Den 1. januar hvor det meste af den tømmermændsplagede nation mæsker sig i junkfood......fik vi de lækreste 'rester' fra nytårsmenuen fra Frederikshøj.
Der blev lagt til og trukket fra - og så blev det til en 3 retters menu. Jeg havde på forhånd købt disse snekrabbekløer på bud i Kvickly. Planen var at jeg skulle ha' haft dem til den 1. forret i stedet for en crépin med kammusling/jomfruhummer - men det viste sig jo så at der var en substitut med til mig som jeg kunne tåle.
Jeg nøjedes med at tage 5 op. De kostede kun 25 kr pr pakke - og man sparede over 100 kr pr pakke. Jeg må indrømme at jeg købte 6 pakker - så kan min søster og jeg hygge os med dem når hun kommer i næste uge.
De optøede krabbekløer blev lagt tilrette i en varm tallerken og rigget til med dildolie, rødbedegelé og rødbedespagetti.
Den varme torskesuppe blev hældt over. Temmelig lækkert - og meget nemt. Vi 'kom til' at spise alt den torsk der hørte til suppen den første aften - så 1. og 2. forret blev slået sammen, på nær jordskokkepuréen som blev gemt til hovedretten.
Så Max kunne får en ret så overdådig hybrid: suppe med 2 crépins og hele udstyret. Jeg skulle hilse og sige at det smagte pragtfuldt.
Der var virkelig meget kød tilbage. Det kunne skæres ud til 6 tykke skiver. Jeg gemte de 2 største til dag 3 og lynstegte de sidste 4.
Og så var der den lækreste hovedret med trøffelsauce, kartoffelmosaik, bønnenet, garniture og den lunede puré. Ja, jeg slikkede tallerkenen for at få de sidste dråber sauce med!
Da jeg skulle anrette desserten, vendte jeg plateauet om så ananassiden kom opad. Uhm, dejligt med endnu en omgang af de lækre sager.
Max sagde tak for mad og tog hjem. Nu går der noget tid før jeg ser ham igen. Det var rigtig rart at være sammen nogle dage i ferien - men jeg må indrømme at det også var dejligt at blive mig selv igen. Jeg kan godt mærke forskel allerede - det her er MIN lejlighed. Og hvor er det bare fedt.
På dag 3 stod jeg jo så med resten af den lækre oksemørbrad. Desværre var der gabende tomt i min grøntsagsskuffe. Kræfter var der heller ingen af, så jeg kunne heller ikke handle. Hmm, hvad så?
I skabet fandt jeg en dåse bakes beans fra Heinz - min favorit. Mørbrad og bønner - luksus og budget.
2 øko-spejlæg og lidt ketchup - og så var der fest. Det føltes lidt forbudt at spise kødet på den måde, men det var lige sådan en omgang comfort food jeg havde brug for.
Jeg stod tilbage med ½ dåse bakes beans - og i det næste indlæg kan du se hvad jeg brugte dem til. Januar bliver den vildeste reste-stafet. Flytningen har kostet knapper, så nu skal jeg primært leve af ting fra skabe, skuffer og fryser.
På søndag skal jeg dog ud og spise brunch sammen med mine 'kollegaer' fra MAD: Malene, Signe, Fenja og Britt - Kristian kan desværre ikke komme pga af arbejde, så det bliver en ren tøsetur. Det glæder jeg mig helt vildt til. Vi skal på hygge os med god mad og gøre status - samt snakke om planerne for MAD 2013.
Og nu: tilbage under dynen. Var vist ikke lige så frisk som først antaget. God lørdag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!