fredag den 3. februar 2012

Græskarsuppe med chili, appelsin og kokos...

Jeg er helt pjattet med græskarsuppe og har efterhånden lave et par forskellige varianter. Jeg er vild med den krydrede på lammefond med ingefær - men denne gang skulle krydringen være lidt anderledes: appelsin, chili, salt og karamel. Jeg fortæller nederst hvorfor.

Suppen blev serveret med lidt skyr, revet appelsinskal og nigellafrø.

For noget tid siden blev jeg, og en flok andre madbloggere, kontaktet af Cuisinart og tilbudt muligheden for at teste denne smarte Soup Maker - en blender med indbygget varmelegeme. Det sagde jeg ja tak til, for jeg vil gerne teste udstyr der gør madlavningen nemmere. Med fibromyalgi kan det være træls at røre i en gryde - så hvis jeg kan spare armkræfter er det kun en bonus! Blenderen kan f.eks købes her.

Det passede som fod i hose at den ankom netop den dag hvor jeg havde et halv butternut græskar til overs fra min græskar-is.

450 g græskar
1-2 løg
4 fed hvidløg
½ rød chili
½ spsk korianderfrø
½ spsk hel spidskommen
4 dl hønsefond
1,5 dl kokosmælk
Saft og revet skal af 1 appelsin
Salt/peber
Ahornsirup
Æblecidereddike


Koriander og spidskommen ristes på en tør pande - pas på, de branker let. De ristede krydderier køles af og males i en krydderi mølle eller stødes i en morter. De kan naturligvis erstattes af stødte krydderier.

Græskaret skrælles og skæres i små tern.

Løgene hakkes, hvidløget snittes i skiver og frøene fjernes fra chilien som strimles.

Og så startes suppen op i maskinen (man kan selvfølgelig også bruge en gryde). Først smeltes lidt SMØR og olie ved den laveste varmeindstilling.

Løg, hvidløg og chili sauteres - og der røres en gang i mellem.

1 spsk af de malede krydderier tilsættes sammen med græskar og fond. Varmes skrues op og suppen simrer til det hele er mørt.


Og se lige hvor nemt det er når der skal røres rundt.

Når grøntsagerne er møre blendes suppen og gøres færdig.

Der tilsættes kokosmælk + appelsinsaft og skal. Suppen smages til med ahornsirup, æblecidereddike, mere spidskommen/koriander samt salt og peber.

Suppen kan hældes direkte fra blenderen over i det den skal serveres i. Den kan toppes med alt muligt. Et kølende surmælksprodukt og lidt knas er perfekt. Jeg havde ingen græskarkerner i huset, så det blev lidt nigellafrø i stedet for.

Og her er så inspirationen til suppen:


En lille gave fra Anthon Berg som kom med posten her den anden dag. Deres nye nye 'Sweet Moments' med 3 slags karamel: plain, med havsalt og med appelsin/chili. Som lidt ekstra sjov var der appelsiner, chili og havsalt med.....eller det vil sige ørkensalt. Saltet stammer nemlig fra en underjordisk sø i Kalahari-ørkenen. Det ringede jeg og udbad mig en forklaring på - og fik det mest charmerende svar: "sådan går det når man sender en piccoline i byen efter 'lækkert salt' til pakkerne". Så cute. Det var nogle ganske fine chokolader - og det var så dem der bidrog med inspiration til suppen: salt, appelsin, chili og karamel (ahornsirup).

Nu vil jeg lægge hovedet i blød og udtænke nogle flere supper til blenderen. Rygterne vil vide at man også kan lave f.eks bernaisesauce og crème anglaise til is + kage. En veninde bemærkede tørt at jeg sikkert "fandt på at lave en 4 retters middag i den". Hæ, nu får vi se.

Det er lidt sjovt at være i 'ALT for damerne' i denne uge - på den side der hedder Samtalekøkkenet (s. 97). Jeg fortæller bla at min livret er osso buco - og den opskrift kan du se lige her.

5 kommentarer:

  1. Hvorfor mener du, det er nødvendigt at skære alt ud i meget små stykker, når de skal blendes? Skal jeg hakke løg, skærer jeg dem i kvarte og putter dem i hakkeren/blenderen, og til blomkålssuppe skærer jeg ud i halvstore buketter, som koges i suppen, der jo derefter blendes. Jeg mener ikke, bittesmå dele bidrager mere til smagen end større dele, der koges. Er jeg forkert på den?

    SvarSlet
    Svar
    1. Her skærer jeg løgene fint ud fordi de skal sauteres bløde først (hvilket gør det de udvikler en 'brunet' og sødere smag) - det ville ikke kunne i store stykker med så lille en kontaktflade til varmen som her.

      Græskarret er i små stykker fordi det så går hurtigere for at koge det helt mørt. Når jeg laver blomkålssuppe laver jeg den også med ret små buketter. Kål indeholder nemlig svovlforbindelser som kan blive ubehagelige ved lang kogetid - det kan nem få en 'pruttet' duft og smag. Kort tilberedning giver også et bedre udbytte af næringsstoffer samt smags- og aromastoffer.

      Men nej, du er skam ikke helt forkert på den - det kommer bare helt an på hvordan man vælger at tilberede sin mad ;-)

      Slet
  2. Hvor er det en smuk suppe - og hvor har du dog været flittig de sidste par dage. Man kan da heller ikke forlade landet et øjeblik, før du skriver alle mulige spændende indlæg :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, er også selv ret godt tilfreds med den :-)

      Nope, du kender da også godt ordsproget ikke? "Når Piskehapsen er ude blogger Klidfræseren om gude(spise)" ;-D

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...