Huse af peberkage, beton og glas...

Det her bliver et lidt rodet indlæg, så tag det lige som det kommer. Er helt rundt på gulvet af træthed - for det er ikke meget søvn det er blevet til på det sidste. Først huse af peberkage:

I år blev det faktisk til hele 2 små huse (opskriften er her). Jeg har lovet en veninde at lavet et til hendes kontor hvor det kan stå og dufte hele julemåneden - og så har jeg også lavet et til mig selv. Det hygger jo så gevaldigt at ha' stående. Husene er lavet efter den samme skabelon som jeg plejer - dog printet ud i henholdsvis 60% og 80% af original størrelse.

Også i år har de bolchevinduer. Jeg købte den her spand allerede i marts for at være sikker på at jeg kunne få de rigtige. Min erfaring siger mig nemlig at det KUN er de klare bolcher fra Støvring der smelter optimalt. De er dog ret svære at skaffe - og er ofte kun med i lille mængde i div blandinger. Jeg kontaktede derfor Støvring for at høre om det var muligt at købe dem for sig. Det kan man desværre ikke - de er kun at finde i blandingerne. MEN de roste mine fine peberkagehuse og tilbød at sende mig en kæmpe pose klare bolcher til fremtidens bolchevinduer. Nøj, hvor er det fedt. Så nu har jeg min helt egen peberkagehusbolchevinduesponsor.

Husene er i dag blevet samlet med Royal Icing - og venter nu kun på at blive pyntet færdige. En del af pynten kommer direkte på, men resten sprøjter jeg ud først og sætter fast bagefter. Det er nemmere for mine dumme hænder end at skulle ud i alle mulige og umulige arbejdsstillinger.

Og så til huset i beton:

Her skal jeg bo på 1. sal fra d. 15/12. For jeg fik sørme min drømmelejlighed. Jeg har skrevet lidt om den her. Det er simpelthen gået SÅ stærkt. Sidste mandag blev jeg meldt boligsøgende, onsdag kom tilbuddet, fredag fik jeg den fremvist og i går blev den så min. Jeg har meget svært ved at fatte at jeg har fået så stor en drøm opfyldt så hurtigt. Fra en stor dyr 3'er på 3. sal (med trappen fra Helvede) - til en billigere 2'er på 1. sal (kun 16 skridt fra yderdør til min hoveddør). Wow! Siden Max flyttede har jeg forsøgt at samle kræfter til at flytte - og NU skulle det så være. 

Som jeg ser der har lejligheden kun et eneste problem: alt, alt, alt for lidt skabsplads - men selv det har løst sig på smukkeste vis. I 2008 vedtog boligforeningen nemlig 'Udvidet brug af vedligeholdelseskontoen' så den nu også kan bruges til udskiftninger af fast inventar og anskaffelse af garderobeskab. Det eneste der kræves er at der skal være mindst 2 års opsparing at tage af - og jeg overtager lejligheden med næsten 6 års opsparing. Så nu kan jeg så få en masse ekstra skabsplads. Og det er vigtigt, for jeg skal 20 kvm ned i størrelse. 

Flytningen fylder allerede rigtig meget mentalt. Og det er både godt og skidt. Men i den næste uge kan jeg ikke rigtig gøre noget ved det. Jeg drager nemlig til København på lørdag og bliver væk i nogle dage. På søndag står den på konditoridag hos Sif og mandag skal jeg til finalen i DM i hverdagsmad og dyste med mine små sprøde tundeller. Resten af tiden skal jeg tilbringe sammen med søde Marie fra bloggen Cocina Fragrante, som jeg har lært rigtig godt at kende via blogland, Facebook og telefonen - men aldrig mødt IRL før. Vi skal nørde mad og hygge - og det glæder jeg mig rigtig meget til.  

Og så til huset af glas:

For nu vil jeg tillade mig at kaste et par velovervejede sten. Jeg har selv igennem min tid på nettet erfaret hvor hårdt man kan ramme andre med sine skrevne ord - og ved derfor hvordan man ikke skal skrive til andre online. Den seneste tid har jeg været udsat for ret meget kritik både i kommentarfeltet, på Facebook og på mail. Alt sammen kritik af hvordan jeg vælger at opføre mig og skrive om på min blog. Og her bliver jeg altså nødt til lige at slå en ting fast: man behøver ikke at lufte sin irritation eller utilfredshed hvis min opførsel ikke passer en - man kan jo simpelthen bare vælge at gå sin vej uden at se sig tilbage. Det kan siges ret godt på engelsk: put up or shut up!

Det er en stigende tendens på nettet at man lige skal ha' fyret en spand lort af inden man smækker med den digitale dør i et demonstrativt exit. Hvorfor? Hvorfor skal man give udtryk for sin utilfredshed overfor en fremmed? Den her blog er min dagbog og opskriftssamling - med en stor fed streg under MIN. Det betyder at når man klikker her forbi er man gæst hos mig. Det står alle frit for at lade være med at besøge mig - men der er nogen der er så masochistiske anlagt at de gør det igen og igen.....for så kan de nemlig få fyret en ekstra runde kritik af. Jeg valgte at slette nogle rigtig trælse kommentarer fra bloggen - hvilket resulterede i nogle endnu grovere mails. Tænk at folk er SÅ kloge på hvordan jeg bør opføre mig og hvordan jeg bruge skrive her på bloggen at de bruger tid på at udpensle i detaljer hvordan jeg provokerer dem. Langt hen af vejen har jeg været modstander af censur i mit kommentarfelt - men ikke længere. Nu ser jeg det som min pligt at rydde op i de værste udgydelser. Susanna Rankenberg tilkendegiver her en helt klar holdning til opførsel på nettet - og jeg vil mene at det også gælder for blogs.  

Hvis man vælger at tale grimt til mig og kritisere min opførsel bliver jeg påvirket af det - for jeg er et menneske med følelser som alle andre. Og folk der skriver negative kommentarer ved jo at den der læser dem reagerer på dem. Og hvorfor nogen bevist vil gøre mig ked af det forstår jeg altså ikke? Er det virkeligt så provokerende at jeg holder på min ret? At jeg beder folk om at tale pænt? At jeg vælger at tage imod tilskud til noget jeg brændende ønsker mig? At jeg opfordrer folk til at stemme på mig? Ja, det er det åbenbart for nogen - og jeg skal sørme love for at de ikke holder sig tilbage.

Jeg fik for nyligt en kommentar der indeholdt ordlyden "du er afhængig af dine læsere" - og det gav åbenbart lov til at kræve noget bestemt af mig. Og der må jeg sige at filme knækker for mig. Det er meget dejligt at der er nogen der læser med og finder inspiration her (tak, I ved hvem I er) - men jeg skriver altså ikke bloggen og udviklerne opskrifterne med henblik på at tækkes nogen som helst. Det her er mit kreative afløb for en kuldsejlet køkkenkarriere.....og så er den ikke længere. Læs med hvis du har lyst - klik videre hvis du ikke har. Nemmere burde det ikke være.

Og så vil jeg vende tilbage til huset af peberkage, for nu skal det pyntes.....