tirsdag den 3. juli 2012

Omelet med røget ost...

*Host host host host* Ondskabens sælhundehoste er tilbage og har taget sin irriterende lillebror, astma, med. Feberen raser og jeg går bare og venter på at kurven knækker så det igen går mod svalende tider. Madlavning er der ikke så meget af, men her den anden dag blev det dog til en bette omelet:

En hurtig sag med min elskede røgede Gou-Dan fra Naturmælk og en rest salat til. Og så var det dagens mokost. JA, det hed det altså da jeg voksede op - for mange århundreder siden. MOrgenmad og froKOST trukket sammen, ikke noget fancy engelsk låneord her.

Gode æg og god ost - så behøver man ikke så meget mere. I dag var jeg tvunget ud og handle og sørme om jeg ikke mødte en af Sifs gamle kursister (fra det kursus hvor jeg var med og lå under/over/på sofaen, døende af meget slemme tømmermænd). Hun råbte mig an, famlede i sin vogn og fremviste storsmilende et stykke af den røgede ost. Det var et stort øjeblik!

Nå, men det var den omelet vi kom fra. Den er nem at lave - det ligger jo i navnet: om...me...let. Sorry, det er muligvis sjovere når man har feber. 3 æg, lidt salt og peber + lidt snittet top fra et nyt løg. Kan man ikke få fat i de nye, så brug et af de lange.....sagde prinsessen. Argh, feberen igen.

En lille pande varmes op på middelvarme og og tilsættes et par dråber olie + 1 tsk SMØR. Æggene hældes på og med en dejskraber roder man forsigtigt rund som ved forstadiet til scrambled æg. Når den begynder at sætte sig en smule, løfter man små 'lommer' og lader den flydende del løbe ned i dem. Når den er halvfast drysses en god håndfyld ost på midten. Panden tages af varmen og står i et par minutter. Bare rolig, den bliver ikke kold - men æggene fortsætter med at sætte sig.

Halvdelen af omeletten glides over på et fad - og panden bruges til at vippe den anden halvdel over. Jeg havde lige en lille tomat der skulle bruges, så den skar jeg i skiver og lagde på sammen med lidt løgtop. Den er fin gyldenbrun - og det er en 'fejl'. Havde det være en svendeprøve var jeg dumpet. En omelet må ikke tage farve overhovedet. Faktisk er der mange kokke der beder deres potentielle elever om at lave en omelet til samtalen for at se hvad de kan. Det er nemlig en svær kunst af få den helt perfekt. Det er jeg dog fuldstændig ligeglad med - jeg kan lide den gylden. Gør som du foretrækker, det er min filosofi. Både i køkkenet og i resten af livet.

Fra aftenen før havde jeg en spidskålssalat med gulerod i en en sennepsvinaigrette - den serverede jeg til. En omelet er blød og har godt af noget knas. Så får kæberne også lidt at arbejde med.

Oh la la.....se lige hvor den oozer af lækker smeltet ost.

I morgen skal jeg noget meget spændende. En pige jeg har lært at kende igennem bloggen giver mig et lift til Hornsyld for at testkøre el-cykler hos FantomBike.dk. Det er min store drøm at få sådan en. Min fysik tillader ikke længere ret lange distancer på min almindelige cykel - og slet ikke bakker. Bil kan jeg ikke køre og en knallert er udelukket - har ikke kræfter i hænderne til at styre sådan en. Efter min tur til Malmø hvor der var stillet en el-cykel til rådighed, er det gået op for mig hvor meget livskvalitet sådan en kan give. En el-cykel er et forbrugsgode og ikke et hjælpemiddel, så hvis kommunen skal ind over kan der maksimalt gives en bevilling på 50% af beløbet - og så bestemmer de hvilken cykel det skal være. Underligt når man nu kan få en bil som hjælpemiddel? Med det i baghovedet og den klare forvisning at folk vil få gevaldigt ondt i røven over at jeg skulle få den slags hjælp - ja, så ringede jeg til min bank. De var bestemt til at snakke med og jeg skal ringe tilbag når jeg har været nede og kigge på de forskellige modeller i morgen. Så går jeg fra at være gældfri til at skylde penge - men det går jo nok. Så må jeg spise noget mere havregrød. Den cykel jeg har kik på kan køre hele 70 km (25 km/t) på en opladning - wow, sikke en bevægelsesfrihed jeg kan få. Jeg ser frem til at fare vild i Århus og omegn.

Har du nogle erfaring med el-cykler? Tips modtages med kyshånd.


