de alm grillretter som hotdog, kylling og fritter + dagens ret og lidt utraditionelt. Det skal dog hurtigt vise sig at vi er milevidt fra noget man før har fået på nogen grillbar jeg har frekventeret før.
Indenfor er lokalet rustikt, nøgent om man vil, men indbydende. Det første man spotter, er det store rotisserie i hjørnet.
Her er plads til 60 kyllinger af gangen. Denne dag er der desuden også den italienske specialitet prochetta i snurrekassen. Det er meningen at den med tiden skal indgå i en at stedets sandwich, men i mandags var den på tavlen som varm ret.
Det er ingen stole, men høje borde man kan stå og spise ved. I et vindue er der kig til brød og baglokalet. Det var en af ejerne, Troels Buus Thomsen (som også ejer Lecoq et stenkast derfra) som sørgede for maden. Han deler ejerskabet med Daniele Antonelli - og de 2 står også bag Den Rustikke i Mejlgade. Og som Troels jokede, så startede han sin madkarriere på Molskroen og er nu endt på en grillbar. Men sikke en grillbar!
Første servering var stedets hotter (25 kr pr stk). Der var sveller og dyppelse til (lille 20 kr - stor 30 kr). Vi drak økologisk sodavand og saft til (25 kr pr stk)
Hunden først: et ret stort rustikt brød med en tynd pølse, chilimayo, yoghurtdressing og snittet spidskål på toppen. Brødet var en my fra at være for hårdt i skorpen til formålet (men jeg har altså også ekstremt sart gane), men krummen fin. Brødet er desuden af en sådan størrelse at en hotter sagtens kunne udgøre et lille måltid i sig selv. Pølsen var en merguez (nordafrikansk specialitet), direkte importeret fra paris. Det er en kødrig lille kraftkarl med bla spidskommen, fennikel, chili og hvidløg. Dressingen var behagelig og den snittede spidskål gav et godt knas. Det var helt klart pølsen der stjal showet - og den bar de øvrige elementer. Hvad den måske manglede lidt i udseende, kompenserede den så rigeligt for i smag. Den havde ved stegningen fået tilført endnu mere smag i form af et skud mørkt øl som havde bidraget med en letbitter karamellisering på skindet. Jo tak, den pølse kører jeg gerne efter en anden gang.
Svellerne var som den slags skal være - og heldigvis med skræl på. Knasende sprøde udenpå og en porøs melet mos i midten. Og af en størrelse hvor det er mad og ikke bare stivelse kogt i fedt. Den medfølgende hjemmegjorte mayo havde en god syre og en laber smag af frisk estragon.
Og se så lige den tallerken der blev sat foran mig. Porchetta med salat, brød og flere af de gyldne sveller (65 kr). Anretningen kommer med advarslen "husk at pil snoren af når du finder den" - et godt træk at den ikke er fjernet på forhånd, for det ville ha fået alt sværen til at falde af. Til dem der ikke kender porchetta kan jeg berette at det er en italiensk 'rullesteg' med krydderurter i midten og sprød svær hele vejen rundt.
Så vidt jeg husker forsøgte Jan at føre en samtale med mig mens jeg spiste. Men jeg var vist en ret dårlig samtalepartner lige der - var nemlig totalt opslugt af at nyde min sprøde gris. Den var smørmør, aromatisk og med det skønneste knas. Det var næsten til at få tårer i øjnene af.
Selv om det på ingen måde var sult jeg sloges med, måtte jeg alligevel prøve kræfter med stedets søde punktum. En chokolademousse af den intense franske variant (sej i teksturen, kun med æg, ingen fløde) på 70% Callebaut (20 kr). Ved anretning fik den en genesøs sjat Cointreau hældt ud på toppen efterfulgt af et fnuglet flødekys. Wow, der var knald på. Tung og ond som jeg kan lide den. Og ja, jeg slikkede den lille bøtte.
Der var ikke plads til kylling i maven i denne omgang. Men jeg kan godt se mig selv cykle ind efter sådan en karruselfugl en dag og så selv kaste lidt tilbehør sammen. Man kan nemlig hente en hel kylling som takeaway for 100 kr. Og vi ved jo godt hvor mange måltider jeg kan få ud af sådan en basse.
Det blev det første, men absolut ikke det sidste møde med Haute Friture. Ærlig mad af gode råvarer til en yderst acceptabel pris. Dejligt at byen kan få noget ordentlig mad om natten som alternativ til de amerikanske burgerfælder. Og hvorfor sidde nede ved åen blandt væg-til-væg turister og spise uinspireret cafefrokost til ågerpriser - når man blot et par gader væk kan finde sådan en lille grillperle?
Kig forbi Byens Spiseguide lige her og se hvad Jan syntes om stedet og dagens frokost.
Haute Friture
Graven 16
8000 Århus C
Telefon: 32140095
(Hjemmeside med bestilling under opbygning)
Lyder som et fantastisk sted at trille forbi! Tak for anbefalingen.
SvarSletJeg savner at bo i nærheden af noget med ordenlige råvare! Min forstad er en kulinarisk udørk, der er ikke et anstændigt take-away sted i nærheden og inde fra københavn bringer de ud - for ca 250,- så det gør vi ikke!
SvarSletBrødet hos bageren smager af pap og det er et hit når man kan få rundstykker til en krone i nabolaget. Det er først inden for de sidste to år man kan få stenmalet hvedemel i min lokale brugs. Min svigermor kigger stadig på mig som om jeg er uden forstand, når jeg taler om gode råvare alt imens hun fylder kurven med buræg på tilbud. Tak himmelen for blogger som dig, så det hele ikke forsumper sig i min forstad!
kh
Bortset fra det med svigermor, så er jeg i samme situation. Tror sgu jeg tager en uge til Aarhus på kulunarisk ferie...
Sletårh det lyder som et virkelig godt sted! Den vil jeg lige have i tankerne hvis jeg engang kommer til Århus.
SvarSletmums... jeg elsker når du madanmelder steder. Gode grillbarer mangler i hele landet, og Haute Friture lyder som et dejligt sted, der gerne må sætte standarden
SvarSletTak for, endnu en, fin anbefaling :-)
SvarSletSkal helt sikkert ned forbi Haute Friture snart.
Mvh Luise
Jeg skal derned - NU!! Er nærmest allerede kravlet på cyklen inden jeg læste indlægget færdigt. Det er jo lige det jeg har gået og sukket over ikke, at kunne finde i Århus.
SvarSletHvordan det er gået min næse forbi forstår jeg slet ikke , men nu står de printet med fede, tykke neonbogstaver :D HAPS
Årh, de ser hjernedødt godt ud, de fritter!
SvarSletDet er jo ligefør man får lyst til at tage en tur til Aarhus bare for at smage rullesvinet .;-)
SvarSletHej Malou .
SvarSletJeg så lige det her og tænkte på dig, håber det kan hjælpe dig lidt :)
http://naturli.dk/helsenyt/10438-q10-kan-hjaelpe-mod-fibromyalgi