tirsdag den 3. april 2012

Der kom brev i dag...

I dag kom der så brev fra Århus Kommune. De har truffet den afgørelse at jeg ER enlig og berettiget til ydelse derefter.

Hvor er jeg bare glad og lettet over at ventetiden er overstået. Jeg håber at jeg nu kan få noget søvn og få slappet af. Puha, hvor har jeg tænkt, tænkt og tænkt i de sidste 20 dage. For det er godt nok en sag med mange gråzoner - og uden klokkeklare regler at rette sig efter.

Jeg vil nu tage en snak med kontrolgruppen om hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt - for jeg er altså på ingen måde ude på at snyde og det har været meget grimt at være mistænkt for det. Jeg syntes også at det er vigtigt at huske på at jeg her på bloggen kun fortæller om mig og mine favntag med livet. Jeg vil på ingen måde udlevere Max og fortælle om de ting han tumler med i sit liv. Men vid at det også har stor relevans for sagen. Den her afgørelse giver dog ro i sindet over nogle af de ting jeg ellers har bekymret mig meget over. Max må altså godt passe kattene her når jeg er på ferie eller hos min søster - og det er en STOR lettelse. Jeg tror ærlig talt ikke at de har set ret mange sager som min/vores. Det at spole forholdet tilbage til kærester + opløse ægteskabet og samlivet er jo ikke noget man ser ret meget. Det er jo som regel den anden vej det går. Og jeg kan da godt se objektivt udefra at det kan virke mistænkeligt. Nu glæder jeg mig til det næste brev kommer - for det bliver skilsmissebevillingen. Så er Max ikke længere min mand - men officielt min kæreste.

Det har været en meget hård periode for mig. Det har ribbet op i en masse sår. Det at miste evnen til at arbejde og har måtte 'lade mig nøjes' med en førtidspension. Forstå mig ret: jeg er taknemmelig over at bo i et land hvor jeg bliver forsørget - men jeg er virkelig ked af de ting der følger med. Jeg skal hele tiden være bange for om jeg nu bryder nogle regler. Jeg skal finde mig i at blive hånet. Ikke alene bliver jeg anklaget for at ha' en 'fup sygdom' som jeg 'sikkert har faket mig til', men også for at svindle med statens penge. Enhver person der ser sig gal på mig kan til enhver tid anmelde mig - og hive mig igennem det her helvede igen. Jeg talte også med kontrolgruppen til 'afhøringen' om at det nok næppe bliver den eneste anmeldelse der indløber om mig. Det er jo en rigtig effektiv måde at chikanere på. Hip hurra for anonyme anmeldere - det burde forbydes. Naturligvis skal mistanker om socialt bedrageri indgives, men navnet på anmelderen skulle i det mindste være kommunen bekendt. Det er som om holdningen er at jeg læner mig tilbage med følelsen af at ha' scoret en jackpot ved at ha' fået førtidspension. Som om at jeg nu er lykkelig over ikke at skulle lave en pind resten af livet? Jeg forsøgte at tvinge kommunen til at give mig den ene arbejdsprøvning efter den anden fordi jeg nægtede at indse at jeg ikke kunne magte det. Det er et af de største nederlag i mit liv at skulle på førtidspension. Se lige på min mad og mit ambitionsniveau - mon ikke jeg gerne ville ha' drevet det vidt?

Livet med en kronisk smertesygdom er en daglig udfordring. Der er dage hvor jeg må tage det et minut af gangen. Her på det seneste har jeg haft flere tanker om bare at hoppe i havnen. Uden hverken melodrama eller overdrivelse: så har jeg sgu haft lidt svært ved at se fidusen ved livet. Intet job, ingen fremtid, intet ægteskab og ondt med ondt på. Nå ja, og så følelsen af at skulle holdes øje med resten at livet. Smerterne har været ekstra slemme, hvilket jo er det stress tilføjer til blandingen. Men jeg håber at der nu kommer lidt ro på og at det langsomt kommer til at gå den rigtige vej igen. For der er jo mange rigtig gode ting tilbage i mit liv. Min elskede søster og hendes piger, bloggen her og alle de dejlige mennesker den har ført med sig - og alle de dejlige ting jeg ikke har smagt endnu. På mange måder er jeg et meget simpelt menneske.

