lørdag den 28. januar 2012

Spise hos Brdr. Price...

Torsdag d. 12/1 2012 spiste søstrene Pagh hos brødrene Price. Vi havde bord i den del af restauranten der hedder Spisestuen. Her er der hvid dug, stivede servietter og blød musik i højtalerne. Restaurantens anden, og mere uformelle halvdel, hedder Spisekøkkenet og byder på langborde eller pladser ved baren.

Vi fik et rigtig hyggeligt bord i et hjørne hvor vi kunne snakke uforstyrret - hvilket som altid med os er en fordel. For at smage lidt forskelligt bestilte vi 3 forretter til deling. Jeg lagde ud med et glas champagne til min første forret: S.A Brut, Arnaud Robert (95 kr). Søs, som stadig ammer, lagde ud med en flaske S. Pellegrino (50 kr).

Jeg ved jeg får prygl for at vise det her billede - med det er det værd, for det her indlæg skal altså prydes af et billede af min elskede lillesøster. Det var SÅ dejligt at være ude at spise med hende - og det var noget vi begge havde glædet os til. *vinke vinke*

Mens vi sad og kæmpede med at vælge fra på menukortet, kom der brød og SMØR på bordet. Et lækkert nybagt brød bagt med spelt og den biodynamiske SMØR fra Naturmælk som jeg holder så meget af. Der var ikke sidetallerkner eller smørknive - og det syntes jeg er synd i Spisestuen. Der kom krummer overalt og det var noget værre fedtværk at sidde med. Det er forståeligt at det er valgt fra i den anden uformelle afdeling - men til en hvid dug syntes jeg nu det hører sig til. Kald mig bare gammeldags.

Vi skulle jo naturligvis bestille brødrenes SMØR-menu med 3 varianter: med ristede nødder, peberrod og Skagensskinke (55 kr). Oh la la.....jeg skal love for jeg fik lækkert SMØR for alle pengene den dag.

Til mine bobler havde jeg bestilt 6 østers gratineret med champagnesauce (155 kr). Smagen af de fine østers var virkelig god og de havde lige 'sat' sig. Desværre syntes jeg lige at de havde lidt fået for meget på overfladen - den havde en bitter halvbrændt smag som jeg ikke brød mig om.

Søs forsøgte sig med Adams salat med confit de canard (115 kr). Sprøde salater i en let syrlig vinaigrette garneret med møre lunser fedtkogt and, granatæblekerner, valnødder og croutoner.....naturligvis stegt i SMØR.

Til deling blev det Anderillette med cornichoner og grillet brød (85 kr). Wow, virkelig velsmagende rillette smagt til med fuldkornssennep som smukt tog brodden af det fede.

Til hovedretterne bestilte vi en flaske 2008 Crianza, Bodegas Luis Cañas (375 kr). En frugtig bulderbasse med et meget behageligt snert af eg og lakrids. Søs fik et par glas og jeg labbede glædeligt resten i mig.

Søs havde bestilt Le vrai cassoulet (185 kr) og en grøn salat til (40 kr). En mægtig portion kraftig og ufattelig velsmagende bondemad med hvide bønner, confiteret and, flæsk og krydrede pølser. Den sammenbagte ovnret får et sidste hug toppet med rasp så der dannes en sprød skorpe. Nøj, hvor var den god - og ikke helt så fed som frygtet. Sammen fik vi gjort næsten gjort kål på cassouletbjerget.....næsten.

Min hovedret var Rørt tatar - a la minute (165 kr). Billedet blev desværre ikke så godt og yder på ingen måde tataren retfærdighed, for den er en af de bedste jeg nogensinde har fået. Også her havde der været fuldkornssennep i spil, sammen med æggeblomme og frisk estragon. Krydringen sad lige i skabet!

Jeg havde bestilt stedets, allerede berømte, pommes frites (40 kr). Jeg fattes ord! Har spist mange 'sveller' i mit liv - men sjældent nogen i den her liga. Sprøde og knasende udenpå, perfekt gyldne med porøs, fnuglet midte. Det piner mig at jeg måtte levne. Men det måtte jeg, for vi skulle også lige dele et par desserter.

Igen måtte vi vælge fra med hård hånd, for vi ville gerne ha' smagt det hele. Først en Tiramisu (85 kr). Helt klassisk og uden dikkedarer - og ikke alt for sød. Et dejligt italiensk smækkys.

Og til sidst et stykke af den mest bedårende Citrontærte med karameliseret marengs (85 kr). Sød, sur, sprød, blød og fremragende. Et smukt 'french kiss' at slutte middagen med.

Vi takkede af og slog et smut omkring toilettet på vejen ud.


Virkelig gennemført indretning med en kollage af gammelt køkkenudstyr som udsmykning. Galant som min søster er, fik jeg lov til at træde af på naturens vegne først. Med det resultat at hun fik mulighed til at hilse på James Price mens jeg sad bag en lukket dør. Og det kom jeg til at høre for mange gange mens jeg var derovre.....mange gange. Kost!

Hele gangen hen til toiletterne var for øvrigt dekoreret med udtjent køkkenhejs.

Flere af dem kende jeg yderst godt fra min barn- og ungdom. Har da også selv ejet både en dybkoger og et pommes frites-jern magen til.

Hæ, og sådan en pålægsmaskine fra Eva havde vi i hvid i mit barndomshjem.

Der stod også denne lille fine sag. Sikkert en gave fra åbningsreceptionen?

Som rosinen i pølseenden, et meget nysseligt vægmaleri af de 2 madglade brødre.

Her Piskeris - se hvad der var malet øverst. Du kan tro vi tænkte på dig.

