lørdag den 5. januar 2013

Stop Spild Af Mad: pizza med baked beans, Port Salut og skinke...

Når man skal ha' brugt forskellige rester er pizza et godt 'medie'. Her fik jeg brugt en masse forskellige sager. Det lyder måske som en lidt mærkelig sammensætning - men det fungerede forbavsende godt sammen.

Og således gik det til at 1 restepizza blev til 4 måltider.

Spinat og grillede peberfrugter kunne jeg hente i fryseren, baked beans var en rest fra dagen før, osten var købt ind til jul men var knapt blevet rørt. Den lille pakke skinke var fra goodiebaggen fra Mad+Medier, så det var også på høje tid den blev brugt.

Halvdelen af spinaten blev tøet op i mikroen og knuget fri for væde.

Port Salut er en af de eneste skæreoste jeg kan spise (ud over min elskede røgede Gou-Dan). Den er yderst harmløs og smager mest af alt som cremefraiche i fast form.

Osten er ret svær at rive, den er nemlig meget blød. Men med et Microplane rivejern går det nogenlunde - selv om man nærmest presser osten igennem mere end man river.

Peberfrugterne blev tøet op og skåret i strimler. Og for at få lidt ekstra fyld på snittede jeg et rødløg ultratyndt på min mandolin.

Baked beans - noget man enten elsker eller hader. Jeg kan spise dem kolde direkte fra dåsen med en ske. Da jeg fandt ud af at jeg ville lave pizza og ingen tomatsauce havde på lager, rakte jeg straks ud efter dem.

Nej, dine øjne bedrager dig ikke - det er sådan en færdigkøbt pizzadej jeg lige har rullet ud. Mine arme er stadig meget plagede efter flytningen, så enhver nem løsning bliver modtaget med kyshånd. Den halve dåse baked beans blev fordelt så godt som jeg nu kunne.


Den revne ost blev 'drysset' ud over. Det er noget klistret stads.

Spinaten og de tynde løgringe blev også fordelt jævnt ud over.

Peberfrugten blev lagt på - og så dryssede jeg også lige et par håndfulde revet mozzarella over. Og så kom pizzaen i ovnen på 200°C i 8 minutter.

Skinken kan nemlig ikke tåle så meget varme, så pizzaen skal bages næsten færdig før den kommer på. Man kan også vente med at komme skinken på til pizzaen er helt færdig - og så bare lade den trække lidt varme. Det er en smagssag.

Der var 4 skiver skinke i pakken og de blev draperet til skødesløst på. Pizzaen kom derefter tilbage i ovnen i 5 minutter.

Den færdigbagte pizza blev gledet over på risten til afkøling og klippet i 4 stykker.

Jeg spiste straks det ene stykke. Ikke spor tosset. Bønnerne er selvfølgelig lidt melede - men der er bønner jo. Det var en god og mættende pizza, så det gjorde ikke noget at der ikke var salat til.

Stop Spild Af Mad er virkelig blevet en sport for mig. Hov, og jeg har da fuldstændig glemt at fortælle at min involvering i organisationen er gået et skridt videre: jeg er nu officiel ambassadør for Stop Spild Af Mad. Før jul sendte OBH Nordica en ny serie Food Sealere på markedet som kan være med til at forlænge holdbarhed og mindske madspild. 

I den forbindelse lavede de en folder med tips, tricks, opskrifter. Og den blev jeg bedt om at bidrage til:

Jeg fik 4 opskrifter med - blandt andet denne restepizza.

Og her står min nye 'titel' sort på hvidt. Jeg ser frem til at arbejde meget mere med restemad i året der kommer. 

Allerede i det næste indlæg er der brugt rester og alternative sammensætninger for at undgå madspil. Så hæng på hvis du er til den slags.

God weekend!



7 kommentarer:

  1. jeg er så enig! jeg spilder heller ikke gerne mad så nytårsorsken blev til torskesalat. risresterne fra igår blev til stegte ris på den sunde måde her til middag osv. eneste sted jeg har spild pt er på brødfronten. vi spiser så svingende at mine hjemmebagte rugbrød desværre til tider dør. samme gør sig desværre også gældende på pålægsfronten.

    kender du en dehydrater? jeg overvejer at investere i en for at tørre frugt og grønt der ikke lige bliver spist nu her, samt selv skabe tørret frugt til maden når der kan høstes i haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu er jeg godt nok ikke Klidmoster, men jeg tillader mig lige at svare alligevel :-)
      Jeg har denne dehydrator fra Sedona, og den er jeg glad for http://rawfood.dk/product/sedona-dehydrator-9-bakke-m-timer-456/
      Den har timer, den har en almindelig type gennemsigtig ovnlåge, i stedet for Excalibur modellen hvor hele fronten skal tages af - og så har den to varmeblæsere, der kan startes hver for sig, hvis man kun tørrer en halv maskinfuld...

      Slet
    2. Heller ikke jeg er Klidmoster, men jeg fik sådan lyst til at kommenterer på din bemærkning med hjemmebagte rugbrød. Jeg bager nemlig også selv, med min nu 2,5 år gamle surdej, og udelukkende skønne økologiske ingredienser. Jeg har det derfor dårligt med at en eneste krumme går til spilde, og vores forbrug er også meget svingende. Først og fremmest skærer jeg dem i halve og fryser dem når de er bagt, men du kan jo også skærer dem i tre, hvis det passer bedre til forbruget. Alle endeskiver, og skiver som er blevet tørre samler jeg i en en stor pose i fryseren. Af dem laver jeg ymerdrys, øllebrød og "rugbrødsknas" til fx. en salat. Jeg har også lige fået den ide at jeg vil prøve at bruge dem til en tærtebund, hvor de bare bliver kørt i foodprocessoren og blandet med smeltet smør, og så presset ned i tærteformen. Kunne fx. være god til en jeg laver ofte med flødeost og røget laks, eller hvorfor ikke til en cheesecake, hvis man kommer lidt sukker i?

      Undskyld jeg misbruger dine spalter Klidmoster. Du er den som virkelig har fået mine øjne op for at stoppe madspildet, og det er blevet til en herlig sport. Tillykke med den nye titel. De kunne ikke finde nogen bedre end dig. Glæder mig til at læse om dine januar frembringelser ;-)

      Slet
  2. Vi er SUPERglade for dine fantastiske bidrag til Stop Spild Af Mad! Hvor er du bare dygtig og sej!

    KH
    Selina

    SvarSlet
    Svar
    1. Awww, tusind tak Selina. Jeg er SÅ glad for at du kan lide det jeg laver <3

      KH
      Malou

      Slet
  3. Hej Malou ! Tillykke med din nye titel :-)

    Mange hilsner Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kirsten

      Tusind tak :-)

      Glad hilsen
      Malou

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!