Nej, livet blev overhovedet ikke som jeg havde forestillet mig eller drømt om - men det gælder altså om at få det bedste ud af resten!


Tusind tak for alt den kærlighed og støtte der er strømmet ind her på bloggen og i indboksen. Jeg har læst alle de søde kommentarer og mails igen og igen. De har virkelig været guld værd her i den trælse tid. Jeg ved altså ikke om jeg magter at skrive tilbage til jer alle sammen - vil egentlig bare gerne videre nu. Håber det er ok. Endnu engang tak fordi I er der for mig - jeg er meget taknemmelig ❤

33 kommentarer:

  1. Majbritt Pedersen3. april 2012 kl. 23.33

    Tillykke med resultatet. Håber ikke du skal være udsat for den slags igen.. Gode tanker... :)

    SvarSlet
  2. Vi elsker dig jo! (Som man nu kan elske en bekendt) Jeg er dybt afhængig af dig og din blog... Så fuck alle dem der tror du har skudt papegøjen med førtidspension... De ved ikke en skid om hvad de taler om!

    SvarSlet
  3. Kæreste Malou
    Hvor er jeg glad for at høre, at dette blev afgørelsen. Ikke, at jeg troede andet. Men det har jo været en voldsom belastning for dig.
    Nu håber jeg, at du går en lys og rolig tid i møde.
    Kæmpe knus til dig.
    Hanne

    SvarSlet
  4. Åh, hvor er jeg lettet på dine vegne!!!

    Jeg har fulgt med fra dag 1 i denne sag, og har været så vred, så vred.

    Jeg er selv fp, ligeledes min kæreste som bor i en helt anden landsdel.

    Vi må konstant gå i frygt for at blive tolket forkert.
    Tænkt at loven er et skønsspørgsmål, at man ikke kan slå op.
    Det bliver oven i købet vurderet forskelligt fra kommune til kommune.

    Vi har hver vores husholdning, udgifter og liv, så vi kan ikke engang meldes os til den samlevende sats, for så kan vi ganske enkelt ikke betale vores faste udgifter, endsige få mad i munden og tøj på kroppen.

    Stemningen i befolkningen er efterhånden så grim imod fp'er, enten har man snydt og nasser, eller også skal man bare tage sig sammen.

    Og så er der oven i købet nogen der sammenligner det med SU, det er jo slet ikke det samme: Det er en overgangsydelse for raske mennesker som får en uddannelse, der ved ydelses afslutning har medvirket til at de står med en uddannelse, som kommer til at give dem en god løn resten af livet.

    Jeg skal leve for de penge her resten af min liv.
    Jeg får ikke mulighed for en ferie, mit eget hus, en bil eller en pensionsopsparing.
    Og så skal jeg oven i købet helt skamme mig imens!
    Gud nåde at trøste en, hvis man ender med at kommer overens med de odds livet har givet og man bliver lykkelig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Så sandt som det er skrevet, vi er jaget vildt i det danske samfund! Småligheden hos folk går i voldsomt små sko i disse tider.....tænk hvis der er nogen der får en 50 ører som de ikke er berettiget til!

      Slet
  5. Undskyld, jeg lige fyldte så meget, men jeg sad og græd over de her regler (eller mangle på samme) så sent som i går.
    Det er et helvede, og så pokkers angstfyldt.

    Tillykke med sejren!
    Husk at få alt på skrift fra kontrolgruppen.


    [Og føj for pokker til den 'heroiske' anmelder.]

