Oh, at være en madblogger...

I går var jeg at finde i den her lille artikel i Information.

I forbindelse med Mogens Bisgaards kronik om mangel på kant og holdninger hos de danske madbloggere blev jeg kontaktet - for jeg er jo netop en af dem der har valgt at bruge min blog som platform til at udbrede de gode råvares budskab. Det kronikken lægger op til er en debat om hvorvidt vi som samlet madbloggerstand har et ansvar for at rykke lidt ved vores læseres bevidsthed om bæredygtighed, kvalitet og etik. Jeg fik kronikken tilsendt og 10 minutter blev jeg ringet op og interviewet - en spøjs oplevelse idet jeg sad i en X-bus på vej til Randers.

Men har vi så et fælles ansvar? Det er der flere der mener vi ikke har. For nogle er deres madblog et frirum hvor de kan boltre sig og ikke ønsker hverken at lære fra sig eller tage stilling til råvarernes kvalitet - et hobbyprojekt hvor man kun viser den mad frem som man laver og spiser, men ikke tager aktiv del i hverken fødevarepolitik eller oplysning. Og fred være med det. Det er, efter min mening, slet ikke det segment som kronikken omhandler eller henvender sig til.

Da jeg blev bedt om at redegøre for hvordan jeg adskiller mig fra andre madbloggere - brugte jeg min tildelte spalteplads på at fortælle om min tilgang til formidling af økologien og fødevarekvalitet. At der ikke må prædikes, for så stejler folk. Der er ingen der reagerer godt på en løftet pegefinger. Jeg fortalte om min tilknytning til Slow Food bevægelsen og Stop Spild Af Mad - begge dele noget jeg brænder meget for og som derfor får plads her på bloggen.

Jeg lagde ligeledes vægt på at jeg som faguddannet har mulighed for at bruge min tilegnede viden til at formidle, lære fra mig og oplyse. Og det er der jeg mener at mit personlige ansvar som madblogger kommer ind. For min mission (eller det er det blevet) med bloggen er at at få folk til at tænke bare en lillebitte smule mere over hvad de putter i munden, hvor det kommer fra og hvad det gør for deres ernæring og vores miljø. Og gider folk der falder over min blog ikke høre om det - ja, så håber jeg at de i stedet kan lade sig inspirere af mine opskrifter.

Mit primære fokus her på bloggen er jo mine hjemmestrikkede opskrifter. Dem udvikler jeg fordi jeg elsker at lege, udforske og kreere. De er en slags visitkort på min kunnen - en online kogebog. Og det er mit håb at den en dag vil være medvirkende til at lande mig et kreativt fleksjob. Jeg vil gerne udfordre folks opfattelse af hvad en råvare kan - og det kan nogen gange hjælpe at tænke 'outside the box'. Man kan se den slags opskrifter som en slags haut couture - man kan måske ikke 'passe' hele opskriften, men plukke og bruge de elementer man kan lide. Det syntes jeg er givtigt og det er bestemt noget der giver god respons. Det lyder måske en kende selvfedt for nogen - men jeg siger fuck janteloven.

Jeg brugte ordet damebladsbloggere i artiklen. Det er vigtigt for mig at slå fast at det på ingen måde et negativt ladet ord. Det er jo faktisk den perfekt betegnelse for den arketype af blogger som driver sin blog som en slags dagbog/dameblad med fine billeder og mad i et ambitionsniveau hvor alle kan følge med (og det var jo netop også sådan jeg selv begyndte at blogge i sin tid). De er tilgængelige og nemme at læse. Jeg elsker den slags blogs - og læser selv med på masser af dem. Jeg brugte dem bare som eksempel for at gøre klart at sådan er jeg ikke - og det drejer sig om mig og ikke om dem. Det er den slags blogs der er flest af (ikke kun madblogs, men i alle genrer) og dem der har flest læsere - sikkert fordi det er dem flest læsere kan identificere sig med. Af andre madblogger-arketyper kan bla nævnes gastrobloggere, kokkebloggere, vin- og ølbloggere, cupcakebloggere, husmoderbloggere, økobloggere, fødevareallergibloggere, holdningsbloggere, æstetikbloggere og blogsnobber. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvem der er hvad, men blot konstatere at enhver fugl pipper med sit næb. Og gudske tak og lov for det.

