mandag den 11. marts 2013

Knivskarpe beslutninger...

Takket være søde Britt og hendes kæreste har jeg i dag endelig fået mine kære knive op og hænge igen efter flytningen. De kom anstigende med slagbor + vaterpas og fik sat knivmagneten op på 0,5.

Det er en lang magnet fra IKEA som næsten kan rumme alle mine store knive. Min japanske frikantede grøntsagskniv bruger jeg dog ikke så tit, så den fik lov til at blive i sin æske.

Min søster har foræret mig en kortere magnet - og den kan alle de små knive lige være på. Nu skal jeg så bare ha' skaffet 2 små skruer til at sætte den op med. Der skal ikke bores, for den skal bare sidde på siden af et skab.

Det er simpelthen så dejligt at ha' fået dem på væggen igen - tænk at man kan savne sine knive så meget? Hæ, jeg føler mig som Sweeney Todd i Johnny Depps skikkelse der synger for sine knive. Nu skal jeg snitte for vildt......når jeg altså bliver rask igen. 

Jeg har også skåret i dag - uden knive. Efter lang og omhyggelig overvejelse har jeg skåret en masse venner på Facebook fra. De kommer sig af at jeg har ryddet fysisk op i mit liv da jeg flyttede og at jeg nu kun føler at der er rod i mit online liv. For noget tid siden søgte jeg en anden madblogger om venskab - og blev afvist med begrundelsen at hun ønskede at holde Facebook privat. Det havde jeg utrolig stor respekt for og det fik mig til at tænke. Jeg havde sørme aldrig selv sagt nej til en venneanmodning - jo flere, jo bedre. Og når jeg mærkede efter kunne jeg pludselig mærke at jeg selv var blevet skubbet længere og længere ud på et sidespor.....og det på min egen profil. Jeg havde simpelthen lukket for mange mennesker ind. Facebook har betyder enormt meget for mig, da jeg ikke havde det store fysiske netværk - og det havde jeg mistet. 

I går skrev jeg derfor følgende update:    

Hej alle jeg er venner med her på Facebook. Jeg må erkende at det er løbet lidt fra mig igennem de sidste år. Har sagt 'ja' til alle venneanmodninger uden helt at forstå konsekvensen. Og det kan jeg virkelig se følgerne af nu. Jeg føler mig ikke selv hjemme på min egen profil længere - for jeg har lukket en masse ind som jeg ikke aner hvem er - eller ikke længere kan huske hvilken forbindelse jeg har til. Facebook har mistet det 'nærvær' jeg elskede sådan i starten da mit fysiske netværk ikke var så stort. Nu bliver jeg desværre nødt til at spole lidt tilbage og vælge nogen fra igen. Jeg kan simpelthen ikke overskue alle de mennesker med de begrænsede resurser jeg har. Dem der har ansøgt mig om venskab pga bloggen tillader jeg mig at henvise til https://www.facebook.com/Klidmoster.dk Jeg beklager hvis det støder nogen. God vind. Malou

I dag har jeg så valgt de første 80 fra. Det var virkelig en barsk omgang. Det er virkelig svært at skulle sige NEJ når man er en pleaser der er vant til at sige JA. Og jeg er selv blevet valgt fra og ved hvordan det kan svie. Men jeg har besluttet mig for at spole lidt tilbage og vælge nogle af dem fra som jeg enten ikke aner hvem er, dem som jeg ikke kan huske hvilken forbindelse jeg har til og alle dem som aldrig siger et pip. Det er meget at ha' næsten 500 personer så 'tæt' på. Jeg har valgt at beholde dem jeg har en forbindelse med udenfor FB, dem som jeg har haft kontakt med på mail ved siden af, madbloggerne og andet godtfolk. 

Det er virkelig ikke for at støde noget at jeg har valgt dem fra. Det handler udelukkende om at få Facebook tilbage på et plan hvor jeg selv kan følge med. Det meste af dagen har jeg så siddet og skjult updates, sider og grupper - så nu er mit feed og min væg til at overskue.  

Trænger din Facebook også til en oprydningsrunde?


13 kommentarer:

  1. Jeg kan helt følge dig - i starten var jeg meget konsekvent med kun at acceptere venneanmodninger fra folk, som jeg vitterligt kendte personligt. Men det skrider lige så stille - meeen, jeg synes nu stadig at jeg ved hvem alle er, og så er det vel ok. Jeg vil ha' lov at skrive, hvad jeg har lyst til, og hvis folk synes det er irriterende, så kan de jo bare smutte frivilligt:-) jeg synes dine kriterier lyder helt, helt forståelige.

    SvarSlet
  2. Forståeligt! Jeg rydder også op fra tid til anden.

    Men på den anden side, så har jeg valgt at have min facebookprofil helt åben, så kan folk følge med uden at skulle anmode om venskab.
    Jeg vil også sige, at jeg smider ikke så meget personligt ud på facebook, jeg bruger det mere som holdeplads for madspam og deling af underligheder.

