onsdag den 27. juni 2012

Anmeldt anonymt...igen...

Ak ja, så skete det igen. Endnu en læser med ondt i rumpen har anmeldt mig anonymt - denne gang til SKAT. I dag kom jeg ned i postkassen og fandt dette hyggelige brev:

HVIS jeg har bemærkninger? Æh, ja - dem har jeg en hel del af. Jeg ringer så snart jeg kan komme til det i morgen.

Ja, jeg bekender: jeg har en madblog der hedder Klidmoster.dk - du sidder og læser på den lige nu. Næ, jeg promovere mig ikke på Facebook som Malou Klidmoster - men som Klidmoster.dk. Men ja, mit navn er Malou. Ja, jeg fungerer måske som freelance-skribent. Har før skrevet for div internetportaler og til forskellige projekter - ulønnet (som så meget skribent-arbejde på nettet jo er), men gør det ikke mere. Ja, jeg opfatter mig selv som konsulent. Jeg bruger oceaner af tid på at besvare mails fra folk der beder om hjælp til det ene eller det andet - og da jeg ikke er hverken brevkasseredaktør, kogebogsforfatter eller orakel - ja, så er jeg blogger/konsulent. Det får jeg ikke en krone for - udover glæden ved hjælpe nogen og trods alt bruge mit fag + min kulsejlede karriere konstruktivt.

Men tjener jeg så slet ikke noget på bloggen? Jow, da - den fyrstelige sum af ca 10 kr om dagen på mine reklamer. Jeg har haft reklamerne på bloggen siden sidst i januar 2012 - og de indtægter skal først opgives til SKAT inden maj 2013. Og ja, jeg må gerne tjene lidt ved siden af min pension.


Ja, jeg har er MEGET stort forbrug når det gælder gode madvarer. Og? Jeg har taget nogle benhårde valg for at kunne leve sådan - og låner lige et citat fra mig selv herfra: "Jeg har hverken hus, bil, børn, gæld eller går i designertøj, køber dameblade eller ryger. Jeg bor til leje, tager bussen og går i genbrugstøj - og elsker at lave og spise god mad. Og hvad jeg vælger at bruge de penge der kommer ind på min konto til - det rager faktisk ingen".


Jeg slås dagligt med en kronisk smertesygdom og slidgigt - og det der gør mig godt og glad er ordentlig mad (det er ikke alene sandt, det rimer også). Her på bloggen lægger jeg billeder på af de bedste resultater - og det er ca 1 måltid om dagen. Og hvad spiser jeg så for resten? Svaret er simpelt: rester, havregrød og kartoffelmos. SÅ glamourøs altså. Kig dig omkring i dit liv, lav evt en Luksusfælde på dig selv - hvor lidt skulle du selv prioriterer anderledes for at få råd til en bedre kost?

Jeg er da også tit nødt til at gå på kompromis med mine råvarer. Det er sidst på måneden og jeg har ikke råd til at købe en kylling fra Sødam (149 kr). Men jeg havde altså lyst til kylling. Og hvad gør man så? Man laver en liste over acceptable andre valg. Jeg har ikke en Netto i nærheden, så det udlukkede mit 2.valg: den franske velfærdskylling fra Løgismose. Næste acceptable kylling på listen var en Himmerland Kylling fra Super Best - alene af den grund at det er den butik der ligger tættest på hvor jeg bor. Den har lidt bedre leveforhold, men stadig et meget kort liv. Og for sine 69,95 kr et udmærket valg når det nu ikke kunne blive økologisk. Den blev butterflied (fik fjernet ryg- og brystben - og arrangeret som en sommerfugl) og fik en skamfuld mængde estragonSMØR under skindet. Opskriften skal nok komme på engang - når jeg får samlet nogle kræfter.

For jeg er sgu lidt skamskudt efter i dag. Den anonyme anmeldelse var bare dråben der fik bægeret til at flyde over. Jeg vågnede nemlig op til nyheden om at Samsø Højskole er gået konkurs. Det betyder at årets sommeroplevelse er gået i vasken - og at pengene muligvis er tabt. Det er muligt at Take Offer på sigt får hevet nogle penge ud af konkursboet - men som sagerne står nu vil de ikke refundere en rød reje. Kuponen til opholdet er heldigvis købt på Mastercard - så nu har jeg gjort indsigelse i banken og håber at kan få mine penge retur af den vej. For pokker hvor er det ærgerligt. Jeg havde virkelig glæder mig til at komme over på den smukke ø og lade batterierne op.

Der har dog også været rare oplevelser i dag: Britt kom og hentede mig da hun havde fri og kørte mig ud til en af mine søde læsere, Majbritt, som havde inviteret mig til at komme og ribbe hendes have for krydderurter. Og ikke alene drog jeg derfra med estragon, løvstikke, oregano, citronmelisse, sæsonens sidste asparges og masser af ribs - hun trakterede også med 2 slags pragtfuld kage, hvid te og jordbær. Det var superhyggeligt at besøge hende ude i Harlev - og jeg er inviteret til at komme igen og plukke solbær og stikkelsbær når de er klar (+ æbler og blommer til efteråret).