42 kommentarer:

  1. Der er også den mulighed, at du søger det tilskud du evt kan få ved kommunen, hvis I ellers kan blive enige om modellen. Der er ingen der siger, at du skal fortælle om finansieringen her! Fordelen ved lån, er at du kan få den mens det stadig er sommer og ikke først når kommunen engang når igennem ansøgningen. For det andet er der mange cykelhandlere der tilbyder rentefrie lån ( De har også finanskrise ;-) )så tjek mulighederne inden du giver penge til banken

    God fornøjelse med købet. Det er fedt at få ny cykel!

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, jeg har skam forsøgt at ansøge hos kommunen - men de sagde at jeg skulle være heldig hvis jeg fik svar før jul. Og så lang tid kan jeg under ingen omstændigheder vente. Hvis jeg ikke kommer ud og får mig rørt får jeg det meget værre, det er vigtigt at jeg holder kroppen i gang på en skånsom måde.

      Tak for tippet, jeg skal nok lige holde et øje på potentielle finansieringsmuligheder ;-)

      Tak, glæder mig virkelig meget.

      Slet
    2. Ja, jeg tror også mange cykelhandlere giver mulighed for lån/finansiering. Uanset, lyder det som en super ide med sådan en. Jeg overvejede det, men det faldt også på det med prisen. Jeg endte op med en almindelig cykel og sålænge jeg kan det, er det jo også godt nok.

      Slet
    3. Det gør Fantombike.dk også - men omkostningerne er for høje i forhold til min alm bank.

      Ja, det gik pludselig op for mig at jeg måtte ha' sådan en. Jeg er nemlig blevet for dårlig til at komme ud - og bliver kroppen ikke rørt nok får jeg flere smerter. Men uha hvor er det en dyr investering. Jeg kan godt forstå du fortsætter med den almindelige cykel så længe du kan. Det er jo SÅ smart at du kan ha' den med i s-toget ;-)

      Slet
  2. Har ikke erfaring med elcykler, men er så heldig at have hjul på kørestolen med hjælpemotor... SKØNT :D
    Det betyder nemlig meget for mig, om jeg har muligheden for at køre lidt rundt selv nede i en by, eller om jeg skal skubbes - eller allerværst: elstol :O

    Glæder mig til at du får en - det gider dig helt klart en stor frihed... Husk at pas godt på den - i disse cykel-tyveri-tider.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, det kan jeg godt forstå er dejligt. Det er nu en dejligt følelse ikke at ha' brug for andres hjælp til alt. Det giver lidt mere frihed ;-)

      Den kommer allerede på mandag og jeg glæder mig som var det juleaften. Uh, du kan tro den bliver passet godt på. Jeg har en stor motorcykelkæde at sætte den fast med ude og hjemme kommer den til at stå i et aflåst rum.

      Slet
  3. Sådan en sag vil være dig vel undt...med eller uden tilskud ;) God tur ud i det blå!
    Solhilsener
    Ann

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-) Jeg glæder mig sådan til at kunne komme ud, selv på de dårlige dage.

      Glad hilsen
      Malou

      Slet
  4. Watch out there her kommer BikerMoster.
    Måske med et bette rygmærke ... økologisk selvfølgelig.
    Håber det går iorden og ønsker dig evig medvind.
    Mange hilsner
    Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha, hvor er du sjov. Jeg tror bliver nødt til at starte min egen bande: "De vilde Klidengle" :-D

      Tusind tak. Den er indkøbt og ankommer allerede mandag. Jeg glæder mig som et lille barn.

      Glad hilsen
      Malou

      Slet
  5. Tilslutter mig ideen om øko rygmærke :-)
    Har ikke selv erfaring med elcykler, men vores nabo havde en trehjulet som han var glad for. Han var gangbesværet og fik med cyklen frihed til at komme rundt i nabolaget og følge med i hvad der skete, uden at skulle have bilen frem.
    Håber banken går med til det :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hæ, mon Aurion vil sponsorere rygmærker?

      Ja, jeg har godt set de der trehjulede - de er ret smarte. Banken sagde ja og cyklen kommer på mandag. Jeg er så glad :-D

      Slet
  6. Jeg har købt mig en el-cykel for et par måneder siden, og det er en helt ny verden. Jeg har ikke cyklet i 30 år. så jeg cykler lige så snart jeg kan komme afsted med det.
    Det er herligt op af bakke. Du kan slå "motoren" fra og cykle helt almindeligt, og når der så er en bakke eller stærk modvind, motoren til, og det går som en leg. Og mine ben bliver ikke "slidt" eller trætte.
    Den vil du blive super glad for. Held og lykke med foretagendet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det er jeg bare SÅ glad for at høre. Den følelse af frihed er guld værd.