    SvarSlet
  6. Aj,- hvor godt... Jeg følger lidt med via fjæsbog... den der form for kommunal chikane kender jeg kun lidt til. Flot, at du har overlevet. God vind fremover...
    Marianne

    SvarSlet
  7. Hjetelig tillykke med afgørelsen, føler virkelig med dig, det må have givet dig en masse søvnløse nætter. Og hvor usselt det er i ly af anonymitet at anmelde den slags ting, man har sgù da lov til at være kæreste med sin ex-mand, det er da bare godt at venskabet der en gang førte til ægteskab holder trods alt. Jeg ville ikke undvære din blog, som giver mig så meget inspiration.
    Knus Janni

    SvarSlet
  8. Malou, da jeg så billedet og læste ordene, lavede jeg YES! bevægelsen med armen, for derefter at føre dem begge op over hovedet og vokalisere det! Hvor ER jeg glad på dine vegne! <3 <3 <3

    SvarSlet
  9. Hvor er det dejligt du endelig har fået afgørelsen, og selvfølgelig ikke mindst at den var positiv (eller, så positiv som den nu kan være under de omstændigheder!)
    Håber det giver lidt ro i sjæl og krop, så du kan komme lidt ovenpå igen.
    *Cyberhug*

    SvarSlet
  10. Glad for at høre tilykke med det, tænker på dig ( selv om jeg ikke kender dig)

    SvarSlet
  11. så vidt jeg har forstået er de kun anonyme når de anmelder via nettet. Sender de et brev så er de ikke. Så kan man endda få at vide hvem der klager over en...
    Godt du fik det svar du ønskede.
    kh Emma

    SvarSlet
  12. HURRA!! Så er der da lidt retfærdighed tilbage :))
    Jeg tror jeg gjorde lidt som Vicki: Et stort YES! og så den dér bevægelse med armen. (Mine kolleger kiggede godtnok lidt ;)
    Hvor er jeg glad for at læse det! Og samtidig ked af at høre det har været så slemt for dig. Nu håber jeg du får humøret op og kan glædes over alle de ting i livet der vitterligt ER at glædes over.

    Stort knus fra Nordjylland
    Annette

    SvarSlet
  13. Hjertelig tillykke med resultatet :-) Håber for dig at du får lidt ro på dig selv igen, så du i det mindste kan nyde din hobby og inspirer os andre :-)

    PS: Desuden er det så sandt, så sandt det du har beskrevet. Vi er som jaget vildt uden udsigt til nogen af de goder som andre mennesker omgiver sig med!

    SvarSlet
  14. Hvor er det godt! Hjertelig tilykke herfra :0)

    SvarSlet
  15. Ved ikke om man skal sige tillykke(du har jo ikke vundet noget, som du selv er inde på) - men glædeligt er det! :)

    Du burde fejre det med en lang stribe bacon-posts... noget med chokolade og bacon.. eller.. bacon og sprut.. eller.. bacon med bacon på... God påske!

    SvarSlet
  16. Søde malou .... Tillykke - dejligt du kan lægge det bag - det er hæsligt, at være i den situation. Der har jeg også været for mange år siden.
    Rigtig glædelig påske, søde dig :)
    Sofie

    SvarSlet
  17. KÆMPE STORT TILLYKKE :) og rigtig god påske. Det har du fortjent. Knuser fra Frk Hall

    SvarSlet
  18. Så er der trods alt lidt retfærdighed i denne verden !

    <3 <3 <3

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  19. Kan kun glæde mig over at der trods alt sidder nogle fornuftige mennesker i den kommune, som ikke tager anonyme angivelser for gode varer! Det er jo derfor vi har sådan en gruppe, og selvom det giver mega stress (og jeg føler virkelig med dig på det punkt) så kan man glæde sig over at der ikke er nogen diktator som bare kan vælge og sige "ud med hende"...
    Det er nok en stakket trøst, især fordi risikoen er, at det senere kan komme anneldelser, men jeg prøver altid at vende tibgene mest positivt, og det positive er at vi i Danmark kan have "the benefit of the doubt" :-)

    SvarSlet
  20. Kære Malou
    Hvor er det dejligt, at der endelig kom svar.
    Jeg syntes det er noget af det mest rådne, du er blevet udsat for.
    Den anonyme person må have været klar over, at anmeldelsen, var mod bedre vidende, den anonyme skiderik, har jo læst din blog.
    Find humøret igen!
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  21. Hvor er det godt at høre! Tillykke! Håber du får en rigtig god påske!