Nu vil jeg prøve at få lidt søvn, for jeg skal jo op og ringe til SKAT i morgen. Jeg er heldigvis ikke så ked af det som da jeg blev anmeldt for socialt bedrageri. Det var en hæslig omgang. Og da jeg jo (igen) ikke har noget at skjule eller noget i klemme er det jo 'bare' en telefonsamtale i morgen. Den anden anmeldelse førte jo til en undersøgelse af hele mit privatliv - denne gang handler det om tørre tal. SKAT skal vel bare ha' lov at se på min konto og se at der ikke gå penge ind noget sted fra andet end min førtidspension fra kommunen? Det der stresser mest er faktisk 'chikane-delen' i det. At der sidder nogen derude der har SÅ ondt i røven over min måde at leve på. Og kan man ikke ramme mig på den ene måde - ja, så prøver man bare med en anden taktik. Hvad bliver det næste? Dyrenes Beskyttelse for vanrøgt af kattene? Hov, nu skal jeg jo passe på med ikke at give nogen gode ideer....

Godnat - håber i morgen bliver en bedre dag!


71 kommentarer:

  1. Kære Malou. Det er da det mest lusede du er udsat for. At nogen mennesker er så usle, som dem der har anmeldt dig...ja, det er jo ikke til at fatte. Du skal simpelthen ikke lade dig kyse...Du har lov at bruge dine penge som du har lyst, det gør alle andre jo også. Så vidt jeg kan se, så er der da ingen grund til al den chikane. Jeg er også pensionist og jeg bruger mange penge på mine dyr. Mange flere end et menneske kan bruge på mad...Jeg har også en Blog, som jeg dog ikke har kræfter til at vedligeholde, og det er måske godt det samme, for tænk hvor megen ondskab, der kunne komme ud af det. Jeg står bag dig og støtter op om dig. Du skal ikke lade dig knække af disse onde skabninger...Jeg har lige fundet din Blog, med de dejlige billeder af den fine og gode mad du laver. Alt er så flot og ser fantastisk ud...det er ren fornøjelse, at sidde og kigge med. En skam jeg ikke ved om du bor tæt på mig, for så ville jeg få gemalen til at køre mig ud og forære dig nogle gode landæg...det kan ingen vel forbyde mig...men nogle får jo nok ondt af det. Jeg bor mellem Århus og Odder. Stort knus til dig og mange tanker fra mig af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din søde og støttende kommentar. Du kan tro den varmer.

      Ja, som pensionist gælder det jo om at bruge sine kræfter på ting der gør en glad - om det så er mad eller dyr er sagen underordnet.

      Aww, mange tak - jeg er MEGET glad for at du kan lide min bette blog og det jeg laver her. Jamen, jeg bor skam ikke så langt fra dig så - Viby J er mit hood ;-) Det er vel nok sødt af dig at betænke mig med nogle af dine dejlige landæg - det vil jeg bestemt ikke sige nej tak til. Giv mig en god pris, så køber jeg dem gerne af dig - det kan ingen vel få ondt af?

      Også kram herfra.

      Slet
  2. Føj for satan!
    Fortæl endelig SKAT om den anden anmeldelse, så de kan se at det er chikane.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige mine ord!

      Yep, jeg ringer her kl 9 og fortæller hvordan det hele hænge sammen ;-)

      Slet
  3. Det var da utroligt... kan kun sidde hovedrystende og tænke, der er godt nok en, der er ond i sulet over dig.

    Jeg syntes, din blog er herlig... havde jeg ikke syntes det, havde jeg slet ikke kigget forbi. Lang mindre brugt tid på chikanerer dig... glæder mig, du holder hovedet højt :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ikke? Fik en 'trussels-mail' i sidste uge hvor jeg fik at vide at det ville få konsekvenser hvis jeg ikke lagde stilen om - og hvor jeg blev bedt om at redegøre for hvordan pokker jeg kunne spise sådan på en førtidspension. Kunne lidt godt forestille mig at det har noget med hinanden at gøre.

      Aww, tusind tak - jeg er rigtig glad for at du kan lide min bette blog. Hæ, jeg forsøger at tage det i stiv fibro-arm. Humor er vist vejen frem ;-)

      Slet
    2. Hhhmmm!!! Det ser mystisk ud som om, at de to ting hænger sammen. Men så kan man vel spore, hvor den mail kom fra via IP-adressen? Jeg synes faktisk, at du burde gå videre med det - da det begynder at ligne organiseret chikane. Muligvis er det den samme, som meldte dig for socialt bedrageri og nu ikke giver op, før vedkommende har fået et eller andet i dig knækket.

      Jeg håber ikke, at det lykkes - det er et meget sygt menneske, der står bag dette!!!

      Slet
  4. Hej Malou.

