mandag den 29. april 2013

Take-out fra Orientalsk køkken...

Det er blevet til en smule take-out her mens jeg har været syg. Der er dog langt mellem det gode mad udefra. For selv om udbuddet er stort i en by som Århus, så er det ofte det samme sløje pizza-show de fleste leverer (Ravnsbjerg Pizzaria undtaget). Men der er overraskelser imellem - og en af dem er Orientalsk Køkken på Vesterbro Torv. Jeg havde fået dem varmt anbefalet og glædede mig til at smage på de asiatiske sager.

For et par weekender var Max på besøg og jeg bestilte 4 retter - for så var der mad til 2 dage. Det var en lidt blandet oplevelse af godt, stærkt og tamt - men stadig langt over niveau for take-out.

De 4 retter: Oksekød i rød karry, broccoli, grøntsager og kokosmælk. Stegt kylling i sur/sød sauce, ananas og grøntsager. Stegte nudler m. kylling. Oksekød i Saté og grøntsager.

Den røde karry var SÅ stærk. Jeg er normalt ikke en kylling når det kommer til chili, men den her var HOT. Kødet var mørt og der var masser af friske grøntsager. Ikke noget fra frost her.

Kyllingen med sur/sød var velafbalanceret i smagen. Igen masser af gode friske grøntsager, endda med bid i. Men den lovede ananas manglede og flere af kyllingestykkerne var som viskelæder at tygge i.

Oksekød i Saté var helt klart den bedste ret. Den var også ret stærk, men aromatisk og fyldig. Igen mørt kød og masser af gode grøntsager.

Nudlerne var dog en kæmpe skuffelse. De smagte af absolut ingenting og fremstod tørre. Der var meget få grøntsager i og kyllingen var den slemme strimlede fra frost. Æv. Men det gik lige, for på den samlede tallerken fik de væde og smag fra de andre retter.

Og apropos smag af de andre retter: det havde de fra start af. For maden var nemlig sprunget læk under leveringen.

Et lidt trist syn ved udpakningen.

Ikke lækkert at pakke mad ud der alt sammen var smurt ind i sauce. Mon ikke Orientalsk køkken skal genoverveje deres emballage? - for alle 4 bakker var smeltet og havde taget skade af den varme mad. Det tyder på at den slet ikke er egnet til formålet.

Dagen efter skulle resterne så spises. Klog af skade tog jeg derfor et par beslutninger i stedet for blot at varme det hele.

De 2 stærke retter fik siet saucen fra. De 2 saucer blev blandet sammen og kogt op med 1 ds kokosmælk inden alt fyldet kom tilbage i.

Den sursøde ret blev blandet i de kedelige nudler. Lidt sød chilisauce og soya gjorde underværker.

De 4 retter blev dermed til 2 - og der var nok til både aftensmad og frokost dagen efter.

Det er take-out i den dyre ende. Men det er virkelig sjældent med mad udefra med så mange gode sprøde grøntsager. Alene det hev maden op i en helt anden kategori.

Vælger man at spise på Orientalsk Køkken skal man slippe med 100 kr pr ret - og kan få retterne med som take-away for 89 kr pr stk. Men jeg var syg og nødt til at bestille via Just-Eat. Og igen måtte jeg bide i det sure æble og acceptere deres helt ublu udbringningspris og vilkår. Der var prisen 100 kr pr ret + 79 kr for udbringning. Havde jeg kun købt 2 retter (under 300 kr) havde prisen for udbringning været hele 99 kr. Havde jeg kunne hente maden selv havde prisen været 356 kr - men igennem Just-Eat blev det så 497 kr. Der er altså hele 141 kr at spare ved at hente selv. Så selv om maden var fin, er det både første og sidste gang jeg bestiller fra Orientalsk Køkken via Just-Eat. Det er simpelthen SÅ grotesk med den prisforskel. 

Men det er bestemt ikke utænkeligt at jeg hopper på cyklen når jeg engang er blevet rask og kører forbi Vesterbro Torv og putter en omgang Oksekød i Saté i min cykelkurv...


1 kommentar:

  1. Hov .. er det kun mig, der vil have en pind i min saté??
    Jeg forbinder saté med spyd - og fordi jeg har boet i Holland troede jeg i mange år også, at der SKULLE jordnøddesmør-sauce til :)
    Kh Marchen

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!