fredag den 3. februar 2012

Sweetdeal fra Lunch Boxen - smørrebrød og frikadeller...

Igen har jeg forsøgt mig med Sweetdeal - og denne gang var det en fin oplevelse. Det drejede sig om et tilbud fra Lunch Boxen: 10 store og hjemmelavede frikadeller med rødkål samt 1 stk. hjemmelavet rugbrød (88 kr) eller 5 stykker højtbelagt (uspecificeret) smørrebrød (88 kr). Jeg købte et af hvert tilbud.

For 48 kr kunne man få maden bragt til døren. Og da jeg mildest talt er i en elendig forfatning i de her dage, valgte jeg at indløse begge kuponer i går, så der var mad til et par dage. Præcis på minuttet som aftalt, kl 11.30, ringede det på døren. Spændt pakkede jeg maden ud. Smørrebrødet var 2 x fiskefilet, 2 x roastbeef og en enkelt med hamburgerryg - havde nok forventet 5 forskellige stykker på trods af at det var uspecificeret. Det så dog ganske fint ud - men ikke med så mange hjemmelavede detaljer som håbet.

Jeg fik næsten et chok da jeg pakkede frikadellerne ud. Det var 10 KÆMPE frikadeller - ca dobbelt størrelse af hvad jeg havde forestillet mig. Et hurtigt besøg på køkkenvægten viste at der var 1,1 kg lune dunser.

Det medfølgende rugbrød var dog ikke hjemmelavet som lovet. Rødkålen var fra en spand, men af den bedre slags. Jeg kan ikke få det til at passe men prisen. Lunch Boxs normalpris for frikadeller med tilbehør er 2 stk for 40 kr. Det her svarer til 5 portioner = 200 kr. Så det er jo 12 kroner under halv pris (en besparelse på 56%).

Smørrebrødet var præsentabelt og fint efter årstiden. Kan godt lide at der er porre på fisken. Har dog aldrig oplevet sprødstegt bacon på hamburgerryg med italiensk salat - men jeg klager bestemt ikke (#AEBMB). Jeg spiste de her 3 stykker til frokost og de sidste 2 til aften sammen med en enkelt frikadelle. I dag har jeg fået frikadeller til frokost - og frosset resten ned til nem mad på dårlige dage.

Mit eneste kritikpunkt er dette stykke salat som godt kunne ha' brugt en ekstra skylning.

Jeg kan dog heller ikke få prisen til at passe med smørrebrødet - men denne gang er det ikke til min fordel. 5 stk for 88 kr (som jo er påstået halv pris) = en normalpris på 35,2 kr pr stk. Men det højt belagte smørrebrød koster altså kun 25 kr pr stk hos Lunch Box, hvilket kun ville blive 125 kr for 5 stykker - og altså ikke 176 kr. Jeg har altså kun sparet 37 kr på smørrebrødet og ikke 88 kr som Sweetdealen oplyser.


Så denne deal var virkelig historien om gyngerne og karrusellen - hvad jeg mistede på smørrebrødet blev tjent ind på frikadellerne. Men havde jeg kun købt en kupon til smørrebrød havde jeg følt mig snydt. Jeg blev lovet en besparelse på 50% som så reelt viste sig at være på kun 29,6%. Men lad nu det ligge - maden var god og meget fin til prisen. Jeg kunne helt klart godt finde på at købe mad fra Lunch Boxen igen.


Og der er lige en detalje jeg gerne vil rose: frikadellerne og rødkålen blev leveret i 'genbrugsbøtter'. Rødkålen kom i en afvasket bøtte fra italiensk salat og frikadellerne i en stor sag som tidligere har indeholdt margarine. Det syntes jeg er et godt træk, for dels er emballagen beregnet til fødevarer og dels sparer man på den dyre engangsemballage. Jeg har nu vasket begge bøtter af igen og sat dem i skabet til jeg skal ha' mad med på farten engang.


Og nu vil jeg gå ud og hive vaffeljernet frem - det har stået forsømt alt for længe på hylden. Stikord: bacon og ahornsirup. Wuhu!

4 kommentarer:

  1. Skriv til sweedeal og brok dig over den manglende rabat. Det gjorde jeg med et andet tilbud og fik de "manglende" procenter retur. Det er et brud på markedføringsloven at skrive, at man sparer XX kr. og man så kun sparer YY kroner.

    SvarSlet
  2. Uh, det havde jeg slet ikke overvejet at man kunne brokke sig over. Jeg smider dem da lige et link til det her indlæg så ;-)

    SvarSlet
  3. Så lige du havde købt den samme deal som mig :) Jeg fandt dog Sweetdealen på Bownty og var super tilfreds! (Det dur helt sikkert som Dea skriver at fortælle hvis der er noget i vejn)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at du var tilfreds - tror det var en smutter med mit ;-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...