    Jeg håber og tror på "karmaloven" -- det du sender ud får du også tilbage, så jeg er meget overbevist om at der ude i det ganske danske land sidder en lille åndelig gnom og får en ordenlig spand l... lige i fjæset.

    Er meget ked af at dit højskolrophold gik i vasken. Højskoleophold er bare så dejlige. Æv.

    Mange knus og positive tanker
    Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Susanne

      Ak ja, jeg tror det er en trist lille sulten person der sidder bag en skærm derude og keder sig.

      Tak. Er også vildt ked af det - havde SÅDAN glæder mig. Håber der kommer en anden mulighed for ferie.

      Kram fra Malou

      Slet
  5. Jeg forstår ikke, hvad der får folk til at opføre sig sådan. Det eneste, jeg kan være sur over, er at jeg ikke udnyttede chancen for at lænke dig til mit komfur, da du besøgte mig, så det var mig, du ville lave al den lækre mad til ;-)

    Virkelig træls med opholdet - håber du får pengene igen og en mulighed for at komme et andet sted hen. Kram herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Misundelse over ikke selv at være i stand til at prioritere?

      Argh, jeg ved bare at jeg vågner op en morgen ovre hos dig med titaniumlænker om anklerne. Oh well, kan forestille min værre steder at være køkkenslave ;-)

      Ja, megatræller. Tak, håber også at det kan lade sig gøre at få pengene igen. Er allerede blevet tilbudt flere feriemuligheder af søde mennesker - så det skal nok løse sig.

      Kram retur

      Slet
  6. ...hej Malou

    Hvornår skulle du have været på Samsø ??

    mvh Birgitte Bak

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Birgitte

      Fra d 29/7 - 4/8. Lige der hvor det skulle være sommer med sommer på. Top ærgerligt.

      Glad hilsen
      Malou

      Slet
  7. Jeg må sige at mentalitet hos folk har ændret sig at man kan finde på at anklage folk uden fakta....det er langt ude...men Malou vi er som dine læsere kender dig godt vi støtter dig.
    Kan man ikke melde dise chikaner til politiet? Det kan man jo betegnes som personforfølgelse(stalking): Men glæder mig, du holder hovedet højt :-D
    Mvh
    UMA T

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er totalt langt ude. Aww, tak - det er SÅ dejligt med alt den støtte. Det gør mig vildt glad :-)

      Jo, men det er jo lidt svært at anmelde en anonym. Det er vel derfor folk indgiver anonyme anmeldelser - for de ved at de selv kan risikere at få ørerne i maskinen for deres løgnagtige ævl.

      Tak. Er jo desværre ved at være vant til den her slags. Denne gang er det god ligt anderledes - det er jo 'kun' tal de skal kigge på ;-)

      Glad hilsen
      Malou

      Slet
  8. jeg også bare sige tusind tak for dine vegetar opskrifter med soya of ISEN....UHHHHHHHHHM

    SvarSlet
    Svar
    1. Wee, det er mig der takker - er SÅ glad for at du kan lide opskrifterne. Det skal nok komme mange flere ;-)

      Slet
  9. Hvor bliver jeg harm på dine vegne!!! Det er simpelthen det mest usympatiske træk man overhovedet kan lave - ét er at anmelde dig men at man ikke engang har nosser nok til selv at stå frem.... Føj!!!!
    Jeg elsker din blog og din passion for mad. Du har dælme nok at døjes med i forvejen. Jeg har ikke selv en kronisk sygdom men kan kun forestille hvor opslidende og smertefuldt det må være. Jeg håber du ignorerer den kæmpe hat som har anmeldt dig og fortsætter med din herlige blog!
    Mange tanker fra en trofast læser :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Yep, når man vælger at lukke den slags ud bør man også stå ved hvem man er. Det er ren chikane!

      Aww, tusind tak - jeg er virkelig glad for at du kan lide bloggen. Ja, det er en del at slås med. Hver dag er en udfordring - men jeg syntes faktisk at jeg forsøger at få det bedst mulige ud af det. Jeg forsøger at ignorere det bedste jeg kan og fortsætte som jeg plejer.

      Glad hilsen
      Malou

      Slet
  10. Jeg er måløs !
    Hvad sker der dog for de mennesker !
    Det gør mig virkelig ondt, at du må opleve dette.

    SvarSlet
  11. Det er det absolut grimmeste ansigt på vor tid. Den der stikker-mentalitet - FØJ! Sikke ansigter vi ser komme frem. Gør mig så ondt for dig.
    TAK for så megen inspiration i hverdagen,jeg har så meget glæde af! Dejligt at du formår at have så meget liv i livet, trods sygdom!

    :-) Dorthe

    SvarSlet
  12. For H**** hvor er det langt ude. Og SKAT kunne bruge tiden så meget bedre. Det er altså virkelig janteloven når den er værst. Al opbakning herfra til dig!

