mandag den 4. februar 2013

Alt-i-en kylling med perlerug og rosmarin...

Her kommer opskriften på endnu en hel øko-kylling fra min Römertopf. Har man ikke en sådan kan en stegepose eller et dybt fad dækket med folie godt bruges i stedet for. Denne gang er det både fuglen og tilbehøret der er lavet på en gang. Det er SÅ nemt og giver fuld udnyttelse af den saft og kraft en kylling har at dele ud af. 

Kyllingen er supersaftig og har knasende sprødt skind. Hemmeligheden er SMØR - både under og over skindet.

Kyllingen fandt jeg i Føtex til 149 kr. Det er mange penge - men med lidt snilde fik jeg den til at strække til mange måltider over 4 dage. Og så kan det pludselig godt betale sig. 

Fuglen skulle ha' noget i mavsen der kunne afgive både fugt og aroma. Det blev til et lidt træt æble, 1 fed hvidløg og et par kviste rosmarin.

Æblet blev skåret i kvarte og fik kernehuset fjernet. Hvidløget blev skåret i tynde skiver og rosmarinen plukket i mindre kviste. Det hele fik et generøst skud flagesalt og friskkværnet peber. Fuglen blev gået efter indvoldstrester inden den blev fyldt med de rare sager.

Til det aromatiske SMØR som kyllingen skulle ha' under skindet brugte jeg: 25 g SMØR, 1 fed presset hvidløg og en passende mængde finthakket rosmarin + lidt salt og peber.

Det kom i en sprøjtepose, uden tyl, og var nu klar til at blive sprøjtet forsigtigt under skindet på kyllingen. 

Fuglen blev lagt på ryggen. Jeg løsnede forsigtigt skindet på begge bryststykker med fingrene. Jeg lod fingrene glide helt ud på begge sider og forsigtigt ud under skindet på begge lår. Det er lidt svært de første par gange man gør det, men det belønner sig at øve sig på det.

Det bløde krydderSMØR blev sprøjtet ind under skindet i 4 lige store portioner - start med lårene først. Træk forsigtigt skindet på plads på brystet og glat forsigtigt alt skindet på ydersiden så fyldet under bliver jævnt fordelt. Er man ikke til SMØR, kan man i stedet bruge f.eks flødeost eller blot olie og krydderurter. Jeg valgte at binde benene sammen så kyllingen kunne stege mere jævnt - og bøjede vingerne bagud og ind under fuglen. Det er med fuldt overlæg at der ikke er noget udenpå skindet på dette tidspunkt. Den fik derefter lov til at stå på køkkenbordet mens jeg gjorde resten at dens følge klar.

Jeg er blevet meget begejstret for små hele løg når jeg laver helt måltider i stegesoen. De får en helt fantastisk sødme og forbliver hele. Men de kan være SÅ irriterende at pille.....

....med mindre man overhælder dem med kogende vand og lader dem stå i 5 minutter. Så er de noget nemmere at pille.

De øvrige grøntsager blev 2 små porrer, 1 stor pastinak, 3 stængler bladselleri, 1 rød peberfrugt og yderlige 2 fed hvidløg. Det hele blev skåret i mundrette bidder.

Jeg syntes der skulle lidt stivelse til - men helst noget fuldkorn. Valget faldt derfor på perlerug.

Jeg har prøvet at servere kogt perlerug i stedet for ris - og det var ikke den store succes. Denne gang skulle det så ikke koges, men ligge og svømme i lækkerier fra kyllingen - det måtte gøre en forskel.

Så grøntsagerne og 150 g perlerug kom i den fugtmættede stegeso - og blev overhældt med 2 dl urteboullion.

Kyllingen blev lagt til rette, låget lagt på - og stegesoen sat i en kold ovn. Varmen blev knaldet op på 200°C og så var det bare med at vente 1 time.

Fuglen blev derefter fisket op og resten af indholdet inspiceret. 

Det var perfekt! Rugen var mør og grøntsagerne ligeså, men de havde beholdt formen smukt.

Fuglen var som forventet stadig ret bleg. Men det var der råd for. Ovnen blev kørt op på 250°C.

En tynd skive koldt SMØR blev kørt rundt på skindet til det smeltede og efterlod skindet glinsende - og så kom fuglen i ovnen i ca 8 minutter. Hold øje med kræet - pludselig går det stærkt.

Ja tak - gylden, sprød og velduftende. Hylekoret dansede på det her tidspunkt om benene på mig i en utålmodig tango. NU måtte der da snart falde noget af?

Oh la la....man ved bare at det skind der er en lækkerbisken.

Jeg fik pludselig en trang til agurkesalat - kylling har den med at udløse den slags lyster. Men agurk var der desværre ikke på lager. Men der var et kvart hoved icebergsalat. Det blev straks lavet til en wedge salad med finthakket rødløg og dild + en marinade af dild-eddike og olivenolie. Smagsprofilen var ikke langt fra den klassiske agurkesalat.    

Og så var der mad til både mig og hylekoret. Der mangler på inden måde sauce, for perlerugen og grøntsagerne driver af væde. Jeg spiste det her + endnu et skykke bryst og resten af det sprøde skind på hele kyllingen. Og jeg skammer mig ikke over det. Det var SÅ sprødt og lækkert.

Resten af kødet blev pillet af skroget (som kom i en gryde til fond). Der var ca 400 g rent kød tilbage. Og det blev til 6 måltider over de næste 3 dage. Mere om dem senere.

Jeg leder altid efter gode kyllinger med lys og lygte. Lige nu ligger der en fransk Label Rouge fugl fra Princip i køleskabet og venter på en kærlig behandling i morgen. Kodeordene bliver: flødeost og salvie. 

