lørdag den 31. marts 2012

Pausekage...

Puha, jeg er gået helt død i at blogge. Det er bestemt ikke med min bedste vilje, men ordene vil mig ikke rigtig i de her dage. Jeg har det faktisk ret skidt - så skidt at det er gået ud over appetitten. Og så ved man at den er helt gal!

I går tog jeg mig dog lidt sammen og førte en idé ud i livet. En hybrid mellem de 2 danske sommerkager: jordbærkage og ubagt cheesecake. En svampet mazarinbund, smurt med chokolade, toppet med jordbærcheesecake - pyntet med jordbær, blåbær og jordbærgelé. Oh la la, den fik jeg da klemt et par stykker ned af. Opskriften kommer en af de nærmeste dage, skal lige samle lidt kræfter igen.

Det er nu 17 dage siden jeg var til 'afhøring' hos Århus Kommune for mistanke om socialt bedrageri - og der er stadig ikke kommet svar. Jeg havde ikke på nogen måde forestillet mig at det ville komme til at påvirke mig i SÅ negativ retning. Appetitten mangler og søvn er en by i Rusland. Jeg er ved at tænke mig selv helt i stykker. Jeg har gennemtrawlet nettet i håb om at finde nogle retningslinjer - men alt hvad jeg finder er mangelfuldt.

Jeg har dog læst mig frem til at de blandt andet nu undersøger hvad forbrug vi har i el og vand hver for sig, for at kunne påvise om der bor 1 eller 2 i lejligheden. Max laver f.eks ikke ret meget varm mad, da han får varm mad til frokost på arbejde hver dag, hvilket jo sikkert kan ses både på hans el og vand. På den anden side har jeg ikke mindre end 3 køleskabe (1 lille til syltede ting, 1 til råvarer bla grønt og 1 fyldt med alm mad) - og har netop købt en brugt kummefryser på 200 L. Vil man kigge på det og vurdere at jeg på ingen måde kan være enlig med alle de hvidevarer? Mad er mit liv, min hobby og min passion - og jeg bruger næsten alt hvad jeg ejer på råvarer og udstyr. Og nu er jeg bange for at den passion kan være med til at få mig hængt ud som social bedrager. Jeg håber dog at den her blog kan komme med i vurderingen, så man kan se at jeg altså bruger de få kræfter jeg har på MAD.

Max kan slet ikke forholde sig til mit tankemylder. Vi gør jo ikke noget galt - og vurderer kommunen det, så kan vi jo anke og få mulighed for at forklare hvordan alle detaljerne hænger sammen. Men jeg er desværre skruet sådan sammen at jeg 'manisk overtænker'. Det førte til at jeg havde en totalt nedsmeltning inde i byen i torsdags. Max og jeg havde aftalt at mødes derinde for at gå i biografen. På vej i bussen derind begyndte jeg at tænke: 'Er der nogen der holder øje med mig?', 'Er der nogen der genkender mig fra bloggen, ser Max og kontakter kommunen og oplyser at vi er set sammen?', 'Må vi overhovedet gå i biografen sammen', 'Må Max betale billetten?', 'Husk at gem billetten, så du kan bevise at du selv har betalt' og mange, mange flere forvirrede tanker. Da vi så mødtes gik jeg helt i sort. Alle lamper blinkede rødt og det var igen FORBUDT at se Max. Jeg endte med at bryde fuldstændig sammen og græde højt og ukontrolleret som et barn, lige midt på Park Allé. Det var SÅ pinligt. Jeg bliver nok nød til at opsøge noget professionel hjælp hvis det her ikke skal knække mig helt.

I aften skal jeg dog ha' en pause fra det hele. Sammen med Mette og Britt skal jeg på Frederikshøj og indløse det her tilbud. Champagne m. snacks, 5 retter m. vinmenu, kaffe & petitfours - ja tak! Det er bare lige det jeg trænger til. Så nu er der en lur, et bad og en hår + tøjkrise der bare venter på at jeg får mig taget sammen til at klikke på 'udgiv indlæg'.

