søndag den 29. juli 2012

1 el-cykel + 20 dage = 279 km...

Her i eftermiddag fik jeg pludselig et akut anfald af kedsomhed - eller det var i hvert fald det jeg først troede at det var. Rastløsheden satte ind, jeg pacede rundt og begyndte at rode i skabene efter noget at kaste i hovedet.

Men pludselig slog det mig: jeg havde ikke været ude at cykle. Kunne det mon være det? Og ja, det var det. På 20 dage har både min krop og psyke vænnet sig til at bevæge sig og være ude meget. Så jeg tog batteriet under armen og gik ned i opgangens 'barnevognsrum' hvor Ladybug står. Æh, på de 20 dage jeg har haft cyklen hjemme har jeg ellers glemt batteriet oppe i lejligheden 5 gange.

Jeg ræsede en tur rundt om Brabrand Sø og fik øje på Constantia 2 - der ville jeg sørme op og ha' en bette is!

De har nemlig 3 slags flødeis fra Peters Is og 3 slags italiensk gelato fra Suppestegogis.

Valget var svært, for jeg havde lyst til at smage det hele. Jeg begrænsede mig dog endeligt til 2 kugler (30 kr) i en vaffel fra Emmerys.

Nederst gelato med lakrids og øverst flødeisen hindbærtrifli.

Jeg spiste isen på terrassen og holdt nøje øje med skyerne. Det holdt heldigvis tørt. På vejen hjem kørte jeg en lille omvej for lige at få lidt mere tur ud af det.

Tænk at det er afhængighedsskabende at cykle? Det udløser virkelig meget dopamin hos mig. Det er nok den fuldstændige uafhængighed og frihed jeg pludselig oplever. På de her 20 dage har jeg kørt 279 km - hvilket er et gennemsnit på ca 14 km pr dag. Og så er der endda 4 dage hvor jeg slet ikke har cyklet. Jeg må indrømme at jeg selv er en smule imponeret.

Mine knæ har det allerede bedre. Det at jeg får dem bevæget nok til at de danner den nødvendige ledvæske er virkelig fedt. Det gør stadig ondt når jeg går - men de 'låser' ikke så meget som før. Og en anden sjov ting: min appetit har ændret sig. Jeg kan nu blive glubende sulten på en helt anden måde end før. Det har virkelig hjulpet på forbrændingen - og der er da også røget et par kg i svinget.

Nu mangler jeg bare at slippe af med den infame astmatiske hoste som jeg har haft 'fornøjelsen' af siden jeg var i Malmø. Men det går da langsomt den rigtige vej.

Jeg brygger på et lille indlæg om selve cyklen, dens fortræffeligheder og de oplevelser jeg har haft som cykellist. Det er ikke småting jeg har været udsat for. Det er et mirakel jeg stadig er i live. Det er godt nok med livet som indsats at cykle i Århus midtby. Mere om det en anden gang.

Nu skal jeg nemlig ud og ha' en kage ud af ovnen.


8 kommentarer:

  1. Hold da op Malou, det ender da med at du slider den op inden der er gået et år :-)

    Spøg til side, det er så godt til dig, at du har fået den. Er virkelig glad på dine vegne

    SvarSlet
  2. Ved du hvad, Malou? Jeg kender dig ikke og har vist aldrig rigtig kommenteret her før. Men jeg bliver simpelthen så glad, når jeg hører, hvor godt det gør dig fysisk og psykisk med den cykel. Det er dig vel undt. Tak for al den inspiration du giver - også til madlavning.

    Kærlig hilsen
    Line

    SvarSlet
  3. Hvor dejligt at høre om dine oplevelser af at cykle. Jeg har det på nøjagtig samme måde, efter at jeg fik en elcykel (havde ikke cyklet i over 30 år). Det gør bare SÅ godt på både krop og sjæl at kunne cykle igen </:o)

    SvarSlet
  4. Fedt at I er blevet så gode venner! Du må have et kækt lille vimpel, der kan flagre, mens du cykler :-)

    SvarSlet
  5. Det er bare skønt når motion bliver noget man bare må have. Og det at man kan mærke, hvilken dejlig forskel det gør for både krop og psyke.

    Vh
    Lena

    SvarSlet
  6. Åh, hvor godt!! Jeg kender det og har lige rundet 1år med mit vidunder. Den gør SÅ godt. Jeg må indrømme at den er noget af det bedste jeg har giver mig selv.

    Det glæder mig meget, at der er andre med samme glæde!
    Ønsker dig vildt mange dejlige ture!

    :-) Dorthe

    SvarSlet
  7. Kære Malou
    Hvor dejligt at høre at cyklen også har fanget dig ind. Jeg har selv slidgigt i hofterne, men for 2 år siden begyndte jeg også at cykle. Først i træningscenter, men nu også på landevej efterhånden som modet og tilliden til kroppen voksede. Træning er død-vanedannende - heldigvis. Nyd vinden i håret og hjertets pumpen - kroppen belønner én når man gør noget der er godt for den!
    Sommerhilsner fra Betina

    SvarSlet
  8. Et forsinket tillykke med din nye afhængighed - og frihed :)
    Glæder mig at den giver dig så meget :)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!