lørdag den 30. juni 2012

Butterflied kylling...

Butter....ah, hvad for noget? Det er såmænd betegnelsen for den udbeningsmetode man udsætter kyllingen for inden stegning. Man fjerner ryg- og brystben så den bliver flad og ikke ulig en sommerfugl i udseende. Det giver en kortere tilberedningstid og en helt jævn stegning.

Det her er også historien om hvordan en kylling på 1400 g (69,95 kr) blev til 6 hovedmåltider. Mere om det til sidst - den skal jo lige laves først:

Jeg startede med at lave en stor portion krydderSMØR.

I onsdags var jeg jo ude og hente grønne sager hos en af mine søde læsere. Estragon, løvstikke, oregano, citronmelisse og sæsonens sidste asparges. Jeg valgte derfor at bruge frisk estragon til kyllingen - du kan naturligvis bruge lige de krydderurter du kan lide og foretrækker.

Hele 25 g estragon brugte jeg. Det er altså ikke nødvendigt at bruge så meget, men nu havde jeg det jo lige ved hånden.

Estragonen blev blendet *wroom wroom* og rørt i ¼ bakke af det her lækre SMØR, sammen med salt, peber og 1 fed hvidløg (revet på hvidløgskort).

Og så til fuglen. Det er kylling fra Himmerland Kylling - og den skulle ha' et lidt bedre liv på Rokkedahl Landbrug end andre industrikyllinger. Den er ikke økologisk, men har mere plads (går på en tør bund af træspåner) og får bedre foder + hø. Det er dog stadig en af de hurtigtvoksende fugle med en levetid på mellem 37-42 dage. Det der får mig til at vælge den er at den er til at få i min lokale biks og den er 'god nok til prisen'. Stegetiden er oplyst til at være 80 minutter - men ved at lave den butterflied kan man skære 20 minutter af tiden.

Forventningsfuldt pakkede jeg den ud. Det er den første konventionelle kylling jeg har købt rå i flere år. Den var faktisk ret fin og fast i kødet.

Det er bøvlet at udbene fjerkræ og tage billeder samtidigt - så du må nøjes med et billede af slutresultatet. Teknikken går ud på at man fjerner rygbenet og i visse tilfælle også brystbenet. Jeg foretrækker at fjerne begge dele, da det gør kyllingen så flad så mulig. Jeg har fundet en guide her der viser hvordan man gør - følg den, så kan det ikke slå fejl. Jeg bruger dog ikke en fjerkræssaks, for sådan en ejer jeg ikke. Den flår og ødelægger kødet hvis man ikke er forsigtig. En god skarp kniv er vejen frem både til partering og tranchering. Jeg lægger fuglen på ryggen, indfører kniven på den ene side af rygbenet og skærer igennem - og gentager på den anden side af benet. Brystbenes fjernes som det vises i guiden. Alle indvoldsrester fjernes og overflødigt fedt trimmes af.

Rygben og brystben gemte jeg på køl til at komme i fondgryden senere på aftenen.

Kyllingen blev lagt i et smurt fad og lårene drejet blidt. Jeg foldede de yderste vingespidser ind bag brystet. Forsigtig løsnede jeg alt skindet med fingrene.

Det meste af kryddersmørret blev fordelt under skindet og resten smurt på skindet. Fuglen fik et godt ekstra drys salt og peber inden den blev sat i en kold ovn - som blev tændt på 195°C.

1 time senere var fuglen færdig. Det er altid lige en god ide at teste med et termomenter om den er gennemstegt. Den skal være minimum 75°C i brystets tykkeste sted.

Den stegte fugl fik lov til at hvile ca 10 minutter inden tranchering.

Og så fik den kniven. Max var lige forbi for at ae mig over håret (højskolens krak og den anonyme anmeldelse var sgu lidt meget på en dag) og jeg spurgte om han ville ha' en bid med. Vi fik ikke noget til, men stod bare ude ved køkkenbordet og gnaskede en helt masse nystegt kylling i os. Det betød jo at der røg en del mere kød indenbords end hvis der havde været tilbehør til. Det var 2 måltider.

Det var altså en virkelig saftig og lækker fugl. Da vi havde spist tog jeg alle ben og smed i en gryde samme med det rå ryg- og brystben. Der kom vand på, grøntsager fra fryserens 'fondpose', 2 fed hvidløg og lidt sorte peberkorn.

Af den fond, kyllingekød, de fine asparges og lidt jævning lavede jeg denne labre suppe som også var nok til 2 måltider. Opskriften følger.

Og af alt resten af kyllingen lavede jeg en cremet hønsesalat med knas og halløj. Den spiste jeg til frokost 2 dage i træk. Og sådan blev 1 kylling til 6 måltider. Det giver en pris på ca 11, 50 kr for kød pr måltid. Havde Max ikke spist med den første aften havde der været ca 1½ måltid mere for mig i den fugl. Så til alle jer der undrer jeg over hvordan jeg kan spise som jeg gør på en førtidspension: sådan gør jeg. Det er gyngerne og karrusellen hele vejen igennem!

