tirsdag den 21. august 2012

Faux farserede porrer...

Nu har jeg igen leget med Soy4you - og denne gang er det blevet til en omgang farserede porrer:

Det ligner da den ægte vare ret godt, ikke?

Det er kun en prototype endnu, med plads til forbedring og optimering - men jeg deler opskriften alligevel. Jeg er ret så tilfreds med det færdige resultat - min frokost i dag var nemlig denne mad med den første smagsprøve. Det skal lige indsparkes at farserede porrer var noget af det bedste jeg kunne få på brød som barn, så det havde altså noget at leve op til.

Jeg brugte det lyse granulat. 70 g blev sat i blød i 4 dl kogende hønsefond - vil du lave dem helt vegetariske så brug f.eks Herbamare. Der går ca 30-35 g på et hovedmåltid - så den her portion er altså til 2 - 3 personer.

Porrerne fandt jeg i Metro - i kassen med 50% rabat. De havde set bedre dage og var derfor helt perfekte til mit formål. Jeg skulle nemlig bruge ret tynde porrer og kunne på denne måde bare skrælle en masse lag af med god samvittighed. Når jeg udvikler opskrifter som denne forsøger jeg ellers altid at minimere mit madspild og sørge for at der kommer et eller andet spiseligt ud af det - også selv om det aldrig kommer på bloggen.

Min erfaringer med Soy4you i 'fars' (fra frikadeller og burgerbøf) siger at man altså ikke kan lave en helt sammenhængende fars som af hakket kød. Det kan ikke formes til runde kugler - men sagtens presses sammen til lidt fladere former. Jeg gik i tænkeboks og kom frem til at der måtte et fad til. Det her er 12 cm x 20 cm (indvendige mål) - og det fungerede rigtig godt.

Jeg klargjorde et par porrer og skar dem i stykker på 9 cm. Der var plads til 5 stykker i fadet. Man kan dampe dem sprødmøre i lidt letsaltet vand - men jeg snød og zappede dem i mikroovnen i 1½ minut i en bøtte. Easy peasy.

Farsen var meget lig den jeg også brugte til frikadellerne. Den udblødte soya blev presser fri for det meste væske i en sigte. Det vejede nu 300 g. Det blev blandet med 50 g meget fintrevet gulerod og 1 finthakket lille løg + godt med friskkværnet peber. Pas lidt på med saltet, fonden er jo også salt. Til den her mængde endte jeg med at bruge 4 små æg og 2 dl fintvalsede havregryn som bindemiddel. Det hele blev grundigt blandet og fik lov til at sætte sig lidt inden jeg gik videre.

Jeg smurte fadet med lidt olie inden jeg lavede en bund af 'farsen' på ca 1 cm. Set i bagspejlet skulle formen ha' været foret med bagepapir - for den var ret svær at få ud bagefter. Det gør jeg næste gang.

De dampede porrestykker blev fordelt på bunden. Det er ret vigtigt at de ligger lige - for så undgår man at ramme dem når man bagefter skærer dem ud.

Det gælder også om at være ret omhyggelig når man lægger 'fars' over - det skal dække helt og fylde alle hulrum ud.

Fadet blev dækket med folie og bagt i 30 minutter på 175°C.

Det kan ikke undgå at den soufflerer lidt - det er æggene der får den til det. Det er jo rent teknisk mere en æggekage med soyafyld end en en fars. Jeg løsnede den omhyggeligt i rundt i kanterne og skar den i 5 lige stykker. Den første var svær at få op og hang fast på bunden - det gik nemmere med resten, for der kunne jeg komme ind under bunden fra siden.

Nå, men så kunne jeg da se hvad jeg havde gjort forkert. Kræfterne var desværre sluppet op - så jeg besluttede mig for at sætte dem på køl og lege videre dagen efter. Men jeg spiste den ødelagte til aftensmad - og den smagte rigtig fint, men manglede den sprøde stegte skorpe.

Jeg lagde det her billede på Facebook - og folk troede det var et stykke kage. Hæ, det ligner det jo rent faktisk.

Dagen efter jeg så mine 4 resterende 'kager' under kærlig behandling.

Det viste sig at være en god beslutning at lade dem køle ned og blive faste - for de var meget nemmere at ha' med at gøre.

Jeg ville forsøge mig med 2 modeller: 'klodsen' som den var og en hvor jeg havde trimmet alle kanterne med en urtekniv.

Tanken var at den ville ligne en farseret porre mere hvis den blev lidt rundere i det. Det jeg skar af rørte jeg op i lidt skyr + mayo og smagte til med karry. Det gjorde sig godt på et stykke rugbrød.

Kan det paneres? Ja, for pokker. Jeg valgte at bruge panko-rasp for ekstra knas, men alm rasp kan sagtens bruges. Og så skulle de naturligvis steges i SMØR.

Et grundigt bad i sammenpisket æg og så en god tur i rasp. Det er nødvendigt at presse det lidt fast.

Og så blev de stegt gyldne i en blanding af lidt olivenolie og rigeligt SMØR. Efter stegning blev de lagt på fedtsugende papir.

Ikke noget spor tosset 1. forsøg. Næste gang skal porrestykket dog være større.

Konsistensen er uhyre lig en ægte farseret porre.

Men formen skal altså efter min mening være rundere i det - så resten fik også en tur med kniven inden de kom på panden.

Der var forresten lidt 'fars' tilbage efter jeg havde fyldt fadet. Det blev til denne karbonade.

Den er lavet på sammen måde som burgerbøffen - ved at presse 'farsen' sammen i en serveringsring på et stykke bagepapir som så bruges til at vende den over på panden med.

Soy4you er et sjovt 'materiale' at lege med - og jeg kan godt lide at udfordre rammerne for hvad det kan. Den næste udfordring hedder boller i karry! For selv om man ikke kan lave kogte boller, så må det kunne laves på en anden snu måde.

Og nu vil jeg atter gå ud i køkkenet og nusse lidt. Jeg deltager lige nu i en opskriftskonkurrence hvor omdrejningspunktet er økologiske kartofler - og jeg vil prøve den første idé af i dag. Kodeordet er dild. Jow jow, for jeg er vild med dild - det er ikke alene sandt, det rimer også.



5 kommentarer:

  1. Malou, hvordan skal jeg nogensinde have en chance i den kartoffelkonkurrence, når du også er med? Suk... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ork, du kan da sagtens finde på noget godt der kan vinde - det er jeg helt sikker på! :-)

      Slet
  2. Det ser så lækkert ud! Jeg har selv overvejet at eksperimentere med Soy4You (men har i stedet bare holdt med til mit tofu), hvilket jeg nu kan se, at jeg trygt kan gøre :-) Så TAK for inspirationen :-)

    SvarSlet
  3. Nice!!!
    Øj hvor skal det prøves.

    SvarSlet
  4. Ser godt ud :)

    Med hensyn til boller i karry har jeg i lang tid nu bagt mine kødboller i ovnen, da jeg aldrig lykkedes med at finde den rette konsistens til kogning. Så jeg laver små boller (oversat: lægger farsen ud med en teske) på en bageplade og smækker den i ovnen til de har fået nok.
    På den måde kan jeg nemt og hurtigt lave mange boller og lægge de fleste af dem i fryseren til en anden god dag. De får en blød skorpe, men det kan man faktisk ikke mærke når de er blevet optøet og varmet igennem i en god karrysovs.

    Måske kan denne fremgangsmåde også bruges til soya-boller?

    Hilsen Teresa

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...