onsdag den 23. januar 2013

Wedge salad...

80'erne ringede - de bad mig tage icebergsalaten til nåde. Ret god timing faktisk, for jeg havde netop fået en kasse med sådan en fætter ind af døren. Men hvad skulle jeg stile op med det? Det er jo verdens kedeligste salat, næst efter kinakål. Løsningen blev en wedge salad:

Wedge betyder direkte oversat kile - vi vil nok sige både, skåret af halvrunde ting. Det er en ret sjov måde at servere en portionssalat på. Min blev lavet i en Stop Spild Af Mad version, da jeg havde lidt rester der skulle bruges. 

Først skal stokken pilles ud af salaten. Det gøres meget nemt ved at holde salaten i begge hænder, med stokken nedad, og banke den ned i bordet med et let klask. Det er et af de mere tidssparende tricks jeg har med mig fra min læretid. Hvis du vil se det demonstreret er der en instruktionsvideo her. Nemt ikke?

De yderste blade fjernes og salaten skæres i wedges - her blev det i 4 kvarte.

Det her var et lillebitte salathoved, så jeg beregnede 2 wedges til min aftensmad. Og så til dressingen. Jeg har set mange forskellige - i USA er de f.eks meget glade for mælkebasererede dressinger med blåskimmel *gys*. På Brasserie Belli fik jeg en wedge salad serveres i sommers med en meget syrlig vinaigrette til bøf med bearnaise - og da det også var noget kraftigt tilbehør jeg havde i støbeskeen til aftenens bøf, var det den syrlige vej jeg gik

Jeg ville ønske jeg havde haft frisk dild eller persille, men måtte tage til takke med en halv helkedelig agurk og en smule rød peberfrugt der var faretruende tæt på at gå til. Det besluttede jeg mig for at snitte i ultrasmå tern - mindre end bruniose.

Grøntsagerne fik kniven og blev rørt sammen med den meget syrlige vinaigrette lavet af æblecidereddike, olivenolie, fuldkornssennep + salt og peber. 

Dressingen blev derefter fordelt jævnt over de ventende wedges

Jeg løftede forsigtige op i de forskellige lag så der også kom lidt ind imellem salatbladene. Salaten fik lov til at stå og trække lidt på køkkenbordet til resten af maden var klar. 

Resten af måltiden bestod i en lækker mør rib-eye og en alternativ udgave af tartiflette. Salaten var perfekt til. Den var sprød, knasende og frisk - og den syrlige dressing skar smukt igennem til den fede ost. 

Det er helt sikkert en salat jeg skal udforske mere. Den kan også sagtens laves med andre salattyper som romaine og hjertesalat. Det ville være SÅ sødt at lave mormorsalat til en grydestegt kylling på den måde. 

Jeg vender tilbage med min udgave af den franske klassiker tartiflette en af dagene...  

4 kommentarer:

  1. MUMS!
    sidder stadig og griner over "80'erne ringede - de bad mig tage icebergsalaten til nåde"

    :) Annette

    SvarSlet
  2. Det er altså lidt underligt. Jeg kan rigtig godt lide Iceberg Salat. Jeg så en udsendelse for nyeligt, hvor Jamie Oliver også kaldte alverdens forbandelser nedover den.

    Indrømmet, hvis man aldrig prøver noget andet, er det nok et "kedeligt" valg, men hvis man nu godt kan lide den?

    Synes dine Wedges ser dødlækre ud. En af mine favoritter med Iceberg er at sautere dem i enten lidt rapsolie eller smør sammen med lidt løg og timian og til sidst tilsættes (frosne) ærter efter smag. Det kan jeg spise alene med ris, og være lykkelig - I know - jeg kræver ikke meget :-)

    SvarSlet
  3. Super spændende måde at servere en iceberg på - og rigtig god instruktionsvideo (tak for det). Jeg har det nu helt fint med iceberg salaten, fordi den er så sprød. Jeg hørte engang en tv kok sige, at hvis man bare husker at skære den i ultra tynde skiver - ja, så har man en lækker og rigtig sprød salat.

    SvarSlet
  4. Var det ikke kinakål, der havde sin storhedstid i 80'erne? Iceberg elsker jeg. Kinakål er absolut uden smag. Synes jeg :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!