tirsdag den 24. juli 2012

Pizza på Grappa Piccolo...

I går var jeg til netværksmøde inde i byen. Efter mødet var vi 3 der valgte at gå ud og få en bid mad sammen. Det blev til pizza på Grappa Piccolo som ligger blandt turistfælder og ligegyldige caféer langs åen. En lille perle hvor vi kunne få en pizza som hjemme i Italien.

Min pizza: Salmone med tomat, mozzarella, røget laks, pesto og rucola (125 kr).

Grappa Piccolo er et rigtig hyggeligt lille sted. Rene smagfulde linjer og super venlig betjening. Da vi ankom tog vi plads udenfor, men en ret så frisk brise tvang os indenfor i det lange smalle lokale.

Det er lidt svært at se på billedet her, men henne i den ene ende er der en 'tap-selv' vinbar.

Straks vi havde sat os blev der stillet en lille tallerken med grissini og parmaskinke på bordet. Der stod en skål klar og en flaske god olivenolie så man selv kunne hælde lidt op. Skålen var dog ret fedtet og så ud til godt at kunne ha' tålt en grundigere opvask.

Ud over hele flasker var der en håndfuld vine der solgtes på glas i enten 5, 10 eller 15 cl. Jeg valgte et glas med 15 cl uspecificeret Barbera d'Alba (85 kr). I baggrunden kan man spotten en af mine medspisere Kathrine der blogger på Kathrines Verden. Vand kan man kun købe på flasker - så vi valgte at dele en flaske med 1 L blid italiensk mineralvand (55 kr). Dyrt for vand - og træls at man ikke kunne få ganske almindeligt postevand.

Der var intet at udsætte på pizzaen. Den var intet mindre end perfekt. Super tynd bund, knasende sprød kant og fremragende fyld. Røget laks på pizza kan simpelthen være endnu bedre end bacon. There - I said it!

Kathrine kastede sig ud i en Diavola - som heldigvis ikke var så djævelsk stærk som navnet antyder.

Og jeg spiste op...næsten. Livet er for kort til kant (dog ikke Immanuel) i min verden, men jeg spiser jo heller ikke så meget brød generelt. Jeg udvalgte de allerbedste bidder og nøjedes med dem.

De andre 2 måtte levne og jeg ærgrede mig over ikke lige at ha' mit Stop Spild Af Mad 'tage-med-hjem' kit i tasken. Det består af en bøtte, en plastikpose, en plastikgaffel og en poselukker. Det fylder ikke ret meget og gør det nemt at tage rester med hjem. Det var meget grænseoverskridende at gøre det i starten - men det er SÅ dejligt at kunne tage den rest med hjem, som man jo trods alt har betalt i dyre domme for. Jeg følger med stor interesse og glæde Selina Juuls initiativ til at få doggybag-konceptet indført herhjemme. Gallup har lige gennemført en forbrugerundersøgelse hvor hele 61% af de adspurgte ville sige ja tak til at få maden med hjem hvis de fik det tilbudt.


Nu vil jeg hoppe på cyklen og køre ud i det gode vejr. Jeg skal hente sylteglas og høste løvstikke. God tirsdag til alle der kommer her forbi.


8 kommentarer:

  1. Hahahaha ELSKER at du fik nævnt Immanuel <3

    Du er sej!

    kram

    SvarSlet
    Svar
    1. *Bukker* Jeg kunne ikke nære mig ;-D

      Aww, du er sød <3

      Kram

      Slet
  2. Pizzaen ser virkelig lækker ud, men jeg synes ligesom dig, at det er en uskik, at Grappa Piccolo kun sælger hundedyr flaskevand.

    Med den gode danske postevandkvalitet giver det overhovedet ingen mening at tvinge sine gæster til at købe vand på flaske. Og hvorfor oplever man så sjældent herhjemme, at der automatisk følger et gratis glas postevand med, når man køber en kaffe eller et glas vin?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, og jeg kan garantere dig at den smagte som den ser ud ;-)

      Uskik indeed! 50 kr for vand er en hån er i varmen. Der er heldigvis stadig mange steder i byen hvor man kan få en kande postevand for 20 kr - og gratis i forbindelse med køb af andre drikkevarer.

      Slet
  3. Hej klidmoster! Lyder som et labert cafébesøg.
    Jeg kunne godt tænke mig at plukke lidt løvstikke af og til hvis der er et offentligt sted i Århus egnen du vil løfte sløret for?
    Bedste hilsener, Karen

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Karen

      Du kan tro det var labert :-)

      Jeg kender ingen offentlige steder, desværre. Er så heldig at kende en Gourmet Giraf med en busk i haven som jeg får lov til at få lidt af hvert år.

      Glad hilsen
      Malou

      Slet
  4. åhh glæder mig til at se, hvad du kan bruge løvstikken til, har en kæmpe busk i haven og det er alligevel begrænset, hvor mange "suppe-kviste" jeg skal bruge :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det bliver altså ikke noget særligt fancy - bare lidt pesto til fryseren og lidt salt. Skal nok blogge om det ;-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...