torsdag den 5. april 2012

Klidmosters Brændende Kærlighed...

Det bliver ikke lige til så meget påskemad her på bloggen. Til gengæld har jeg givet en gammel klassiker en overhaling. Den er både blevet noget mere fedtfattig og low-carb - uden det på nogen måde er gået ud over smagen.

En cremet aromatisk mos af selleri og 'kærlighed' med masser af grøntsager. Et par hjemmesyltede rødbeder og lidt karse både pyntede og smagte pragtfuldt til.

Både selleri og fennikel var rester fra Arla, som vi i bedste Stop Spild Af Mad stil, fik lov til at tage med hjem. Løget var fra ugens kasse - og efter billedet var taget fandt jeg endnu et løg frem.

Jeg havde købt et stort stykke letrøget bacon. På min pålægsmaskine skar jeg lidt tynde skiver til brunch og 5 tykkere skiver til stegt flæsk - begge dele røg direkte i fryseren. Resten (ca 275 g) skar jeg i grove tern.

Løg og fennikel snittede jeg også i grove tern. På en stor pande stegte jeg det røgede gris i det afsmeltede fedt fra gårsdagens pancetta. Det blev stegt langsomt ved moderat varme så det nærmest confiterede.

Efterhånden som det nåede den ønskede gyldne farve og sprødhedsgrad fiskede jeg det op og lagde det til afdrypning i en sigte.

Løg og fennikel fik lov til at mørne og karamellisere let, langsomt i lidt af det afsmeltede fedt. I mens det hyggede sig på panden lavede jeg mosen.

Selleriknolden blev skrællet og skåret i tern. I stedet for at koge dem og vride dem fri for vand inde de skulle moses fik jeg en idé. Hvad med at komme dem i mikroovnen uden vand?

De kom derfor i en egnet bøtte og blev zappet 3 x 3 minutter med en omrøring ind imellem. SÅ nemt.

Med en stavblender *wroom wroom* blev de kørt til en mos, med en lille smule SMØR og salt.

Mosen var dog lidt sød og fad - der skulle noget syre og noget skarpt til. 1 stor tsk fuldkornssennep og en smule revet citronskal + lidt sort peber blev rørt i. Perfekt!

Og så var det bare at tilsætte de sprøde bacontern til grøntsagerne og få anrettet. Det er en noget lettere udgave en den klassiske kærlighed. Det at der ikke er en tung kartoffelmos til gør at man ikke sidder med trommesyge bagefter. For det er meget nemt at komme til at spise for meget. Og lige en anden ting: det kan være du tror du ikke kan lide fennikel - men trust me, når den bliver sauteret i ganske lidt baconfedt er det en lækkerbisken du endelig ikke må snyde dig selv for.

Og for en gang skyld spiste jeg ikke ketchup til - det var slet ikke nødvendigt!


Laver du en anderledes version af Brændende Kærlighed som du vil dele?

6 kommentarer:

  1. Åh det ser jo lækkert ud! og tak for din fantastiske dessert i tirsdags - den smagte virkelig fantastisk. Det var hyggeligt, at hilse på dig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, det var en dejlig lettere udgave.

      Uh, tak - jeg er ved at videreudvikle den til konkurrencen - men det var rigtig dejligt at få feedback på den første 'skitse' ;-)

      Det var sørme også hyggeligt at hilse på dig. Ærgerligt at vi ikke fik talt mere sammen. Det må vi gøre næste gang. God påske :-)

      Slet
  2. Hvor ser det lækker ud, Malou - en luksusudgave af den traditionelle ret, Brændende Kærlighed. Skal bestemt prøves her :-D
    Varme påskeklem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Det er både luksus og nemt på en og samme tid - og så er den hurtig at lave ;-)

      Varme påskeklem

      Slet
  3. Jeg laver det med blomkål/broccoli mos, men skal helt klart prøve dette næste gang :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Uhm, det lyder også lækkert til :-)

      Håber du kan lide den her - den er både god og hurtig.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!