23...

Indlæggets titel er hverken navnet på en film eller en ny fancy restaurant. Der er derimod så mange år som min bortadopterede søn fylder i dag. Jeg brød det ultimative tabu og fortalte offentligt om hans eksistens her da han fyldte 20 år. Året efter da han fyldte 21, skrev jeg om hvordan jeg håbede at det NU ville det blive året hvor jeg fik samlet mig mod til at skrive til hans adoptivforældre. Men ak, modet svigtede....igen. Sidste år da han så blev 22 år tilbragte jeg dagen sammen med min søster - og endnu engang har jeg måtte konstatere at mod har været en mangelvare. Men med sådan et turbulent år som 2012 har været er det mere end forståeligt.

I dag er der så gået 23 år siden 'den dag'. Dagen som jeg i mange år havde forbud mod at fejre - ja, endda at nævne. Det skulle være noget jeg burde skamme mig over - for jeg havde i hvert fald kastet skam over min familie. Siden fulgte en nedadgående spiral af frustration og depression. Det indestængte tabu åd alt min livsglæde og mine muligheder for at blive det der voksen.

Men så skete der noget. Jeg mødte en kvinde. En terapeutisk lærer på en daghøjskole for kvinder. Hun gav mig det første vigtige værktøj til at komme videre med. Og det var visheden om at fortiden IKKE står til at ændre og at der ALDRIG kommer hverken oprejsning eller undskyldninger for de ting der skete dengang. Og vigtigst af alt: at det var mit valg om jeg ville rejse mig og kaste offerrollen af mig - eller jeg ville sidde i et hjørne, dyrke den, og bruge den som en undskyldning for ikke at handle. Av for pokker - det gjorde virkelig ondt at indse at hun havde ret. 

For 5 år siden brød jeg så forbindelsen til min mor og hendes del af familien. Den relation var gået så skævt at det på ingen måde kunne repareres.....og tro mig jeg havde prøvet. Det har vist sig at være noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Bruddet var ganske udramatisk fra min side - og allerde efter ganske kort tid blomstrede jeg voldsomt op. Den tunge kåbe af skyld, skam og dårlig samvittighed blev krænget af og jeg følte at jeg kunne ånde frit i et liv der pludselig var mit. Puha, og nu rimer mine udgyldelser også. Det er næsten for meget af det gode.

Hvilket bringer mig til humoren - uden den var jeg for længst bukket under. Med humor kan man virkelig bekæmpe mange mørke skygger. Og jeg griner når jeg har ondt, for jeg ved det udløser endorfiner. Og alle der kender mig personligt ved at der altid bobler noget spas lige under overfladen.

Og nu sidder jeg så her. Men i år er hans fødselsdag helt anderledes. For jeg har handlet!

I morgen sender jeg nemlig ENDELIG brevet af sted til Familiestyrelsen. De opsporer så drengens adoptivforældre og overbringer dem brevet fra mig. 

Brevet skrev jeg i torsdags efter at min søster var taget hjem. Jeg sad her i min nye lejlighed og kunne mærke hvor stor en lettelse det var at ha' fået smidt så meget ragelse og skrammel ud i flytningen - for det havde holdt mig tilbage. Nu var det næsten ryddet op i alt......og så slog det mig. Der var en meget stor og vigtig ting der pludselig blev plads til. Brevet!

Mange af sætningerne var allerede halvt eller helt formulerede - de havde jo ligget i baghovedet og fyldt i mange år efterhånden. Alligevel var det utrolig svært at få dem til at give mening på papiret. Jeg syntes dog at det endte med at blive et ret godt brev. Min veninde Helle læste korrektur på det og kom med et par forslag til små tilføjelser og ændringer - som jeg tog imod med kyshånd. Jeg læste det højt for min søster i telefonen - hvilket var en hård omgang for os begge. Og for en gang skyld lod jeg alle mine følelser får frit løb. Og sikke da en befriende følelse bagefter. Og nu ligger brevet så her i kuverten klar til afsendelse.

Jeg håber det kan blive den brik jeg mangler i puslespillet. Det var et spædbarn jeg mistede - men nu er han jo en ung mand på 23 år. Og jeg kunne virkelig godt tænke mig at få ham gjort til en virkelig person - og ikke en navnløs baby.

Jeg har aldrig holdt ham, for min mor beordrede dem til at bære ham væk straks efter han var blevet født. Men jeg insisterede på at få et billede - hvilket heldigvis blev efterkommet. Billedet er taget på det børnehjem hvor han var mens bortadoptionen blev behandlet.

Disse gulnede breve er, ud over billedet, alt hvad jeg har. Jeg håber så inderligt at der kommer et nyt brev til mappen - men har forberedt mig på at der måske aldrig vil komme svar. Håbet er dog lysegrønt!

Kryds fingre for mig....