onsdag den 23. januar 2013

Tartiflette med røget Tomme Blanche...

Det var vist de færreste danskere der kendte retten før Brd SMØR Price introducerende den på landsdækkende tv. Hos mig var den dog i forvejen ganske velkendt - den var nemlig et barndomstraume fra dengang jeg var en osteforskrækket yngling på årlige sommerferier til Frankrig. Men nu hvor jeg er det der voksen var det på tide at give den fuldfede kartoffelret en chance til:

Jeg skal spare dig for et langt foredrag om tartiflettens oprindelse, men hvis du brænder af nysgerrighed efter mere info han du finde det her. Men en kort opsummering: Tartiflette er en ret med kartofler og osten Reblochon. Der er nok nogen der vil mene at min udgave er en værre bastard uden ret til at bære navnet - men jeg siger bare som forsvar: vi kalder efterhånden alt i tynde skiver for carpaccio! 

Hovedingrediensen er kartofler. Jeg skævede til Pricernes opskrift - men nøjedes med ca 1,2 kg kartofler. De blev kogt netop møre + lidt ekstra - for jeg glemte dem lidt. Sådan går det når man pludselig har køkken i den anden ende af lejligheden. Uh, og det minder mig om noget. For et stykke tid siden sendte Hamonoya mig en Kochblume til test.

Det er bare en super praktisk opfindelse. Nu hvor jeg ikke længere kan høre lydene fra køkkenet er det SÅ fedt at vide at jeg kan kan ha' en gryde i gang uden den koger over. Perfekt til en fibro-hjerne som mig. Silikonelåget passer til de fleste størrelse gryder og kan endda bruges til at dampe i også - mere om det i et andet indlæg. Det er i brug hver gang jeg koger kartofler.

De kogte kartofler køles af og skæres i skiver. Og så til resten:

Der lå en halvslap porre i grøntsagsskuffen som fik lov til at komme med sammen med et par løg og 2 fed hvidløg. Og her er så min ost: Tomme Blanche.

Det er en fransk røget hvidskimmelost - og den kunne fint få lov til at lege Reblochon. Jeg droppede at bruge bacon da osten var røget, det ville være synd at 'drukne' den fine smag. Osten er købt her hos Den Grønne Asparges - en ny webshop der leverer frugt, grønt og luksus kolonialvarer i Århus og omegn.

Opskriften sagde cremefraiche - men det havde jeg ikke. Lidt mælk blev derfor rørt op med Thick & Easy. Det er et produkt af modificeret majsstivelse og maltodextrin, udviklet til folk med synkebesvær, men det er meget anvendeligt i gastronomien da det kan jævne både varme og kolde væsker.

Lidt T&E blev pisket ud i den kolde mælk til den fik konsistens som cremefraiche.

Porren blev snittet fint og løgene hakkede. Det ene fed hvidløg blev også hakket fint og kom ved.

Det hele blev sauteret i lidt olivenolie til det begyndte at blive gyldent i spidserne. Kartoffelskiverne kom ved sammen med 1½ dl hvidvin, 1½ dl 'cremefraiche' og et godt skud salt + peber.

Jeg valgte at lave tartifletten i et gammelt lerfad. Inden retten blev lagt sammen blev fadet gnedet med det sidste fed hvidløg.

Halvdelen af kartoffelblandingen blev lagt til rette i fadet.

Den røgede ost blev befriet for det yderste lag og skåret i skiver. Wow, det var godt nok grænseoverskridende at komme SÅ meget ost i en ret. 

Resten af kartoffelblandingen kom over og fadet blev sat i ovnen på 200°C i ca 25 minutter.

Da tartiflette er en slags flødekartofler på steroider anbefales det blot at servere den med en grøn salat. Jeg må ha' læst forkert, for jeg kunne sværge på at der stod rød bøf *host*. En yndig lille dansk rib-eye på 282 g fra Irma kom på panden i SMØR og så var der jo næsten mad.

Den færdige tartiflette var boblende varm som flydende lava og skulle stå ca 15 minutter på køkkenbordet før jeg turde tage af den. Den blev øst op på en tallerken sammen med den lækre bøf og den forfriskende wedge salad.  

Oh la la...sikke en syndig sag. Hver bid fik min hjertekranspulsåre til at gispe lidt. Det var virkelig en ret med mange volt i - og jeg måtte nøjes med en ret beskeden portion. Der skulle jo være plads til bøf!

Men nu ved jeg da hvad jeg skal ha' til frokost og middag de næste 2 dage - med masser af grøn salat til.

---------------------------------------------------------------------------------------

Har bag kulisserne har jeg trukket stikket ud pga fibro-influenza. Har brug for meget hvile og tager derfor nogle dage på langs. Forsøger at samle lidt kræfter til på fredag hvor en flok af Kagedåserne skal holde sammenskudsgilde med lam, lama og larm. Det er med overnatning og det hele - så jeg kan komme til at ligge ned hvis det er det jeg har brug for. Det bliver rigtig dejligt med en tøseaften.

Og nu vil jeg synke tilbage i dynen og falde i søvn til en film. Later dudes!



7 kommentarer:

  1. Jeg elsker Tartiflette, som jeg også lærte at kende i Frankrig, og som jeg også har prøvet at lave selv flere gange.

    Det der Thick and Easy lyder bare som en genial opfindelse, hvis man ikke lige har fornødne tykke produkter i huset. Kunne være, man skulle investere i noget af det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er godt nok også en lækker ret - men sikke da en fed sag :-)

      Ja, det er virkelig smart. Det kan f.eks redde en kagecreme der er blevet for tynd, give lidt konsistens til en suppe eller som her lige tykne et mælkeprodukt. Jeg kan kun anbefale dig at købe en bøtte.

      Slet
  2. Ren comfortfood, mmm :-)

    God bedring!

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh yes, totalt :-)

      Tak skal du ha'. Det går heldigvis bedre nu.

      Slet
  3. Hvorfor skærer man først kartoflerne når de er kogt, så er de jo varme? Lettere at skære, men så kan man jo brænde sig på dem, hvis man er utålmodig.

    Er der nogen som har prøvet at skære ud først og så koge, eller måske skære ud og så stikke kartoflerne i mikrobølgeovnen?

    Ser super lækkert ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg forstår ikke dit spørgsmål. I opskriften står der: "De kogte kartofler køles af og skæres i skiver".

      Hvis du skærer kartoflerne i skiver inden du koger dem vil de optage alt for meget vand, gå i stykker og retten vil blive en mævret og 'tynd' omgang.

      Tak, det er en dejlig ret :-)

      Slet
    2. Du forstod det helt korrekt og svarede på det :-) Tak for det.

      Mikroovnen vil måske stadig være en mulighed fordi der vil man jo ikke lægge kartoflerne i vand... Glæder mig til at prøve opskriften.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!