    SvarSlet
  13. Jeg håber det hele ordner sig for dig :( <3

    SvarSlet
  14. Hej Malou. Synes godt nok du er udsat for misundelse i denne tid. Og hvad er der så at gøre ved det. Tja... Hold hovedet højt, du har al mulig grund til at være stolt af dig selv. Tænk at du kan mobilisere et overskud på trods af din sygdom. Du er inspirerende for rigtig mange læsere og bringer helt sikkert smil på læben hos mange hver dag. Både over dine finurlige kommentarer, og skønne billeder. Misundelse er en grim ting, siger man jo. Man kunne sku ønske nogen gange, at de "små" mennesker som anmelder dig på denne modbydelige måde, fik lov at "smage" din sygdom en uges tid. Så kunne det være de holdt deres k... Mange tanker og kram Birthe l. J. (ha ha kan ikke finde ud af at komme på uden anonym)

    SvarSlet
  15. Tænk at SKAT (og kommunen) skal tvinges til at bruge ressourcer på dig, som blot formår at få det absolutte ypperste ud af de få midler du har. Det kunne vi andre lære noget af - altså få meget ud af lidt. Som du selv skriver - det har noget med prioritering at gøre.

    Jeg har et problem med din blog og dine billeder. Det er farligt at kigge forbi inden man skal have en kedelig aftensmad bestående af en flad skive rugbrød. :)))

    Opbakning herfra, og LIG du bare flere billeder ud.

    SvarSlet
  16. Folk går simplethen i alt for små sko. Bliver sgu så harm over at nogen får ondt i røven over så lidt. Jeg synes absolut det skinner igennem i din blog, at intet kommer let til dig pga. den lortesygdom. :(
    Synes det er så flot at du holder hovedet over vand. Vi er mange der nyder din blog, og din måde at skrive på.
    Fortsæt du bare din gode stil. Overvejer endda det der Soy4You ... det er store sager fra mig :)
    Kram
    Monica.

    SvarSlet
  17. ÅHHHHH - hvor bliver jeg VRED på dine vegne!!
    Og hvad er det her for en MØG samfund! Jeg kan ikke klage over min nabos stinkende gyllebeholder anonymt. Og det er jo ligesom en sag der er til at forstå (lugte).
    Men man kan ANTAGE at der er nogen der snyder i skat og forblive anonym ved anmeldelse. Det forstår jeg simpelthen ikke.
    Konklusionen må vel også være at vedkommende ikke har noget at have det i andet end REN misundelse, siden hun/han ikke vil stå ved det.

    Og ja - jorden er rund - det du kaster ud, får du tilbage i nakken!

    Stort kram og respekt fra Nordjylland :)

    SvarSlet
  18. Hej Malou.
    Jeg ville bare sige at jeg synes din blog er fantastisk.
    Du har opbakning fra min side.
    Knus Laura

    SvarSlet
  19. Det er da simpelthen utroligt, så ondt folk har i røven! Hold da helt op. Jeg bliver sgu sur på dine vegne. Hatten af for, at du ikke lader dig knække - jeg håber din blog fortsætter i lang tid endnu, for du laver simpelthen så lækker og inspirerende mad. Thumbs up til dig herfra!

    SvarSlet
  20. Hej! Jeg er ny læser af din blog. Og så skal det første jeg læser være en anmeldelse til skat. Jeg undrer mig over hvad det er for et samfund vi lever i, at anmelde hinanden, det er jo Russiske forhold, føj.
    Måske du skulle lave nogle gode tips til restemad ;o) en kylling til én person kan godt give mad til flere dage.
    Jeg vil følge med på din Blog.

    SvarSlet
  21. Føj for helvede - ren chikane. Endnu en gang en modbydelig person som prøver at knække dig. Vedkommende må være misundelig over den populære blog du har - skønne opskrifter o.s.v. Det er SÅ tarveligt og usselt at anmelde anonymt, det burde forbydes ret og slet. Håber du trods alt er ved godt mod.
    Charlotte

    SvarSlet
  22. Jeg fatter ikke, at nogen folk har den holdning, at mennesker på førtidspension, SU og andre ordninger ikke må leve et anstændigt liv!

    Og jeg fatter ikke, at en person sidder derude og får så ondt i røven over, at du poster billeder af den mad, du spiser, at vedkommende melder dig til SKAT.

    Der er seriøst noget galt med vores samfund.

    Ved du, hvem vedkommende er? Det lader til, at personen ikke selv har rent mel i posen. Tyv tror, at hver mand stjæler.

    SvarSlet
  23. Hahahahahahahahahahahaha....kort pause for at trække vejret...hahahahahahahahahaha...puha, øjeblik - skal lige tørre øjnene.....
    Åh ja, der er én der mangler indhold i hverdagen, hvis man synes en sådan anmeldelse er relevant. Vi andre har mad som hobby; det giver da i det mindste mening.
    Hvem har du dog pisset på, som gør det så interessant at spilde det offentliges tid og ressourcer ?