Selv om jeg er syg med snot, hoste og feber skal jeg ud og spise i aften. Det er måske letsindigt, men jeg magter ikke at lave noget selv. Karen Helene, som jeg skulle ha' været på højskole sammen med, spurgte nemlig om jeg ville med på Klassisk Fisk i aften. Alt godt fra havet (undtaget kammuslinger) - ja tak!


17 kommentarer:

  1. MmmmmMalou, den kylle må jeg prøve. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, tror den er lige noget for dig - og du har jo masser af estragon i haven selv om jeg fik en del ;-)

      Slet
    2. Sjovt nok, kan man overhovedet ikke se du har været der, så skal du bruge mere, så sig endelig til. :)

      Slet
    3. Ha ha, jo tak - det kunne godt være jeg kunne bruge lidt mere på et tidspunkt ;-)

      Slet
  2. Hej Malou,

    Det er også en metode, vi ynder at bruge af og til. Du skriver i dne anvisninger, at du lægger den på ryggen. Mener du det? Jeg lægger den altid på brystet, når jeg fjerner rygbenet/søjlen.
    Dejlig weekend til dig.
    Kh, Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mette,

      Ja, det mener jeg. Så stikker jeg kniven ind i kyllingen og presser ned mod skærebrættet. Det pyntes jeg giver mere kontrol og man risikerer ikke at kniven smutter. Men hver jo sin metode ;-)

      Også dejlig weekend til dig.
      Kh, Malou

      Slet
  3. Ummm, jeg kan næsten dufte den! Det ser godt nok lækkert ud

    SvarSlet
  4. Hej med dig :-)
    Har overvejet at købe soyforyou kød-erstatningen, men kan se på hjemmesiden, at der er både lys og mørk.... Huh.... what to do ??
    Hvad er forskellen, og hvilken bruger du (til hvad) ?

    På forhånd tak :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej :-)

      Den eneste forskel er at den mørke er farvet med en smule maltkaramel - smagen er den samme. Jeg vælger at se på det som lyst og mørkt hakket kød. Det mørke har jeg brugt på pizza og til en burgerbøf - det lyse til frikadeller. Det varer ikke længe før der kommer flere opskrifter med begge varianter ;-)

      Slet
  5. Og det er kødagtigt i smag og konsistens? Eller skal jeg tilsætte kødboullion? Jeg er nyligt kostomlagt, så al inspiration med vegetar / vegeanerkost ville da være så velkommen ;-)
    Jeg elsker dine opskrifter, der ser så flot ud, jeg er ikke selv køkkenskriver, så jeg bliver meget inspireret :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det smager ikke af en pind i sig selv - du skal selv tilsætte smag. Jeg kan varmt anbefale at bruge bouillon - og der er Herbamare et godt valg.

      Jamen, så kig endelig ude til højre i mine kategorier - der er både veganske og vegetariske opskrifter ;-)

      Aww, tusind tak. Jeg er meget glad for at du kan finde inspiration her hos mig :-)

      Slet
  6. Hejsa... jeg er helt ny blogger og fandt så luge frem til din skønne blog her!!!

    Tak for en skøn idé til min ellers ret så kedelige kylling... lavede den igår og KORS HVOR VAR DEN LÆKKER!!! :D

    Det var godt nok lidt svært at uden den, men det lykkedes da!!!

    Knus fra Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej altså.... min mobil skriver da lige hvad den har lyst til hvad!?! ;)

      Altså jeg fandt LUGE din blog hmm... LIGE!!!!

      Og øhhh... lidt svært at UDEN DEN!?! Hmm igen igen... UDBENE DEN!!! :D

      Slet
    2. Hej Mette

      Velkommen til - er super glad for at du fandt bloggen og finder den skøn. Bedre feedback kan jeg ikke ønske mig :-)

      Aww, tusind tak. Dejligt at du kunne lide kyllingen. Ha ha, de telefoner er ikke sådan at ha' med at gøre. Meningen kom dog fint igennem.

      Det er lidt svært de første par gange, men øvelse gør mester ;-)

      Kram fra Malou

      Slet
  7. Er du da vimmer den hønsesalat ser god ud. Ja - det gør det andet også, men lige her og nu, kunne jeg godt seriøst TAGE MIG AF DEN HØNSESALAT (er vist bare for træt til at gøre noget ved det, så det må blive resten af koldskålen for i aften) :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tusind tak - det er jeg glad for at du syntes. Den var sørme også god kan jeg love dig ;-)

      Uh, jeg ville nu gerne ha' byttet for en portion koldskål i dag :-D

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...