    Personligt bruger jeg facebook mindre og mindre "selv". Jeg er blevet bidt lidt mere af instagram, som passer godt til mit humør.

    Det er vel altid godt at få ryddet lidt op i de ting, som fylder unødigt i ens liv. On eller offline.
    Thomas

    SvarSlet
  3. Nej jeg synes egentlig ikke, jeg trænger for en oprydning.

    Dog kan man sige, at når man også har en side, så er der nok en del, der hidhører der. Men i kraft af de nye sorteringsmuligheder på profilen, kan man jo regulerer, hvem der ser hvad. Men nej, jeg ved hvem alle er på min profil, selvom der er vildt mange! Indrømmet.

    SvarSlet
  4. Godt at få ryddet op Både med knive og Fb. Overvejer du at kalde dig knivmoster :-)
    Ønsker dig og misserne en god dag
    Hilsen Susanne

    SvarSlet
  5. Godt at også du har husket at rydde op.
    Gør det selv en del - alle os der bare følger dig pga din blog osv, vi har intet at gøre på din private FB...

    Rydder selv ud tit som tæt - fx behøver dem med fælles hobby IKKE være på min profil hvis jeg ikke taler med dem privat - så kan vi vist godt nøjes med at ses i grupperne... :$
    (og dermed sagt forstår jeg heller ikke at mange har 100+ - min er pt høj :$)

    Nå ja - og så vil jeg så gerne væk fra FB, men pga nogle grupper 'kan' jeg ikke finde ud af det :\

    SvarSlet
  6. Helt forståeligt :)
    Og godt du får ryddet ud og op. Det letter af éen eller anden grund både fysisk og psykisk
    :)

    SvarSlet
  7. Igennem de sidste 2-3 måneder har jeg selv slettet mere end 250 venner... Venner var vist et forkert ord at bruge. Det var personer som jeg engang kendte via folkeskolen, min ungdomsuddannelse, tidligere kollegaer osv. Efter at have ryddet op i mit kaos = livet og hverdagen følte jeg at tiden var kommet til at omgås de mennesker som jeg rent faktisk sætter pris og følte der gav mig "et eller andet". De fleste som jeg har slettet ville alligevel ikke hilse på mig på gaden eller omvendt så hvorfor skulle jeg dele private opdateringer med dem.
    Slet, slet, slet, slet og nu har jeg de personer jeg gerne vil have på min facebook - og ingen andre.

    Det føles dejligt når man har ryddet op :)

    Og jeg tror bestemt ikke at du støder nogen ved at vælge nogen fra! :)

    SvarSlet
  8. Ja, du ved jo hvordan jeg netop har det med min facebook :) Jeg har simpelthen også valgt det fordi jeg ved, at jeg om nogle år bliver en person, som mange kan kende via følsomme veje og endda måske hade en smule, for sån kan det gå med os socialrådgivere:) Derfor er jeg allerede nu hård med min facebook,også fordi jeg allerede nu omgåes nogle, der har behov for at jeg skaber distancen for dem(varmestuen). Jeg har nok også valgt det, fordi der er en grænse for hvor tilgængelig jeg har lyst til at være. Har bloggen,min mail der er åen for hvad som helst, den fælles facebookside med pigerne og åben profil på Instagram, så jeg synes jeg er eksponeret nok. Har dog luret lidt på Linkedin, for det er en super måde at networke på uden at behøves dele en masse om sig selv..

    SvarSlet
  9. Tommelfingerreglen som kan bruges om oprydning i hjemmet gælder også på facebook.
    Hvis man ikke har brugt noget i de sidste 2 år, så må det ud. (tommelfinger-regler er altid kun vejledende...)

    Husk, at man på facebook kan rangordne folk i kategorier. Så det er dem helt tæt på, som man måske endda ser fysisk (wow!) og så alle de andre perifere online-bekendtskaber.

    SvarSlet
  10. Det er din FB-side og dig der bestemmer hvordan den skal se ud.
    Jeg rydder selv op jævnligt = hvis der er for meget mere end ca 100 'venner'.
    Udover det bruger jeg at sende mange ud på 'sidespor' uden ret meget adgang til det meste.

    SvarSlet
  11. These are my friends, see how they glisten...

    Der fik jeg lige ekstremt meget lyst til at gense Sweeney Todd! :)

    Jeg synes egentlig ikke, at min Facebook trænger til opdatering, men jeg har så også været der for nogle år tilbage og rydde ud. I starten tilføjede man jo nærmest hvem som helst!

    SvarSlet
  12. Jeg kan udemærket forstå dig.. jeg holder altid mine fb venner i nærheden af 100. Jeg kan ikke rumme flere mennesker end det og har svært ved at tro at man kan være venner med mere end det :-)
    Det er godt at du tænker på dig selv - du skal gøre det som du føler giver dig værdi i dit liv.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...