    SvarSlet
  24. Arj altså ... Nu vil jeg også ha' lov til at anmelde dig så jeg tager lige min anonymitets forklædning på B-) så er jeg klar ..
    Jeg vil anmelde det ganske forkastelige i at du til stadighed formår at fremtrylle korumperende lækkerier, den ene efter den anden, dag efter dag og nyder den ene gourmetmiddag efter den anden på de skønneste steder og så tilmed understår dig i at beskrive dine oplevelser så levende som var man der selv og lægge det ud til offentligt skue endda med billed dokumentation så mundvandet rigtigt kan få frit spil og alt dette på en sygepension ... DET ER IKKE I ORDEN Vil du straks holde op ..
    Vi sidder jo her bag skærmen og bliver dybt misundelig på dine talenter og formåen med det begrænsede energi niveau du kva din sygdom har.

    Ej spøg tilside det er misundelseværdigt alt det du formår og at du ønsker at dele det med alle, men jeg vil ikke bytte liv med dig for blot én dag, for jeg ved, fra bekendte i mit liv, hvor lumsk og modbydelig en sygdom du må slås med dagligt.

    Til anonyme anmeldelser har jeg kun et skuldertræk til overs mere energi gidet jeg ikke spilde på sådant et fjols.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tis oss da jeg glemte jo at poste det anonymt ... :-S

      Ok så indrømmer jeg det, jeg er klidmoster-narkoman og lykkelig for at du er til og forsøder min (og andres) tilværelse med daglig inspiration til kødgryderne ;-)

      Slet
  25. Hov undskyld min tlf gik i selvsving, det var bestemt ikke min mening sådan at spame din fine blog :$

    SvarSlet
  26. Det er horribelt!!! Intet mindre.

    At man omkostningsfrit kan anmelde anonymt på livet løs, og dermed gøre hverdagen til et helvede for andre, hører ingen steder hjemme.

    Det er OK, hvis man overfor den anmeldte gerne vil bevare anonymiteten, men som jeg forstår det, kan man også anmelde løs til myndighederne UDEN at skulle afsløre sin identitet.

    Det er forskrækkeligt at være vidne til, at det offentlige på den måde er med til at lade en "stalker" gå frit omkring, for mon ikke der er en sammenhæng mellem de anmeldelser, du har været ude for - just my guess.....

    Kendte myndighederne til personens identitet, kunne man vel snart lægge to og to sammen.

    Jeg håber, samtalen med "Skat" (sikke nu et navn) forløb godt, og at du snart kan ryste denne oplevelse af dig. Og så håber jeg eddermame, at anmelderen kvæles i sin egen frustration over ikke at have ramt dig seriously.

    Krydser fingre for, at du finder et andet sted at holde ferie. Havde jeg haft et sommerhus, havde du straks fået lov at låne det, men det har jeg desværre ikke.

    God vind :-)

    SvarSlet
  27. En helt igennem anonym kommentar med uforbeholden opbakning! Du fortjener et ordentligt liv lige som alle andre, og det er da vidunderligt, at du deler din madtip med os andre på din blog. At der så sidder et lille forbitret menneske i verdens mindste sko og får ondt i røven over det, er da helt klart værst for ham/hende. Tænk at have så lidt indhold i sit eget liv, at man får ondt i røven over, at andre formår at få det bedste ud af deres liv. Føj.
    Bliv endelig ved med hvad du gør. Du bringer glæde til andre mennesker, og din usle stikker-stalker bringer kun negativitet i verden.

    SvarSlet
  28. Folk er jo idioter - jeg er selv på SU + deltidsjob (ca. 2500 til ALT når de faste er betalt), og jeg køber altså KUN økologiske dyreprodukter (kød, æg og mælkeprodukter). Så svært er det heller ikke at få til at hænge sammen, hvis man ved hvad man ikke gider bruge penge på. Jeg håber ikke du får kendisnøkker over alle de forsmåede fans, der tilsyneladende forfølger dig som var du en anden popstjerne ;) Spøj til side, jeg er glad for, at du holder hovedet højt, jeg er meget glad for din blog! KH

    SvarSlet
  29. Kære Malou, det er helt ufatteligt at nogen kan finde på det! Jeg har læst de mange søde kommentarer du har fået, og de varmer om hjertet. Du har den dejligste blog og inspirerer os alle med dine skønne opskrifter.
    Varme klem!

    SvarSlet
  30. Åh Malou, jeg forstår ikke hvorfor, folk skal være sådan efter dig. Muligvis janteloven, som en tidligere kommentar foreslog?
    Det glæder mig under alle omstændigheder, at du holder hovedet højt, og at du får opbakning fra dine læsere.
    Du har også min opbakning :)

    SvarSlet
  31. Anede ikke man kunne anmelde folk på den måde... men i det mindste rart at du får besked. Det skal nok ordne sig. Det kunne være interessant at høre, hvad der har fået den anonyme til at chikanere dig.
    Tak for en god madblog!

    SvarSlet
    Svar
    1. og tænk sig hvor mange skattekroner der bliver brugt i administration i forbindelse med sådan en ikke-sag tsk tsk

      Slet
  32. Ak, er uden ord- synes det virker som målrettet chikane- kender du nogen som kan have set sig "ond på dig"? ( selvom det er svært at forestille sig). Føæer med dig og håber det hurligt løser sig.

