tirsdag den 26. marts 2013

Blanquette d'agneau - leftover edition...

Blanq...hvad for noget? Sorry, skulle være bare være lidt smart. Blanquette d'agneau betyder såmænd bare frikassé af lam. Retten blev til i lørdags da jeg stod med resterne fra den langtidsstegte lammekølle. Man kunne også ha' lavet en lækker biksemad af kødet og kartoflerne - men jeg ville gerne udnytte det hele i bedste Stop Spild Af Mad Stil.

I det her tilfælde er ordet blanquette dog totalt misvisende - det betyder nemlig 'hvid'. Jeg har skrevet meget mere om det her. Men nu var det altså en mørk fond jeg havde - og så blev saucen mørk. 

Jeg 'glemte' sørme at give Max noget af lammet med hjem. Så der var nok at gøre med. Jeg fjernede det værste fedt og skar en del af det i grove tern. 200 g blev vejet af og gemt i fryseren til en anden god gang.

Resten af de lækre kartofler blev skåret igennem. De var bestemt ikke blevet dårligere af at stå.

Fonden fra lammet havde stået på køl natten over. Fedtet var nu stivnet og lige til at skrabe af med en ske.

Man må endelig ikke smide afskummet fedt ud - det er det pureste smagsguld! Almindeligvis er lammefedt hvidt, men her er det bla farvet af de fedtopløselige farvestoffer i krydderurterne. Jeg rørte fedtet op med hvedemel til en roux

Den afskummede fond var liflig om med en fin smag af både lam og alle de andre lækkerier den havde delt Römertopf med. Jeg kogte den derfor kun ganske lidt ind.

For at få lidt knas, friskhed og farve i, valgte jeg at snitte 1 stor gulerod i tern og hive en håndfuld afskallede edamamebønner op af fryseren. Yep, det er roux i den lille runde skål.

Den liflige fond blev jævnet med roux, tilsat ½ dl mælk og smagt til med salt, peber, et par dråber agavesirup og en lille smule æblecidereddike. Lam, kartofler, gulerod og bønner blev tilsat og fik lov til at simre med et par minutter. Og så var retten lige til at øse op i en opvarmet tallerken.

Et drys hakket bredbladet persille + nippet frisk oregano både pyntede og tilførte smag.

Uhm, comfort food lige til at spise i store skefulde. En totalt i orden måde at spise rester på. Jeg smækkede et billede på bloggens facebookside og blev straks irettesat af en meget fortørnet kok - for man kunne bestemt ikke lave den slags retter af rester. Ak, det er bare op af bakke hele vejen med nogle mennesker.

Og så magtede jeg ikke mere lam - det var blevet til 3 måltider i træk.

Min frokost lørdag bestod nemlig af 2 stykker rugbrød med koldt lam, tzatziki og salat

Som sagt (eller rettere, skrevet) ligger de sidste 200 g lam i fryseren. Jeg regner med at bruge det til en slags shawarma i pitabrød - som jeg planlægger at bage engang her i påsken.

------------------------------------------------------------------------------------------

Nå, men ellers er alt ved det gamle. Jeg hoster stadig fælt. Hele 30 dage har den pokkers hoste plaget mig nu - men jeg kan mærke at jeg langsomt får mere og mere has på den. Mine fingre er krydset for at den er væk på fredag. Der skal jeg nemlig på Frederikshøj til en bette bid mad. Og jeg glæder mig meget til at komme ud og blive luftet lidt. Er sikker på at Wassim har noget rigtig lækkert klart.

Men indtil fredag skal jeg bare slappe af, forsøge at få noget søvn og måske endda bage lidt. Det lyder måske mærkeligt - men jeg slapper lidt bedre af nu hvor der er påskeferie. Som førtidspensionist flyder hverdag og ferie nemt sammen til en stor beige masse. Jeg ved godt det lyder provokerende for noget  - men det er vigtigt at bryde de vante rammer og tage en pause fra 'at lave ingenting'. Så nu har jeg altså ferie, basta! 

God påske til alle der kommer her forbi...      


4 kommentarer:

  1. Hej Malou :-D
    Jeg kan kun smile overbærende... og tage hatten af for dine gode svar på tiltale.
    Jeg syntes, din stop spild af mad - ret lyder utroligt lækker. Og tak for alle de gode ideer, du giver mig.
    - Pia

    SvarSlet
  2. God påske til dig også og god fornøjelse på fredag. Er kun lettere misundelig.... ;-)

    SvarSlet
  3. Rigtig god påske, kære kukært! Dejlige retter du fik ud af lamsebassen. God bedring med hosten!

    SvarSlet
  4. Mums... faktisk håber jeg lidt at mine gæster ikke spiser hele den lammekølle, som står og luner sig i ovnen, for jeg vil også lammerest med fint og fancy navn. Glad påske til dig og god fornøjelse på fredag

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!