onsdag den 6. marts 2013

'The Real Deal Nachos' a'la Memphis Roadhouse...

I lørdags fik jeg for første gang The Real Deal Nachos på Memphis Roadhouse. En forfriskende måde at få nachos på, i stedet for den dødsyge gængse cafe' udgave som jo bare er opvarmede chips med lidt ost på. Her får du min version af lørdagens snack:

Yum, lækre sager. God som let eftermiddagssnack, forret eller til et glas koldt øl. Den her omgang var min aftensmad, for jeg er lidt småspisende i de her dage.

Jeg købte lidt ind i går og resten havde jeg i skabet. Dem jeg fik i lørdags var lavet af frisklavede tortillas på grillen - men jeg måtte nøjes med dem her. Allerførst blev ovnen tændt på 180°C med en plade i.

Lad os bare være ærlige: det er en undskyldning for at komme til at æde en masse smeltet ost. Jeg valgte at bruge 2 slags.

På en 2 x fuldkornstortilla (lagt på bagepapir) kom først en håndfuld cheddar og derefter lidt mozzarella - og øverst et lille drys stødt spidskommen. Jeg ventede bage dem til toppingen var klar - for bagetiden er kun ca 5 minutter.

Toppingen bestod af syltede jalapeños, tomater, rødløg og koriander. 

Jeg brugte mine hjemmesyltede jalapeños. De kan også købes syltet på glas i flere forskellige styrker.

I dag nøjedes jeg med at fiske nogle grønne op og dryppe af.

Ja ja, jeg ved godt at jeg prædiker at man skal spise årstidens grønt - men de her lækre økologiske tomater lå og smilede til mig i går da jeg var forbi ØKOlageret. Er træt i kæberne af at gnave rodfrugter og har konsumeret kål til den store guldmedalje - NU havde jeg altså fortjent en tomat!

Den store tomat blev befriet for kerner og skåret i tern. De afdryppede jalapeños fik samme behandling. ½ rødløg blev skåret i tynde både. Og så blev bagepapiret med den ventende tortillas gledet over på den varme plade og sat i ovnen i 5 minutter - og resten blev gjort klart.

Det er nemt at lave en salsa af 1 dåse flåede tomater, løg og chili - men det er endnu nemmere at finde et glas tacosauce bagerst i skabet. Og i dag var det den nemmeste løsning der vandt.

Som det svalende element lavede jeg en 50/50 blanding af skyr og cremefraiche 18%. Det giver både sødlig fedme + lidt syrlighed og god konsistens.

Og så mangler der kun koriander (undlad det hvis du ikke kan lide det). Jeg havde fundet den her store potte hos ØKOlageret og endte med at bruge næsten det hele.

Den sprøde tortilla blev gledet over på et skærebræt og skåret i 6 stykker.

Toppingen blev fordelt ovenpå. Man kan selvfølgelig udbygge med flere grøntsager og kød hvis man er til den slags.

Et drys koriander - og så var der aftensmad. Det var dejligt ikke at skulle dele med nogen.

Det er jo basalt set en tex-mex pizza - og den kan sagtens bare spises som den er.

Men en smule cremefraiche, lidt salsa og et ekstra drys koriander sætter altså prikken over i'et.

Det var ikke helt mad nok, så jeg tændte ovnen endnu engang.

I 2. omgang lavede jeg også 2 tortillaer - men kom kun topping på den ene. Den anden blev nemlig lagt ovenpå - og voila: så var det jo en quesadilla.

Det er altså også gode sager. Og SÅ blev jeg mæt. 

Rart med en let og lækker aftensmad der gav lidt sved på panden. Specielt fordi det ikke bliver til så meget mad i de her dage. Medicinen gør mig sløv og ugidelig - så mad er noget jeg kommer i tanke om når maven knurrer højlydt. Hosten er allerede meget bedre - og det er takket været de heftige doser binyrebarkhormon jeg inhalerer og den maksimale mængde Pectyl Brystdråber.

Uhm, og jeg har 1200 g bacon liggende ude i køleskabet som venter på at jeg bliver rask nok til at lege. Kan du gætte hvilken leg jeg skal lege?



 

13 kommentarer:

  1. Det ser fantasisk lækkert ud - det vil jeg servere som forret næste gang jeg får chancen ; ) og quesadilla-modellen er jo perfekt som aftenmadpakke til min datter som er piccolo i biografen...

    TAK!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, jeg er glad for at du kan bruge inspirationen :-)

      Tjo, quesadillaen kan fint bruges som madpakke som en slags toast - men jeg tror nu altså den er bedst varm eller lun så osten er smeltet. Men det er jo en smagssag ;-)

      Slet
  2. Så lækkert tak for tippet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme, er glad for at du kan bruge tippet :-)

      Slet
  3. Æh det tror jeg da nok lige jeg skal lave. Præcis HVOR meget ost kan man læsse på? Et et kilo for meget?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lige noget for dig - altså uden chili.

      Hmm, så skal du nok lave den i en foret bradepande - men ja, 1 kg er passende. Tror lige jeg tænder ovnen igen ;-)

      Slet
  4. Hjemmesyltede jalapeños - hvor LÆKKERT.

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh yes, de er super gode. En af mine læsere sendte mig 30 stk af egen avl. Jeg brugte en del af dem friske og resten blev syltede :-)

      Slet
  5. Jeg gætter på noget med chokolade.....
    ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, chokolade er skam slet ikke noget dårligt bud ;-)

      Slet
  6. Mumse-ti-mums!
    Den skal da så absolut afprøves den her - den ser både nem og laber ud! :-)

    SvarSlet
  7. Citat: "Uhm, og jeg har 1200 g bacon liggende ude i køleskabet som venter på at bliver rask nok til at lege."

    Hvad fejler dit bacon? Er du ikke bange for at det smitter alt det andet du har i køleskabet?

    Nå, nu skal jeg lade være med at drille mere, det ser kanon lækkert ud

    SvarSlet
    Svar
    1. *Fnis* Mit bacon har astmatisk bronkitis :-D

      Retter det lige, det mangler lige et 'jeg' der.

      Tak, det var en dejlig snack :-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...