      Jeg kan desværre ikke cykle ret langt helt uden hjælp, så du kan tro det bliver et helt nyt liv for mig også. Nu kan jeg cykle på de helt dårlige dag også. Tusind tak :-)

      Slet
  7. Jeg blev for nylig den heldige ejer af en el-cykel. Jeg er himmel-henrykt. Jeg havde ikke lyst til e'n, da jeg troede, at det var ligesom en knallert, hvor man bare blev transporteret rundt uden sev at yde. Men men nejda .....man kommer jo ingen steder ude at træde i pedalerne. Herligt at få netop den sidste hjælp op af bakkerne, eller hvis trætheden viser sig, inden man er nået helt hjem. Jeg cykler nu de dage, hvor jeg ikke er i motions-center. Cykelturen er gerne på mellem 10 og 15 km, og jeg er ikke i tvivl om, at det giver motion af benene, men den største del er "motion af sindet" Sikken en dejlig måde at opleve naturen med alle sanser, som man ikke kan i bilen. Godt nok er jeg træt bagefter, men jeg har en dejlig indre ro og hvis det er en aftenstur, jeg tager, så sover jeg bare rigtig godt. Jeg havde ikke troet på, at jeg ville komme igang med cyklen igen efter mere end 30 år. Var iøvrigt heldig at få min brugt. Jeg håber, du tager e'n med dig hjem efter prøveturen, og får lige så meget glæde af den, som jeg har af min.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig dejligt at høre hvor stor glæde du har af din el-cykel. Det er nemlig lige det der er det fede: man får brugt benene lidt, nok til at der bliver produceret ledvæske, men ikke nok til at man bliver overanstrengt - og så får man solskind og frisk luft samtidigt :-)

      Jeg får den allerede på mandag - og så kan jeg teste den i et stykke tid. Århus har jeg en del bakker jeg skal prøve kræfter med. Hvis den viser sig ikke at være noget for mig, tager de den tilbage.

      Tusind tak, det håber jeg også :-)

      Slet
  8. Det er IKKE rigtigt at kommunens hjælpemiddelafdeling skal bestemme hvilken model i el-cykel du evt. skal have. Du kan få et tilskud på 50% af prisen på den billigste model der dækker dit behov, men hvilken model du køber bestemmer du selv.
    Så får man altså også kun 50% tilskud til en handicapbil! Det er kun de særlige handicapindretninger der er 100% tilskud til.
    Forøvrigt synes jeg at du skal klage over at der er så lang sagsbehandlingstid i din kommune når der går mange arbejdsløse ergoterapeuter rundt.
    Marie Dejn
    ex-sagsbehandler, nuv. flexjobber

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har begge ret. I det man kun kan få tilskud til den billigste model der dækker ens behov kommer de jo også til at bestemme hvilken cykel det skal/må være.

      Jeg har valgt en i mellemprisklassen - den har langt flere funktioner og fordele. Her ingen forventning til at kommunen vil give noget som helts tilskud til den.

      De gør hvad de kan, visitatoren fortalte at det er den ting folk ansøger allermest om at få tilskud til.

      Slet
  9. El-cykel lyder som en vældig god ide. Men ellers hvis du ikke vil låne penge så burde du kunne få bevilliget en crosser som hjælpemiddel.. det kan man i hvertfald på Fyn og ja det fortjener du også synes jeg. Men ejg kan godt orstå hvis du hellere vil have en el cykel :-) og selv betale.

    Fik et tilbud idag på noget sushi og tænkte ej altså jeg vidste godt hvem jeg ville invitere med, hvis jeg havde købt det men desværre rakte min pengepung ikke lige denne gang *s*

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ikke? Uh, en crosser skal jeg først ha' den dag jeg ikke kan sidde på en cykel mere. Jeg SKAL bevæge benene for at holde leddene i gang. Tak :-)

      Awww, hvor er du sød. Det er tanken der tæller <3

      Slet
  10. Bedste tip: brug cyklen til at komme ud i krat og hegn hvor bussen ikke kører og rage 'vild mad' til dig - jeg venter spændt på en opskrift på hyldebærsuppe, brombærkage og hindbærmarmelade! ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh yes - du skal tro jeg skal på landet og plukke hyld + andre sager. Bare det at jeg nu kan komme i en gårdbutik efter æg er pragtfuldt :-D

      Slet
  11. Jeg har en el-lad-cykel til at transportere mig og mine unger frem og tilbage - jeg er fra det vestlige jylland og kan nemt klare en stiv kuling fra vest, men den mindste bakke og jeg harker mine astma-lunger op en uge efter.
    Jeg er vild med den, man cykler, men føler ikke man kokser afsted.

