tirsdag den 5. juni 2012

Perlebygsalat med løvstikkepesto...

I dag har jeg lavet mad for første gang i 12 dage. Jeg skulle til bestyrelsesmøde i Slow Food - og det er blevet en hyggelig tradition at vi spiser en bid medbragt mad sammen bagefter. Mit bidrag var denne salat med perlebyg:

Saft, kraft, knas og godt med grønt. En mættende måltidssalat. Det friske grønne blev købt ind på hjemvejen i går - og jeg fandt perlebyg på tørlageret og løvstikkepesto i fryseren.

Hmm, jeg har da vist ikke blogget om pestoen. Nå, men så sniger jeg den da lige ind her:


For et par uger siden havde jeg bestilt en pose med krydderurter hos Aarstiderne. I stedet for den annoncerede bredbladede persille, dukkede der løvstikke op. Og sørme om der ikke også var endnu et bundt i ugens grøntsagskasse. Det gav en unik mulighed for at lave en omgang pesto til fryseren. Jeg ELSKER løvstikke og duften sender mig straks tilbage til barndommens køkkenhave hvor vi havde en kolossal plante stående - og kaldte den for 'Maggi-urt'. Den gang brugte vi den dog kun til at koge med ved kartofler og til suppe. Siden har jeg for alvor fået øjnene op for hvad den kan bruges til. Som pesto er den fremragende!

Jeg plukkede alle bladene af (og gemte alle stænglerne i fryseren til næste gang der skal koges fond eller suppe) og blendende dem med lidt mandler og olivenolie. Efter min mening er det synd at komme hvidløg i - løvstikke smager godt og kraftigt nok i sig selv. Parmesan droppede jeg også. Men lidt salt og citron rundede fint smagen af.

Det giver en knaldgrøn og utroligt velduftende pesto. Jeg stod ikke lige og skulle bruge den da den var nylavet, så det hele røg i fryseren.

Det blev til 6 små Rice-bøtter.

De fylder ikke ret meget i fryseren og jeg har efterhånden et hav af dem. Sådan en lille fætter tør op og er klar til brug efter ca 15 minutter i koldt vand.

Så sådan en hev jeg op i dag mens jeg kogte 2 dl perlebyg. Den kogte byg blev kølet af i koldt vand, drænet og vendt med den optøede pesto, lidt ekstra olivenolie og salt.

Der kom også lidt grøntsager i: ½ gul og ½ orange peberfrugt i strimler og ½ bakke cherrytomater i kvarte + 1 bøtte smuldret 'feta'. Jeg skyllede ½ bakke rucola og tog med i en pose ved siden af. Det klapper så hurtigt sammen, så det bør først vendes i lige inden servering.

For at få lidt knas, ristede jeg græskarkerner og sesamfrø på en tør pande og tog med i en bøtte.

Efter mødet blev salaten anrettet på en fad - lagt i 'lag' med rucola imellem. De ristede kerner blev fordelt på toppen.

Det er fedt med sådan en måltid på sammenskudsbasis. Det er altid en overraskelse hvad menuen står på. I dag var der: tomatsalat med burrata (italiensk ost), basilikum og balsamico. Lammefrikadeller med nye kartofler vendt i fuldkornssennep med saltagurker. Vandmelonssalat med feta og græskarkerner. Og pumpernickel stegt i SMØR med kartofler og ansjosmayonnaise og purløg. Alt sammen meget, meget lækkert.

Jeg var snu nok til at lave så der også er salat til i morgen. Med lidt ekstra dressing og en dåse tun bliver det til en nem aftensmad. Jeg skal nemlig lave så lidt som muligt de næste dage. Min 10 dages penicillinkur blev afsluttet i dag , men jeg er langt fra på toppen endnu. Det er vist godt jeg ikke skal andet end at slappe af......og lege lidt i køkkenet.

Hvis jeg får kræfter til det skal jeg nemlig forsøge at komme med mit bud på Ben & Jerry's Cherry Garcia. Det hele er købt ind og ismaskinen gør jo arbejdet for mig - så mon ikke det bliver i morgen?

2 kommentarer:

  1. Ej hvor skøn en pesto, det er en god idé det der med, at fryse ned til senere brug. Ha en rigtig dejlig dag.

    SvarSlet
  2. åhh det glæder jeg meget til...Isss men pesto er også dejligt.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!