mandag den 7. maj 2012

Pasta pesto med hytteost...

Det her er en meget hurtig og nem pastaret - og den opstod sent i aftes som et Stop Spild Af Mad projekt. Jeg skulle ha' lavet en ret fra Verdenskassen, Spaghetti med pesto og gedeost og salat med grillede peberfrugter - men der kom rester 'i vejen'.

En lækker pastasauce som måske visuelt ikke ser ud af så meget, men som gemmer på en skøn smag af pesto, grillet peberfrugt og cremet ost.

Resten var 100 g hytteost med grillet peber. Den var blevet til overs da jeg udviklede opskrifterne til opskriftskonkurrencen hos Karolines Køkken (som blev sendt ind i dag *krydser fingre*). Og da jeg ikke er meget hjemme de næste dage skulle den bruges hvis den ikke skulle ende i skraldespanden. Den gedeost der ellers skulle ha' været i retten ligger nemlig i olie og kan holde sig helt til d 2/10 - så den kom bag i køen.

Jeg kogte den sidste del af pastaen og drænede vandet fra - og gemte ca 1 dl. Pastaen kom tilbage i gryden og rørt sammen med hytteosten og lidt af kogevandet. Da osten begyndte at smelte tilsatte jeg 2 spsk pesto.

Jeg får ikke brugt resten af glasset, så det har jeg frosset i en lille bøtte.

Retten blev smagt til med lidt sort peber og fik et skud parmesan. Og så var der hurtig restemad. Ja, saucen ligner den grågrønne, grumsede Limpopo flod - men det er fordi pesto fra glas i forvejen er lidt træls i farven. Bruger man frisk pesto og først vender det i i sidste sekund vil det få en skøn grøn farve.

Jeg har aldrig brugt hytteost i en pastaret før - men det er helt klart noget jeg vil gøre igen. Det er jo også først for nyligt at jeg har fået øjnene op for at hytteost ikke kun er noget for hippier og slankefanatikere. Jeg må indrømme at det kom som noget af en overraskelse for mig at der er tale om en sammenblanding af 2 forskellige produkter: de små ostekorn og en 'marinade' af saltet fløde. Så det er jo meget logisk at bruge det til en cremet pastasauce hvor man jo netop tit vil bruge netop ost og fløde. Og da hytteosten kun indeholder 3,5 % fedt pr 100 g er det jo lige før det bliver et helt fornuftigt måltid.

I dag skal jeg også ha' rester til aften - men dem kan jeg ikke blogge om endnu. Det er nemlig rester fra hovedretten i min 3-retters menu til konkurrencen. Der bliver annonceret en vinder d 11/6 - så derefter kan jeg skrive om mine opskrifter. Både dem jeg har sendt ind og dem der ikke slap igennem nåleøjet.


I morgen skal jeg nordpå - til Randers. Der skal jeg besøge Stine fra Chokoladesansen og hendes lækre katte. Hendes blog fylder 1 år og jeg har en mistanke om at hun nok disker op med en bette kage. Jeg er også blevet inviteret til at få en bid aftensmad med og det har jeg sagt ja tak til. Jeg glæder mig rigtig - og vil bruge resten af dagen til at hvile og samle kræfter i. Når jeg altså lige har kørt den ferskenis som står til nedkøling lige nu. Og ædt den.

4 kommentarer:

  1. Skal vi danne en klub for isafhængige? Har lige onduleret det sidste af blåbærisen jeg lavede i lørdags. Godt nok havde vi gæster i går, men de og manden har nok kun spist sammenlagt 6 små kugler. Jeg har egenhændigt stået for resten. Jeg er ikke stolt, men hold nu op hvor smager det godt...
    Nå det skulle slet ikke handle om is - ville bare lige sige thumbs up til reste-retten og pøj-pøj med hytteost konkurrencen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja tak! Åh, den så altså også helt fantastisk ud. Ha ha, det der med impulskontrol og is er en svær kombination :-)

      Tusind tak. Jeg er spændt på om min middag falder i dommernes smag :-)

      Slet
  2. Jeg glæder mig skam også til at få besøg af en ægte Klidmoster.. Kagen står i Køleskabet og sætter sig ved siden af den varme chokolade, som trækker smag natten over :-)
    Jow jow du er ventet og nu skal jeg putte sove *zzZzzzZ*

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for en hyggelig dag og en FANTASTISK kage :-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!