    SvarSlet
  22. Ah, hvilken lettelse - hvor er det godt at høre :-)

    Jeg støtter Sjønnes forslag - mere bacon!

    SvarSlet
  23. Hvor herligt. Har fulgt sagen intenst og været meget bekymret på dine vegne. Men nu er det slut og det er vår. Lad os så komme videre. <3

    SvarSlet
  24. Åhh hvor fantastisk! SÅ stort tillykke. Danser mig en lille sejersdans på dine vegne og glæder mig til flere inspirerende stunder med mosteren af klid!

    In your face !!! dyneløfter !!!

    SvarSlet
  25. Det var vel nok en lettelse!
    Og hvor beskriver du det bare flot - der er vel ingen som frivilligt bliver førtidpensionist hvis de kunne magte et rigtigt arbejde..

    SvarSlet
  26. Malou jeg har en KÆMPE respekt for dig!
    Du er SÅ sej at du tager kampen op, og ikke bare "gemmer" dig i et hjørne og lukker bloggen fordi en eller anden Tumpe liiiige skulle ud med riven.
    Så pas nu på dig selv, slap af og kom ovenpå igen! :)
    Vi er mange herude bag skærmen som holder af din blog og DIG (selvom vi aldrig har mødt dig). Så tag den tid du har brug for, vi venter med glæde.
    De største knus - Marie

    SvarSlet
  27. åh, hvor er jeg glad på dine og Maxs vegne. Glædelig påske

    SvarSlet
  28. Hvor er jeg glad på dine vegne. Tænk der er så ondskabsfulde mennesker derude! Som vi så ofte siger. Jamen kom da endelig og byt helbred og liv med mig, hvis jeg kan blive rask og leve et "normalt" liv.

    Du skal IKKE gå i evig angst. Hvil i dig selv i troen og viden om, at du INTET gør forkert. Dem som har et problem med dit liv, har selv store problemer, omend af enn anden art end dine.

    Nyd det du kan, og fokuser på det - livet er for kort til andet. Men vær måske lidt mere selektiv med, hvad du skriver om den del af dit liv, som er PRIVAT, netop fordi der sidder syge sjæle derude. Rigtig god Påske!!

    SvarSlet
  29. Tog mig selv i at puste ud. Er virkelig lettet over komunens afgørelse. Håber at du kan få lov til at slappe lidt af og komme ovenpå igen her de næste par dage.
    Hav en rigtig god påske!

    SvarSlet
  30. Tusind tak for alle jeres søde, støttende, konstruktive og kærlige kommentarer - jeg er meget glad og taknemmelig for dem alle sammen.

    Det er helt overvældende at skulle svare på dem alle sammen - og det vil være uhøfligt at vælge nogen ud. Så jeg håber på forståelse for at jeg svare alle samlet.

    Jeg følte mig fuldstændig punkteret ovenpå den omgang. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig at en anklage ville påvirke mig så meget - og da slet ikke fysisk. Men det var fordi det satte gang i hele systemet og sorgen over ikke at være andet en en af de der forfærdelige førtidspensionister uden rettigheder. Resten af livet skal jeg rette mig efter andres regler - og det regler ingen ved nøjagtigt hvad er. Tak for kaffe!

    Men nu er jeg langsomt ved at komme på fode igen. Det er dog stadig en udfordring at ha' besøg af Max uden at få dårlig samvittighed. Det er SÅ åndssvagt!

    Enenu engang tak for de mange kommentarer <3

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!