*Klik*

25 kommentarer:

  1. Wow - en lækker kage. Hvis jeg boede i nærheden, ville jeg gerne komme forbi og hjælpe med at smage. Pøj, pøj med alt de dér kommune-noget. Det er sgu svært at skulle føle sig overvåget på den dér måde. Ønsker det bedste for dig - jeg kan godt forstå, du er påvirket af situationen.
    Mvh
    Mia Sørensen

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-) Uh, du havde været velkommen. Jeg fik næsten has på den - men kunne godt ha' brugt lidt hjælp.

      Tak, håber snart det er ovre. Det er SÅ stressende. Jeg kan ikke regne ud om jeg er købt eller solgt - kunne ikke rigtig tolke på de ting de sagde. Ved ikke om Max og jeg overhovedet må være kærester. Krydser bare fingre for at der snart bliver afgjort - til min fordel.

      Slet
  2. åhh en lækker kage og åhh hvor er det surt at være dig lige nu men husk: "INTET VARER EVIGT" pludselig en dag er det overstået og solen skinner igen, alt er godt og skuffen er igen fyldt med skeer ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, det var virkelig en lækker kage :-)

      Åh, det er i sandhed vise ord. Tak for dem <3

      Slet
  3. Der er ingen der forbyder dig, at rykke for svaret. Det synes jeg du skal gøre. Sagsbehandleren der sidder med din sag, har ikke nødvendigvis travlt med at melde tilbage. H*n har jo sikkert mange sager liggende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det ved jeg godt - prøver virkelig også at tage mig sammen til at ringe derind. Kontrolgruppen har vist rigeligt at lave i Århus - det skulle være den i landet hvor de afslører flest bedragere. De sagde dog "hurtigst muligt" - og det er jo ikke godt at vide hvad de mener med det.

      Slet
  4. Hej Malou. For pokker hvor det træls alt det med kommunen og den anonyme anmeldelse.... Fy for p..... Og mht opskriften på den der kage - GLÆDER mig, den opfylder jo alle mine drømme :-)
    Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne

      Ja, du kan tro det trækker tænder ud. Det værste er næsten at der sidder en derude der vil mig det skidt. Glæder mig godt nok til det er ovre.

      Tak - opskriften ligger klar nu ;-)

      Slet
  5. Jeg syntes det er helt forfærdeligt med den sag og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at overrække det hele! Hvor er det synd, at en eller anden nar, skulle have SÅ ondt i røven over at I ses og formår at holde "ved" hinanden... Det er tankevækkende og skammeligt! Håber du får en skøn aften, det lyder for lækkert! Jeg har fulgt med i over et år nu og elsker din blog. Bor også i Århus, så det var defor jeg fandt din blog i sin tid, hvor jeg skulle finde god take away :)
    Gode tanker herfra!

    SvarSlet
    Svar
    1. Overrække = overtænke :)

      Slet
    2. Tak, det er dejligt med lidt støtte her i den svære tid. Set objektivt udefra kan jeg godt forstå der måske er nogen der sætter spørgsmålstegn ved at vi holdt "kobberbryllup" på Falsled - men man skal jo altså ikke læse ret meget med her for at vide hvordan det hele hænger sammen. Alle andre roser os for at kunne spole tilbage og være kærester - for et ægteskab og samliv er umuligt efter omstændighederne. Vi havde jo ikke regnet med at blive syge nogen af os - men det blev vi og nu forholder vi os til det.

      Tak, det var virkelig en skøn aften. Glæder mig til at blogge om den snart.

      Aww, tusind tak - jeg er glad for at du læser med og kan lide det jeg laver. Det er dejligt at du er så 'tæt på' :-D

      Slet
  6. Nam den ser godt nok lækker ud, en fusion af to virkelig lækre ting er blevet til en virkelig virkelig lækker ting :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak - jeg er glad for at du kan lide min nye kreation :-)

      Slet
  7. For meget med de undersøgelser. Forstår dig så godt da jeg selv er et føle menneske. Forsøg ikke at lade det tage overhånd. Det er det ikke.værd. Skønne opskrifter der inspirerer meget. Kh Jacob

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, alt for meget. Jeg er ved at føle/tænke mig selv i gulvet hele tiden. Tak, jeg prøver virkelig at stoppe tankespiralerne - men svingende held.

