I dag har jeg inviteret min kæreste på en bid mad. Hovedretten var planlagt til at være en stor rød bøf - men den er pt udsat til frokost i morgen. Vi har nemlig lige indtaget 2 KÆMPE store rejecocktails med NFG og hele gøgemøget.
Hallo, det er da 80'er retro så det basker! Men godt er det jo - ingen tvivl om det.
I denne uge kunne man bestille 1 kg skalrejer (99 kr) hos Aarstiderne som ekstravare. De ankom i går og har stået på køl i flamingokassen natten over.
Rejemadder, potted shrimps eller rejecocktail? Jeg tog et par latexhandsker på og pillede løs - og tænkte i mellemtiden over hvad det skule være. Jeg spurgte Max hvad han helst ville ha' og svaret kom prompte: rejecocktail!
Godt så. For filan det tager lang tid at pille 1 kg rejer. Og så var det også lige i dag, i en alder af 14 år, at Trixie besluttede sig for at rejer var hendes nye livret. Javel ja, nu har hun så ellers brugt det meste af hendes liv på at forsøge at grave dem ned når man bød hende en. Da jeg var færdig med at pille og proppe hende var der ca 310 g tilbage.
The usual suspects. Jeg bryder mig virkelig ikke om rejecocktails der bare er thousand island-dressing med rejefyld. Det skal være rejerne der har hovedrollen - dressingen skal bare lige binde sammen og tilføre lidt umphf. Dressingen blev rørt sammen af 1 stor spsk mayo (her med et snert af chili), 2 tsk HP sauce, 1 tsk dijonsennep, 2 tsk ketchup og 4 spsk cremefraiche 18% + salt, peber og citronsaft.
Og så finthakkede jeg en hel potte dild og kom i - efter jeg havde taget lidt fra til pynt.
Rejerne (jeg tog 6 fra til pynt) blev vendt i dressingen og fik lov at trække lidt. Jeg smagte til med lidt ekstra salt - for rejerne var ret søde. Bruger man rejer fra frost eller lage er det ikke sikkert at der skal så meget salt til.
En traditionel rejecocktail indeholder strimlet salat i bunden - men jeg ville gerne ha' lidt mere tekstur og knas. I ugens KukKasse var der nogle gourmetbønner som passede perfekt til formålet. Jeg dampede en håndfuld og snittede dem i tynde skiver på skrå.
Jeg fandt nogle gamle vinglas frem og byggede forretten op i dem.
Og sørme om der ikke var plads til alle rejerne. 300 g rejer til 2 personer er frås på den fede måde - og eliminerede enhver plads i maven tiltænkt bøf.
Argh, jeg kunne altså ikke nære mig for lige at gå old school og pynte af med en tomatblomst og en citronskive også. Der er ikke mange steder andet end på en rejecocktail hvor det nærmest er obligatorisk. Undskyld Bo Bech!
Det er virkelig kræs. Og lynet slog ned: det er da DET jeg skal lave som en af de 2 forretter til Restaurant Day Denmark d. 19/8 (du kan læse om konceptet her). Den dag slår jeg dørene op for Restaurant Klidmoster for første gang. Der er håndplukket 5 gæster til en god oplevelse - 4 retter for 200 kr + BYOB drikkevarer. Jeg glæder mig rigtig meget til at traktere 5 gæster med det ypperste jeg kan præstere.
Og nu: sofa, kold rosé og et afsnit af Criminal Minds.
Uh 80'er mad vækker mange minder. Det var netop der jeg begyndte at synes det var sjovt at lave mad. Og serverede man rejecoctail eller tunmousse, ja så var det godt nok et festmåltid. Jeg kan nu godt li, at der er sket noget med maden siden :)
SvarSletDet var også i 80'erne jeg gjorde min debut på de skrå køkkenbrædder. Ak ja, Karolines tunmousse på en hel pakke SMØR - sikke minder :-D
SletJA, der er godt nok sket meget siden :-)
Mums. Lækker rejecocktail. Har du håndplukket dine gæster til Restaurant Day, for ellers melder jeg mig da gerne :-)? Tænk at blive forkælet med det ypperste fra Malou Klidmoster..... det kunne være stort.
SvarSletKh Lone, Mårslet
Tusind tak Lone :-)
SletJa, gæsterne er for længst på plads. Jeg var nødt til at invitere folk jeg kender her til den første runde. Så kan jeg øve mig på at ha' folk her samtidig med at jeg skal 'levere varen'. Men bliver det en succes og kan jeg holde til det - så bliver det noget der kommer til at ske 3-4 gange om året under bagatelgrænsen. Og så er der åbent for alle - dog kun 6-8 personer pr gang :-)
Aww, hvor er du sød. Jeg ville skam nyde at forkæle dig. Håber jeg får mulighed for det på et tidspunkt :-)
Kh Malou
Jeg melder mig også MEGET gerne!
SvarSletHej Astrid
SletSom du kan se ovenfor i mit svar til Lone - så er alle pladserne besat i denne omgang. Men går alt vel kommer der rig mulighed for at komme med en anden gang ;-)
Jeg kan ikke se, hvad Bo Bech skal have en undskyldning for. I min bog, har han altså ikke ALTID ret, selvom han tror det.
SvarSletJeg havde glædeligt spist din rejecocktail, det er helt sikkert.
Ha ha, det skal han heller ikke - det var bare fordi i et af hans programmer 'Med kniven for struben' var der en rejecoktail SÅ slem at den nærmest gjorde ham mundlam :-D
SletAww, tak - du kan tro den var god. Men 150 g rejer er godt nok i overkanten til en forret :-)
Nu var det jo tænkt som sådan, men på en varm sommerdag, er det da en skøn hovedret eller ihvertfald frokostret. Men ellers kan jeg godt se det.
Slet