Foråret kommer snigende og varmen får langsomt mere magt - man kan ligefrem høre den forsømte kuglegrill rasle utålmodigt med sin rist i haveskuret. Efter min mening er nu stadig der er plads til de rustikke simreretter. Her har jeg lavet dejlig grissebasse som et simpelt alt-i-et måltid med bla æble, løg og perlebyg.
Det blev til smørmør gris, smagfuldt tilbehør og en liflig sauce på stegeskyen.
Dette er endnu et indlæg i samarbejde med Vinja.dk - og denne gang drejer det sig om Asserballegrisen som du kan læse meget mere om lige her. Det er vist første gang jeg har besøg helt fra Als i min Römertopf.
Jeg havde fået ca 500 g nakkekoteletter at gøre godt med. Kødet var mørkt og rigtig fornuftigt fedtmarmoreret. Asserballegrisen er ikke økologisk, men har haft et værdigt og privilegeret liv. De har masser af halm og plads til at boltre sig på - langt fra det kummerlige liv andre konventionelle svin må tage til takke med. Og netop derfor er lige netop den gris velkommen på min tallerken. Min første indskydelse var at indlede grillsæsonen med dem - men ak, min nye Weber Q100 viste sig at mangle så mange løsdele at den plan måtte lægges på hylden. Så jeg satte i stedet min Römertopf i blød i koldt vand. Har du ikke en sådan, kan retten sagtens lavet i et dybt ildfast fad dækket af folie eller en stegegryde med tætsluttende låg.
Æble og gris er fantastiske legekammerater - så jeg fandt frem til en god gang æblegris. Bitterhed fra selleri og laurbær + fuldkornssennnep skulle der til for at holde sødmen i skak.
Smagsgivere og grøntsager: 3 stængler bladselleri, 2 løg, 2 æbler (Gala), 2 laurbærblade, 3 fed hvidløg og 1 stor spsk fuldkornssennep. Retten var først udtænkt med fennikel - men da jeg skulle servere den for en der er meget lidt vild med den parfumerede sag, blev det bladselleri i stedet.
2 dl perlebyg, 2½ dl urtebouillon og 2½ dl æblejuice. Man kan med fordel erstatte juicen med most eller cider.
Løgene og æblerne blev skåret i både, sellerien i grove chunks på skrå og hvidløget i tynde skiver. Senneppen blev pisket ud i æblejuicen.
Grøntsagerne blev lagt i bunden af den fugtmættede stegeso og fik perlebyggen drysset over. Bouillon og juice blev hældt ved.
Nakkekoteletterne blev brunet kortvarigt på en hed pande i en smule olivenolie. De fik et skud friskkværnet peber og flagesalt inden de blev lagt til rette i det aromatiske spabad. Römertopfen fik låg på og blev sat i en kold ovn. Temperaturen blev stillet på 120°C - og så fik grisen lov til at passe sig selv i små 2 timer.
Som tilbehør til den sødlige og ret bløde ret lavede jeg i mellemtiden en sprød og syrlig wedge salad:
Denne gang blev salaten dog lavet af et lille hoved hjertesalat i stedet for iceberg. Af andre grøntsager blev det til: ½ rød og ½ gul peberfrugt, ½ rødløg og ca 10 cm agurk.
Agurken blev befriet for kerner og alle grøntsagerne blev snittet meget fint (i brunoise).
Det fik lov til at trække i et godt skud olivenolie og hvid balsamico + salt og peber. Marinaden må godt være til den meget syrlige side.
Hjertesalaten blev soigneret og skåret i 4 kvarte wedges. Grøntsagsvinaegretten blev fordelt over og imellem salatbladene. Salaten fik lov til at trække ca 1 time på køl mens grisen hyggede sig færdig i ovnen.
Efter 2 timer hev jeg stegesoen ud og kunne skille måltidet ad. Sikke en berusende duft! Stegeskyen blev siet fra og tilsmagt med lidt ekstra salt + et skvæt æblecidereddike, inden den blev jævnet med en smule majsstivelse.
Det er en ret så lækker måde at lavet et helt måltid på. Alt smagen bliver 'holdt hjemme'. Det er muligt at det ikke er så smuk mad - men det kan jeg garantere at smagen kompenserer så rigeligt for.
Den smørmøre gris blev lagt tilrette sammen med garnituren og fik selskab af den sprød/sure salat. Og så var der bare tilbage at overhælde med den labre æblesauce.
Det er længe siden jeg har fået så mør, saftig og velsmagende gris. Det må jeg sige, det er bestemt ikke sidste gang jeg inviteret Asserballegrisen indenfor. Og det kan nemlig sagtens lade sig gøre for den kan bestilles lige her med levering til døren i kølevogn.
Skal du ha' Asserballegris på gaflen?
Dine wedgesalater er simpelthen så smukke!
SvarSletÆble og gris er i øvrigt altid godt, og skal da ikke begrænses til at være en vinterret.
Uhm hvor ser det lækkert ud. Jeg kan slet ikke få ind i mit lille hoved hvorfor grisekød ikke betragtes som noget af det fineste man kan få serveret. Sådan et smørmørt stykke gris er da noget af det lækreste der findes. Og netop langtidsstegt gris er altid supergodt. Her i huset bliver selv en ydmyg ribbenssteg langtidsstegt, og det blive bare så godt.
SvarSletDig og din fuldkornssennep ;-) Har nu fået wedge salad to dage i streg, både til pizza og pasta - det bliver vist sommerens hit (og langt bedre end den fra Memphis...)
SvarSletDet ser godt godt nok lækkert ud - har endnu ikke fået smagt æbleflæsk, men den her æblegris frister godt nok (:
SvarSlet- Anne