      Aww, tusind tak - jeg er glad for at du kan finde inspiration her :-)

      Slet
  8. Super lækker kage og glæder mig til opskriften dukker op her på din vidunderlige blog :-)

    Jeg forstår godt hvordan du har det lige nu! Det er så uhyggeligt som vi lader misundelige mennesker påvirke vores ikke altid spændende liv som førtidspensionister, som rent helbredsmæssigt langt fra er nogen dans på roser!

    Prøv at rykke sagsbehandleren for et svar. Håber virkeligt for dig at du/I ikke skal trækkes alt for lang tid med denne sag, så især du kan komme videre i livet uden videre mistænkeliggørelse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, er glad for at du kan lide kagen. Opskriften ligger klar nu ;-)

      Puha, ja - det er slemt nok at være førtidspensionist i sig selv. Jeg kan næsten ikke overskue at jeg skal være under lup resten af livet. Men når man bliver forsørget af staten må man opgive nogle af de rettigheder til privatliv som alm lønmodtagere har. Det gør mig ked af det.

      Ja, jeg prøver at tage mig sammen til at ringe derind - modet svigter bare hver gang jeg sidder med telefonen. Tak, jeg håber også at sagen snart bliver afsluttet så jeg kan komme videre med mit liv.

      Slet
  9. Hvor har jeg ondt af dig. Forstår simpelthen ikke..... at nogle kan få ondt i r... Et liv som førtidspensionist er ikke et drømmeliv mon de ville bytte??? Dem som misunder...
    Synes ikke det er ok du nu står i sådan situation, føler med dig.
    Det med at være manisk overtænker det kender jeg selv alt for godt. Har dog fået hjælp her for nyligt af hypnose, og det har virkelig givet meget. Måske du skulle prøve. Ikke at din situation bliver bedre men... så fik du måske lidt søvn og mad ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, det er dejligt med lidt støtte her i den trælse tid. Fatter heller ikke at nogen vil mig ondt - det er som om mange mennesker tror det er lykken at få tilkendt førtidspension. For så kan man bare dase dagen lang for skatteborgernes penge??? Jeg er SÅ træt af den holdning - og ville ønske at jeg kunne slippe for den her ydmygende forsørgelse.

      Hypnose bider overhovedet ikke på mig - har prøvet et par gange bla i forbindelse med rygestop. Men afspændingscd'erne er fundet frem - og de hjælper da en smule. Tak :-)

      Slet
  10. Jeg synes også du skal prøve at kontakte nogen der kan hjælpe med overtænkningen - den bliver man altså (endnu mere) syg af. Har selv en tendens til det, og engang imellem husker jeg, at det ikke kan betale sig at bekymre sig på forskud. Men mon ikke noget mindfullness eller hypnose eller psykoterapi kunne gøre godt?
    Sender god karma!

    ...PS: vi er to, der ikke kan spise den kage ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. *Suk* Ja, du har helt ret. Det her er den sikre vej ned i en depression - og det kan jeg slet ikke magte oveni alt det her. Hypnose bider ikke på mig - men jeg har da en bog om mindfullness + cd som jeg forsøger mig med.

      Tak søde <3

      Har faktisk udtænkt en mælkefri version til dig - med margarine i bunden og 'cheesecake' af den nye promel blåbær eller vanilje sat med husblas ;-)

      Slet
  11. Kære dig, hvor er det ergeligt at det skal fylde så meget. Håber det snart er overstået, og du kan kigge fremad. Kigger jævnligt forbi din blog, og følger dig på twitter. Og det vil jeg jo gerne blive ved med :-)
    Håber din påske bliver god, og at du snarligt kan få lagt afstand til kommunen og de følelser der ikke gør godt! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tak - hvor er du sød <3

      Jeg håber at det nok skal gå alt sammen. Nu skal jeg i hvert fald prøve at slappe af og så en god påske :-)

      Slet
  12. Hej

    Du kan prøve vores gratis mp3 der fjerner bekymringer. Selvfølgelig kan man godt blive bekymret igen, men nogle gange kan det være godt at få ryddet lidt op i sindet, så man har mere plads til at finde løsninger.

    Du kan få den her,

    http://jacobstrachotta.dk/shop/da/gratis-mp3-download/172-afslapnings-mp3-gratis.html

    jeg håber den kan hjælpe dig lidt.

    venligst,

    Jacob

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak - den vil jeg straks hente og forsøge mig med. Det er vist lige det jeg trænger til <3

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!