    Kærlige tanker Sara

    SvarSlet
  33. Syntes næsten det er komisk at der er en der har anmeldt dig fordi du spiser "for godt", ma kunne da forstå hvis du havde huset fuld af juveler eller lignene at folk ville undres når du nu er på førtids pension. og folk burde vel kunne regne ud at du ikke laver et "fest" hver gang du spiser.

    Håber det går godt med "sagen"- al respekt og støtte herfra!:-)

    SvarSlet
  34. Har sagt det før og siger det gerne igen. Hvad sker der!? Det er da vildt, at der sidder folk derude, der synes de har ret til at blande sig i folks privatøkonomi, i hvad folk spiser, hvordan og hvornår! Det er DINE penge, dine prioriteter!

    Måske begynder vedkommende også at blande sig i diverse modeblogs, hvor folk er på SU? Hvordan i alverden kan de få råd til designertøj og sko.....jaaeh, måske fordi det er et valg de har taget, og så spiser de nok ikke gourmet 24/7, bor billigt, har bil, børn, ryger eller andre pengekrævende "vaner". Tsk tsk...

    Hold hovedet højt, det har du al grund til :)

    VH Louise

    SvarSlet
  35. Det er drøje sager det du er udsat for, hatten af for at du kan holde til det! Jeg går til hver en tid ind for dialog i stedet for en anonym anmeldelse. Hvis personen er så overbevist om at du gør noget forkert, hvorfor så ikke bare skrive en mail og spørge hvordan det forholder sig, og få det udredt på den måde? Jeg undre mig virkelig over folks pli!!
    Men tak for en FANTASTISK blog. Måske er der nogle enkelte personer der ikke bryder sig om din blog, men der er tusindvis der elsker din blog og dagligt finder inspiration hos dig og din kreativitet.

    mvh Kit

    SvarSlet
  36. Kære Malou, jeg er fuldstændig målløs over at folk kan finde på at anmelde dig. Det må være en der er DYBT misundelig over hvad du formår at få ud at DINE penge. For JA det er DINE penge! Så enkelt er det da! Jeg håber du har fået en god snak med "SKAT" i dag så det forhåbentligt kan undgåes fremover. Knus og tak for din skønne blog!

    SvarSlet
  37. Hej Malou

    Mener også du godt må tjene op til et vist beløb ved siden af din pension, så der er jo ikke noget at komme efter :-) Det virker som misundelse, men det er da ubehageligt ikke at vide hvem der står bag, mon ikke det er samme person som sidst?

    Vh Lykke

    SvarSlet
  38. Hej Malou, det meste er vist sagt, så melder mig blot i heppekoret og fanskaren. Og så selvfølgelig stor tak for dejlig mad og inspiration

    SvarSlet
  39. Melder mig også straks i heppekoret.
    Verden var fattigere uden dig - men væsentlig bedre uden den slags flueknepstikkere.

    SvarSlet
  40. Kære anonyme anmelder,
    Må du kløjs i dine røde cecil, mens du sidder der i din pensionistkuvøse og surfer nettet tyndt af kedsomhed. Du skulle skamme dig over at bruge SKATs svært tjente penge på denne slags.
    For ca. 2 uger siden (så lang tid har det nok taget at tygge sig igennem din helt igennem røvsyge navlepillende mail ) sad der en mand i SKAT og læste dit brev. Efter at have brugt adskillige timer på at læse det, lad os antage ca. 3, besluttede han at skrive et brev til Malou. Det tog ham nok yderligere ca. 3 timer (han skulle jo også lige drikke sin eftermiddagskaffe). Nu skal Malou så svare. Herefter skal den kære SKATmand, han er sku en skat, bruge yderligere 3 timer på at læse Malous svar og tænke lidt over, at det sku nok var rimeligt dumt, at bruge skatteborgernes surt deponerede skattetilskud, til at føre denne sag videre. Han får ikke noget ud af det alligevel. Så skal han bruge ydereligere 3 timer på at skrive det hele ind i en sagsmappe. Alt dette gør han i SKATs lokaler, på SKATs computer, i en SKAT- betalt opvarmet bygning, mens han drikker en SKAT betalt kaffe.
    Alt i alt når det vel at koste ca. 10.000 kr. i løntimer inden han er færdig med denne nytteløse sag.
    Så kære anonyme anmelder (jeg ved, at du ikke er for hellig til, at følge med på bloggen for at se, hvad der kommer ud af din anmeldelse) Må du kløjs i kattebakken næste gang den skal skiftes. Danmark er sku for godt et land til dit navlepilleri.

    PS. Fald over din hjemmeside og har lavet den mest vidunderlige strawberry cheesecake is, på min i øvrigt arbejdsgiver betalte tilkaldevagt dag. Håber ikke jeg bliver fyret….