------------------------------------------------------------------------------

Uh, og så har jeg et hængeparti jeg lige vil ha' afsluttet. Igennem det sidste års tid har jeg fået flere mails og kommentarer fra folk der hårdnakket påstår at man kan få fantastiske kyllinger i Føtex - som dem Jamie Oliver havde vist frem i sin kamp mod industrikyllingernes kummerlige liv. Der skulle være tale om fritgående kyllinger der havde set dagslys og haft plads til at røre sig på. Faktisk skulle han stå så meget inde for produktet at det havde fået navn efter ham. Jeg beklager at måtte rive tæppet væk under jer - FOR DET PASSER SIMPELTHEN IKKE!

Det har givet mange ophedede diskussioner frem og tilbage i min mailbox - og jeg er altså ved at være ret træt af det. Jeg bliver kaldt højrøvet, bedrevidende og frelst - men hvad værst er: fuld af løgn. Der sidde flere derude som nægter at tro på det jeg siger. Jeg har endda fået tilsendt billeder knipset i køledisken med den triumferende tekst "Se, der står altså Jamie Oliver". Nej, det gør der så ikke.....

Føtex har godt nok en linje fjerkræ der bærer navnet Oliver. Men se lige her - det er nemlig en ganske almindelig industrikylling med det samme sørgelige 36 dages liv som alle de andre 'billige' fugle. Men letpåvirkelige forbrugere kan forledes - og den er en smart reklametaktik at navngive noget så man får de 'rigtige' associationer - i det her tilfælde Jamie Oliver.

Derfor har jeg nu været i kontakt med Føtex: (klik på billedet for at se det i større format)

Værsgo - her er dokumentationen for min påstand. Og må jeg så bede om kammertonen! Det er helt tilladt at være uenig med mig - men jeg bryder mig ikke om at blive svinet til.


10 kommentarer:

  1. SÅDAN!!! Hvem kan dog få dén idé at 'Oliver'-kyllinger er Jamie Oliver-kyllinger??? Ja, undskyld jeg spørger, men det er jo nok mig der er dum ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Svaret må være: mange, desværre. Jamie Oliver er så stærkt et brand og plantet så dybt i vores bevidsthed - så alene ordet Oliver bliver forbundet med kvalitet. Det er faktisk ret skræmmende.

      Men nu skulle alt tvivl da vist være blevet fejet af banen ;-)

      Slet
  2. Er blevet vild med at bruge vores Römertopf, men det været lidt træls (på godt jysk) at jeg ikke kunne få skindet sprødt. Men jeg havde da ikke lige tænkt på at tage den op, og så sætte i ovnen. Det skal testes næste gang.

    Vedr Oliver - jeg her helt enig med dig, alene navnet Oliver gør at folk straks tror det er kvalitet. Mon ikke også dette har påvirket til hvorfor navnet er valgt. Efter den fokus der var for nogle årsiden på "neutral marineret" kylling, har jeg fravalgt kylling i supermarket og køber det i stedet hos vores lokale Hopballemølle (det kan også købes via nettet). Der er smagen rigtig god - og du kan spise det med god samvittighed, idet kyllingerne haft ordentlig forhold

    SvarSlet
  3. SÅDAN! Selvfølgelig har navnet "Oliver" da ikke noget som helst, at gøre med Jamie Oliver... det vil sige, at alt der har navnet Oliver, altid har noget med ham, at gøre.... så har den unge mand godt nok travlt... ;-)

    Og ja, neutralmarineret = vand! Jeg nægter simpelthen, at give penge for vand, nede i mit supermarked. Men man kan som forbruger nærmest ikke finde ALMINDELIG kylling mere. Hverken til en ordentlig pris, ordentlig kvalitet osv. Det er ret skræmmende...

    Godt du holdte på dit....

    SvarSlet
  4. Jeg efterlades gang på gang målløs over folks stupiditet/uvidenhed.
    Og jo mere der påstås, jo sjovere bliver det, når man selv får ret.
    Men jeg forstår knageme godt, at du er træt af at skulle brevveksle med halvdelen af landets dårer.

    You go girl!

    Lååååv herfra <3

    SvarSlet
  5. Det er utroligt, hvad folk forledes til. Godt den er "sparket" på plads her ihvertfald nu.

    Jeg køber KUN kyllinger med det RØDE ØKO mærke og køber dem næsten altid hos Irma. Sidst jeg købte, gav jeg også 149,- kr. for den, men jeg skærer den i stykker og fryser ned. Så behøver jeg jo ikke lave den hele på en gang, og da jeg ofte spiser vegetarisk, så holder den længe.

    SvarSlet
  6. Det behøver jo ikke at være producentens skyld, at mange læser, som Fanden læser bibelen. Det er jo heller ikke al is, der er flødeis! Jeg synes, det er helt utroligt, hvad mange mener, de kan tillade sig at bruge dig til/udsætte dig for af uforskammetheder. Du har min fulde sympati, selv om det vel kan være svært at finde noget at have den i oven på sådanne henvendelser. "Pli" er nemt at stave til - men der er alt for mange, der ikke ved, hvordan man praktiserer det.
    Elsebeth

    SvarSlet
  7. Spøjst. Jeg har aldrig tænkt på, at nogen kunne forbinde Oliver-kyllingerne med Jamie Oliver.

    Personligt holder jeg mig til økokyllinger og til Løgismoses kyllinger, som Dyrenes Beskyttelse har godkendt.

    SvarSlet
  8. Dansk Supermarked har jo nok haft en grund til ikke at kalde kyllingerne Kenneth...

    SvarSlet
  9. Jeg køber Løgismose-kyllingen - den skulle være god nok :) og så smager den rigtig godt og har masser af kød på sig. De er tit på tilbud i Netto til omkring 80 kr.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!