Til sidst i artiklen gør jeg også klart at jeg ikke er ude på at vise et glansbillede af den mad jeg laver. Det er nemlig åbenbart et at de kritikpunkter som bloglæsere har (og som Mogens Bisgaards veninde i kronikken var ved at brække sig over). Her er det der ligger på de fotograferede tallerkner det der rent faktisk bliver spist. Desuden gør de mange billeder af tilberedningsprocessen der overskueligt og nemt at følge opskrifterne hvis man skulle ha' lyst til det. Og det var så den taletid jeg fik.

Havde jeg vist at min plads var så begrænset var der da mange flere ting jeg gerne ville ha' haft med og uddybet. Bekendt mine synder om periodevis indtagelse af amerikansk slik proppet med E-numre og om hvordan jeg i perioder smider alle gode intentioner over bord pga helbredet. Men det var jo ligesom ikke det artiklen skulle handle om og havde nok forvirret mere end samlet fokus.

Jeg havde håbet at kronikken ville blive et oplæg til debat om hvordan vi som madbloggere har magten til at påvirke vores mange læsere i en positiv retning. I stedet er den drejet over på om man kan tillade sig at diktere hvad man må og ikke må skrive som madblogger - og om man overhovedet kan være bekendt pådutte nogen et ansvar de ikke ønsker at tage. Og ikke nok med det - det har affødt endnu en runde af den evindelige diskussion "Hvad er en rigtig madblogger". Jeg kan kun erklære mig enig med det Sif skriver her - "En madblogger blogger om mad". Basta bum!

Det vigtigste er at man blogger fordi man har noget på hjerte. At man deler ud af det man skaber. At man elsker mad og gerne vil vise sine måltider, kager, restaurantbesøg og fund frem. INGEN bør lade sig diktere til at skrive noget de ikke har lyst til. Men vid at der læser folk med som man rent faktisk har mulighed for at nå med sine personlige overbevisninger. Det er en udfordring og er opfordring til at påvirke bare lidt - hvis det altså er det man har lyst til. Men vigtigst af alt: Spis, lev og blog som DU vil - valget er dit!

Jeg vender tilbage senere på dagen med en helt ny opskrift på rabarbercrumble - kodeordene er: anis, marcipan og hvid chokolade.

Tilføjet tirsdag d. 22/5 kl 20:24:
Hold da op hvor bliver jeg irettesat på mail og på nettet nu. Tænk at jeg vover at kalde nogen damebladsbloggere og tro at jeg er bedre end andre fordi jeg selv udvikler mine opskrifter? Jeg brugte såmænd begrebet (som jeg forøvrigt har lånt fra en anden blogger) til at differentiere mig fra en anden gruppe af madbloggere - for jeg blev bedt om at definere hvad der var der adskilte mig fra andre madblogs. Og nu handlede artiklen jo ligesom om mig og min blog. Jeg er virkelig træt af at få skudt i skoene at jeg tror jeg er bedre end andre. Ja, jeg har en faguddannelse og den kan jeg bruge konstruktivt her på bloggen - og hvad så? Hvorfor skulle jeg se ned på dem der blogger på en anden måde end jeg selv gør - eller har en anden tilgang til det? Der er overhovedet ikke noget i vejen med at bruge andres opskrifter og gøre dem til sine egne. Jeg læser selv masser af damebladsblogs - for ja, dem er der rigtig mange af i blogland. At nogen så vælger at lade sig fortørne af min udtalelser, tage dem personligt på sig og udråbe damebladsblogger som et skældsord er helt for egen regning. Den slags projektioner udspringer tydeligvis af gammelt nag der stadig lurer under overfladen. Og desværre er det med til at flytte fokus på debatten om madbloggenes indflydelse på vores læsere over på personligt fnidder - som jo for øvrigt også påvirker vores læsere, dog ikke på en ønskværdig måde.