    Håber du finder lige den der passer dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, så er det da lige det perfekte transportmiddel for dig. Her er astma også en faktor der skal regne ind i valg af el-cykel.

      Jo tak, efter at ha' prøvet 6 forskellige slags fandt vi frem til en der passede perfekt til mine behov. Og den kommer allerede på mandag :-)

      Slet
  12. Har desværre ingen gode råd omkring el-cykler :/ Men vil bare ønske dig en god bedring. Og UHM...det ser nu ud til at være en af de bedre omeletter;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pyt med det, det vælter ind med gode råd fra andre.

      Tak skal du ha' - det går langsomt fremad. Er dog stadig noget forkølet og hoster. Tak, den var rigtig god :-)

      Slet
  13. God bedring fra en også sælhundehostende feberramt nordjyde der sidder og surmuler over at være afskåret fra at nyde sommerens (indtil nu) bedste dag ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, så også godt bedring til dig din stakkel. Det er virkelig træls at være syg når vejret er så godt. Håber du kan komme lidt ud i dag så ;-)

      Slet
  14. Jeg glemte to ting, dels at sige rigtig god bedring, men også at spørge, hvor du køber den ost henne?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du ha' - det går langsomt fremad :-)

      Osten køber jeg enten i Metro, Inco eller Føtex Food. Og jeg ved fra en pålidelig kilde at den også kan fås hos ostehandleren på Kultorvet ;-)

      Slet
    2. Tak skal du have. Så må jeg i Metro eller Føtex :-)

      Slet
    3. Jeg kan altså ikke garantere at de har den i Metro derovre - ring evt og spørg først. Har du en Føtex Food nær dig? Det er bare sådan en lækker butik :-)

      Slet
  15. Øv altså... men god bedring til dig. Og den omelet med flydende ost... den ser for god ud :-)

    Kan du iøvrigt anbefale ost med god smelte evne?? De der revet ost man kan købe, gør det ikke godt nok for mig... Jeg vil have løbene kaskader af smeltet ost...

    SvarSlet
    Svar
    1. *Host host* Tak :-)

      Tak skal du ha', den var faktisk ret så laber. Smeltet ost gør gode ting ved mange retter.

      Uh, jeg kan se at Anders allerede er kommet med en ret så uddybende svar her under - og jeg er helt enig. Undgå revet ost, køb hele stykker og riv selv ;-)

      Slet
  16. Det meste færdigrevne ost, man kan købe, er behandlet med anti-klumpningsmiddel (majs- eller kartoffelmel eller det, der er værre), og det er ikke særligt godt for smelte eller emulgeringsevne.

    Gruyere, ikke for lagret cheddar, havarti, emmentaler, gouda, edam, fontina og taleggio er alle gode bud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for hjælpen - kunne ikke være mere enig :-)

      Slet
  17. UHM! Den der røgede ost kunne jeg vildt godt tænke mig at smage - var der noget med at den var umulig at få på Sjælland?

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er altså også SÅ god. Den kan vist fås både i Føtex Food, Metro, Inco og hos ostehandleren på Kultorvet ;-)

      Slet
    2. Fantastisk, jeg må ud og lure!

      Slet
  18. I maj var det "Vi cykler på arbejde"-måned. Jeg ville have givet min højre arm for sådan en fiks el-sag. Bakkerne op fra å-dalen er godtnok hårde for utrænede ben. Tillykke med den. Jeg håber, du bliver rigtig glad for den.

    Røget ost..... Jeg siger dig, Malou, det er ikke sidste gang, den havner i Metrovognen. Jeg lagde hårdt ud med at rive en stor mængde over en pizza. Sååååå godt!!

    SvarSlet
  19. Rigtig god omelet opskrift.

    Hilsen Siv
    (www.madopskrifter.info)

    SvarSlet
  20. Kære Klidmoster!
    Jeg har ikke selv erfaringer med elcykel, men jeg læser jævnligt Trine Louises blog, og hun har mange erfaringer med elcykel og skriver en del om det på bloggen. Linket får du lige her. http://trinelouise.appelby.net/el-cykel/

    Held og lykke med dit indkøb af elcykel og god bedring med sælhunden og dens lillebror.

    Mange hilsner Maria

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...