    SvarSlet
  41. Ej men for fanden da! Hvorfor har så folk ondt i røven? Hvor svært er det at lade være med at læse en blog.

    Hvis man tænker over tingene og planlægger, så ER det ikke svært at leve økologisk og lave "finere" mad - fin mad betyder ikke nødvendigvis dyr mad!

    Jeg synes tit at du skriver at du så spiser resterne næste dag, nogen gange både 2* aftensmad og frokost, så rækker det jo langt. Du er god til at udnytte råvarerne og få dem ti at række langt med basis råvarerer.

    Du skriver gerne tit hvor meget det har kostet og at du køber på sweetdeal og den slags steder. Jeg tager ved lære og er glad for at du deler den slags oplysninger. En af tingene er at spise mindre kød - man sparer mange penge der!

    Jeg synes ikke det er mystisk at du kan leve sådan der på førtidspension. Du bruger bare mindre penge på andet forbrug.


    Jeg synes det er helt fantastisk at du har denne blog og helliger dig madlavning og holder dig i gang. Hellere det end at du bliver en sofakartoffel, der så i sidste ende kommer til at koste staten flere penge...

    Du er sej! og jeg håber på at kunne notere flere tips til at kunne leve økologisk og med lækker mad :)

    SvarSlet
  42. Kæreste Malou

    Hvor er der mange syge mennesker i verden!

    Faktisk var det lige præcis den sætning, sagsbehandleren på kommunen brugte, da jeg mødte op for otte år siden for at forsøge at forsvare mig mod en anonym anmeldelse om, at jeg låste mine (små) børn ude i haven om natten. Mødet (som var blevet varslet fredag - hvor vi ikke havde nogen muligheder for at ringe og spørge, hvad det handlede om, før de åbnede igen om mandagen) - til torsdagen efter - endte med, at sagsbehandleren gjorde sig den største umage for at lege detektiv, så jeg evt. kunne finde frem til, hvem anmelderen var. Jeg/vi fandt dog aldrig med sikkerhed ud af, hvem der stod for anmeldelsen ... Så jo, jeg ved, hvordan den slags føles - og jeg kan kun sige FY FOR FANDEN! Jeg får helt ondt i maven på dine vegne! Håber, at du har overskud til at blogge i morgen, når du har talt med SKAT - er meget spændt på at høre, hvad de siger!

    Pøj pøj herfra!

    Linda

    SvarSlet
  43. Vil blot vise min support! Er harm helt ind i knoglerne!
    - Anonym anmelder: Get a life!

    SvarSlet
  44. Hey Malou, tak for sidst, drønhyggeligt på Frederikshøj

    Men for SaXXX da.... din anmelder er et ynkeligt individ..
    eller på godt jysk en fucking spasser.

    Jeg er rystet over at Skat bruger mine penge på sådan en gang PJANK (ved godt at de har pligt til det)

    Jeg har bare lyst til at dele en kæmpe røvfuld ud til din anmelder!

    Support herfra ... big time

    Hilsen Henrik (der kom for sent på Frederikshøj)

    SvarSlet
  45. Ej men helt ærligt....hva får man ud af at gøre den slags !! Hvor er det dog ynkeligt !!
    Synd du skal udsættes for den slags Malou !
    Vh Vivi

    SvarSlet
  46. Dejligt at læse alle de støttende kommentarer, du har fået. Jeg tilslutter mig fuldt ud!
    Nogen ved nok, hvem der ikke kender forskel på ligge og lægge ...??
    Nå, men bare du bliver ved med at lægge billeder og opskrifter ud.
    Og bare du bliver ved med at være den, du er, så skal det nok gå.
    Ærgerligt med højskolen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha! Ja, det var faktisk også det første, jeg bemærkede! Svært at have respekt for folk, der ikke en gang kan stave, når de sviner andre mennesker til på skrift!

      Slet
  47. Man siger jo at misundelse er en grim ting og mid´sundelige mennesker under ikke andre nogle som helst glæder, for hvad pokker bilder vi førtidspensionister os ind overhovedet at have et liv.

    Du fortjener slet ikke sådan et usselt lille menneske, som dog trods alt sidder der på din sidelinie og fælger med i din glæde for gastronomi og forstår ikke, at selvom man er på førtidspension, så kan man måske alligevel finde en måde at glæde sig over livet på uanset, at man uden egen skyld er sat ud på et sidespor. Vi har åbenbart bare at sidde derhjemme og have ondt af os selv, istedet for at bruge nogle af de kompetancer vi trods alt har til at gøre andre glade og hjælpe på den måde, som vi er bedst til og du er bare eminent på dit felt og jeg vil slet ikke undvære din blog, for den gør mig gladere for den inspiration du giver mig i mit førtidsliv. Du har rent mel i posen søde ven og nu skal du altså op og stå skoleret for SKAT p.g.a sådan en idiot. Mange knus fra Janni

    SvarSlet
  48. Kære anonyme anmeldere:

    Vil I ikke godt lade være med at spilde samfundets penge på ligegyldige anmeldelser, i frygt for at samfundet bliver snydt for penge?