Trætte og glade forlod vi brødrene. Det meget mættende måltid stod i 1535 kr. Meget rimeligt for sådan en aften. Aftenen blev delvist sponseret af salget af min gamle Kenwood røremaskine - resten slog vi halv skade om. Det var skønt at ha' en hel aften alene sammen med min søster. Det var også hendes første aften ude efter hun blev mor for 2. gang.

Jeg ser frem til at aflægge de to brødre endnu et visit. Ved også allerede hvad jeg gerne vil ha' fra menukortet. Hvem vil med?


29 kommentarer:

  1. Migmigmigmigmig!!
    -Christa :-D

    SvarSlet
  2. Kære Malou
    Dejlig og virkelig detaljeret beskrivelse af aftenen. Sikke dog et måltid. Jeg må bestemt derhen snart, men efter at have læst din anmeldelse kan jeg slet ikke beslutte, om det skal være tataren eller stroganf'en :)
    Kh Nadia

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Nadia
      Tak, jeg var desværre lidt træt så der mangler lidt hist og her. Jeg tror det er lige et sted for dig! Dem ved siden af os fik stroganoff og coq au vin - og roste begge dele til skyerne ;-)
      Kh Malou

      Slet
    2. Mmm, det lyder godt nok godt. Lad os snuppe en bid sammen på et tidspunkt. Ikke nødvendigvis der :)

      Slet
  3. *Rækker hånden i vejret* Mig mig mig! Om ikke andet så bare for smørmenuens skyld! *drool*

    SvarSlet
  4. Ingen tvivl... på et tidspunkt får de to besøg af mig :-) Din anmeldelse og lækre billeder gør ikke interessen mindre... tværtimod. Lidt Price fik jeg dog igår... jeg tyggede mig gennem en sæson, sjovt nok, noget jeg aldrig falder i søvn over :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, jeg håber du bliver lige så begejstret som jeg :-) Hmm, jeg må nok hellere få set hele serien - det er ikke blevet til mere end et par enkelte afsnit her og der. Dejligt :-)

      Slet
  5. Dé "sveller" & dén citronkage kalder på mih, mig, mig! ;o9 *slurp*

    SvarSlet
    Svar
    1. Kom frisk :-) Det var virkelig den bedste citrontærte ever!

      Slet
  6. Er altid med på, at spise ude. Så du siger bare til.

    SvarSlet
  7. Håber du fik afluret opskriften på den citron tærte for den ser da godt nok lææææækker ud.

    SvarSlet
  8. Håber i havde en fantastisk aften, hvilket det tyder på... Kenwooden bor trygt og sikker på mit køkkenbord, og vi har ind imellem kærlige øjeblikke når den spinder for mig *Gg*

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, det kan du tro vi havde :-)

      Jeg er rigtig glad for at det er dig det købte den lille basse - dejligt at den spinder godt for dig ;-)

      Slet
  9. Oplevelsen har sikkert været fin, men dæleme nej, om jeg kunne finde på at brænde en måneds kostpenge af på at gå på restaurant. (Jeg bruger vel ca. en tusse om måneden på fødevarer, når jeg altså nøjes med selv at lave mad).

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en rigtig god oplevelse. Det er også næsten en måneds kostpenge her - men sådan vælger jeg ikke at se på det. Jeg laver selv god mad til en fornuftig pris til hverdag. Jeg ryger ikke, har ikke børn, bil eller hus - og da jeg ikke bruger ret mange penge på tøj, så er restaurant besøg noget jeg gerne sparer sammen til. Her er de 1000 kr f.eks fra salget af min gamle røremaskine. Desuden giver min søster og jeg ikke hinanden jule- og fødselsdagsgaver, men går i stedet ud og spiser ;-)

      Slet
  10. Skøn anmeldelse. Tak for det :-) Jeg vil vildt gerne med næste gang for både smørmenuen og tataren lokker mine smagsløg... tja ok det gør de andre retter også :-)
    Indretningen af restauranten lyder ret fed og genial med gammelt køkkenudstyr og malerier.

    PS Søsteren ser skøn ud, det må jo ligge i generne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for at du kan lide anmeldelsen :-)

      Uh, jeg kommer til Kbh d 10 marts og bliver et par dage. Hvad siger du til at spise en bid sammen der hvis vi kan få bord?

      Ha ha, tak - hun er nu en del skønnere end jeg. Vi er jo 'kun' halvsøstre og jeg har lidt andre gener med i håndbagagen ;-)

      Slet
    2. Juhuuuuuuuuu :-) Jeg er så klar den 10. marts og skynder mig at sætte et stort fedt kryds i kalenderen :-)

      Slet
    3. Super, så bestiller jeg straks bord. Vil du helst spise i Spisekøkkenet eller Spisestuen? :-)

      Slet
  11. Tak for en uforglemmelig aften, min dejlige sos. ALT var perfekt. muhahhahahahha.....
    Elsker dig sa hojt sos, nu venter YaYa naste onsdag.... kys kys

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak min snut. Well, jeg skal være taknemmelig for at du ikke nævnte 'James-gate' her ;-)

      Elsker også dig - og glæder mig til at se dig i morgen. Uah, hvor skal vi smovse på YaYa :-D

      Slet
  12. Nøj, hvor ser det godt ud. Jeg har læst anmeldelserne fra JP og Politiken og været rædsomt misundelig på dig. Hvis du skal derover igen, skal jeg med glæde ledsage dig ;-).
    Og hvor er det i øvrigt en smuk søster du har :-) (Det er du for den sags skyld også. Har lige set ALT for Damerne)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en deal! Det skal bare aftales i MEGET god tid - for der er booket flere måneder i forvejen.

      Aww, tak - hvor er du sød <3

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...