    På forhånd tak!

    SvarSlet
  49. Har ikke fået læst andres kommentarer i dag, men hvor er det dog småligt af en eller anden.
    Det er utroligt hvad folk får ondt i måsen over....

    Og hvor er jeg ked af at høre det med Samsø - kender rigtigt mange der har været derovre, også fast igennem de sidst mange år - æv... og en tidl. medarbejder.

    Håber du kan få pengene retur via master, man burde næsten have det kort, kun til sådanne ting :(
    Desværre får du ikke oplevelsen.

    SvarSlet
  50. Kære Malou
    Du skal bare vide at jeg glædes hver gang der ligger en mail med et nyt indlæg i min indbakke. Du er en inspiration for mange og jeg værdsætter virkelig din blog. Din mad er fantastisk lækker og din side er altid et godt sted og kigge hvis man mangler inspiration. Verden er åbenbart fuld af små mennesker. Heldigt for os at der også findes store mennesker som dig.

    SvarSlet
  51. Brevskriver/anmelderen må have et sølle liv, når dette er nødvendigt. God dag.

    SvarSlet
  52. Den fucking nar der går i så små sko og lever et så mentalt sølle liv skal fanme passe på. Bliver personen genkendt så... ja I ved nok hvad jeg mener. Mange til dumt svin.

    SvarSlet
  53. Den fucking nar der går i så små sko og lever et så mentalt sølle liv skal fanme passe på. Bliver personen genkendt så... ja I ved nok hvad jeg mener. Mange til dumt svin.

    SvarSlet
  54. Hold da kæft hvor er der bare nogle nederen mennesker derude! Som jeg skrev til dig sidste gang, ja, så har du da dit på det tørre!

    SvarSlet
  55. Har ikke læst de foregående kommentarer - så måske det er skrevet før ;-)

    MEN - hold da lige K.... hvor har folk dog travlt. Det er da lige før, man næsten ikke tør trække vejret, tænk hvis det også bliver opfattet forkert? Jamen hold nu da op... det er da utroligt... mon det er den samme person, som sidste gang? Man skulle da næsten tro det. Den gik jo ikke sidste gang, så prøver vi da lige igen!

    Føj - siger jeg bare...

    SvarSlet
  56. Føj for en stinker der stak snagetuden frem der.
    Hvor er det bare for lavt og klart et udtryk for misundelse og ærgerrighed når det værst. Jeg synes simpelthed det er så udansk med den stikkermentalitet. Det gør mig ked af at stikkeriet efterhånden er blevet tilkendt en plads som normal dansk og acceptabel adfærd. Vi skal være mere tro mod 'systemet' end hinanden. Pewk. Hvad skete der med at tro de bedste om hinanden og at tale sammen - i øjenhøjde.

    Mit indtryk af dig er, at du i din sårbarhed også er opblandet med de sejeste vikingegener - så der skal mere end sådan en mavepumper til for at vippe dig af skoene.

    Træls med højskolen.
    Altså hvis det er, så har vi et tomt ældre hus, netop de samme dage med køkkenhave og drivhus, der vokser ud over alle bredder, hvis ingen spiser løs af det. Så hvis du vil være housesitter og grønthøster her i Gudenådalen, så siger du bare til.

    Sender dig lige en mail.

    MVH Iben

    SvarSlet
  57. Kære nok så kompetente blogger

    Jeg synes også det er for groft, at du gebærder dig på alle mulige måder. Skal du virkelig for "vores penge" foretage dig noget, som gør din til tider problematiske tilværelse nemmere? Næh, du skulle heller opholde dig i et sparsomt oplyst loftsværelse, indtage lidt suppe, grød og nogle tørre brødrester nåboen har tilovers. En videooptager bør opsættes foran døren, således at myndighederne kan se, hvem der besøger dig. Hankønsvæsener er naturligvis udelukket. Alt dette vil selvfølgelig medvirke til, at dit humør vil være konstant dalende, men til gengæld være til stor glæde for de personer, der konstant har søgelyset rettet mod dig.
    En uheldig bivirkning vil så være, at det desværre også vil ramme os, der har stor fornøjelse ved at læse din inspirerende blog, men … sådan er livet, i hvert fald så længe sko også sælges i små størrelser.
    Mvh Peter

    SvarSlet
  58. Kære Malou
    Jeg ville lige tjekke din blog, efter at have været fraværende i laaaang tid, se hvordan det gik med vægten fasten osv. (er medlem af klidfaster) Jeg er STOR fan af din blog og ikke mindst dine evner til at style din mad. Dine billeder er SÅ appetitlige. Så læste jeg det alt det om en annonym anmeldelse til skat. Jeg troede ikke mine egne øjne, kommer man godt afsted med slige beskyldninger??
    Jeg tilslutter mig alt det der er skrevet, og håber at det ordnede sig, og at skat valgte at ryste på hovedet, det er simpelthen for groft at man uden konsekvenser kan gøre sådan noget.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...