mandag den 2. januar 2012

Nytårsmad I: Monza...

I år fik vi nytårsmiddagen udefra. Det skal lige siges at planerne for nytåret var blevet ændret et par gange undervejs. Den her menu fra Monza var bestilt før det blev aftalt at Max og jeg skulle fejre det her sammen - og den er derfor kun til 1 person.

Billederne af retterne er lånt her på Monzas hjemmeside. Prisen var 389 kr - men vi havde fået 50% rabat via Downtown. De skriver: "Og for at få det hele til at se perfekt ud, når du serverer det for dine gæster, følger der billeder med til menuen, som viser, hvordan retterne skal anrettes". Jeg syntes det lød og så godt ud - og tænkte at det sikkert var "fint til prisen".

Max cyklede ud og hentede maden mens jeg var inde i byen efter det andet. Allerede da jeg pakkede det ud fik jeg dog bekræftet at jeg endnu engang havde købt katten i sækken med sådan et tilbud. Det var meget dårligt og ubetænksomt emballeret.

Jeg fik dog det hele pakket om og sat på køl til senere. De 2 forretter blev kombineret med det andet mad vi hentede - så hovedretten og desserten fik vi først i går, 1. nytårsdag.

De 2 retter vi fik i nytårsaften indgik begge i en fisketallerken som jeg flettede sammen af ting fra de 2 forskellige menuer. Først suppen:

"jomfruhummer suppe med krebs på en bund af porre og purløg".

Fyld var der rigeligt af - faktisk meget mere end der var suppe (og den sjat Max spildte på vejen hjem i rygsækken er endda regnet med).

Vi magtede dog ikke at spise så mange halvrå porrer så jeg fiskede de små krebsehaler op og fordelte i et par små skåle. Suppen lignede ingenlunde den på billedet (den så cremet, tyk og flødet ud) - den her lignede den grågrønne grumsede Limpoppoflod. Den var tynd og pjasket og lugtede ret så 'fisket' - og ikke på den gode måde.

Men varmet og serveret blev den. Vi smagte begge på den og det var så det. Den var virkelig ubehagelig. Den smagte som var den kogt på rejeskaller og bitre urter. Den var tynd og med en meget ubehagelig mundfølelse, som fedtet opvaskevand. Vi havde ikke engang lyst til at fiske de små krebsehaler op og spise dem.

Lidt bedre gik det dog med den næste ret:


"Sprød kurv med marinerede tigerrejer små salater og kryddercreme".

Dog var 'kurven' så lillebitte at jeg tro den må være krympet under transporten.

Hvilket måske var heldigt nok, for der var kun 4 rejer med til at komme i den. Og den ene endda stadig med lidt 'lækkert' snaller fra tarmen siddende på. At de skulle være marinerede i noget som helts kunne hverken ses, lugtes eller smages.

Da vi jo skulle dele lavede jeg en lille happer til hver af henholdsvis top og bund fra 'kurven'. Den meget neutrale kryddercreme blev smurt på først. Jeg lånte lidt purløg fra suppefyldet og fik da en ganske hæderligt udseende lille kanape ud af det til hver. Men nu er det jo ikke udseendet det kommer an på - og smagen var desværre nærmest fraværende.

Bagerst på tallerken ses de to fisketapas fra CANblau. Dem blogger jeg om i morgen - og der er det helt anderledes rosende ord jeg har klar. Nytårsaften spiste vi det meste af menuen derinde fra - på nær osten og desserten. Dem fik vi i går sammen med det sidste fra Monza:


"200 g mør Oksesteak på ovnbagte rodfrugter, krydderurtesalat, og smørristede petit kartofler med rødvinssauce"

Javel ja, det så bestemt ikke imponerende ud ved ankomsten. Krydderurtesalaten var undsluppet, men resten var der i rigelige mængder. Det viste sig at være menuens stærkeste punkt.

Min første tanke var at bøffen var skåret på den gale led - indtil jeg kom i tanke om at den jo skulle skæres i skiver som på billedet. Bøffen vejede 178 g.

Mængden af tilbehøret var overvældende. Hvad forretterne manglede i volumen var der her kompenseret for til fulde. Men hey, kartofler og rodfrugter er jo ret billige i forhold til f.eks rejer. Kartoflerne var rengjort på maskine og kunne virkelig godt ha' trængt til at være blevet gået efter, der var lige lovligt meget knas nogen steder.

Da jeg varmede bøffen fik jeg indviet mit nye stegetermometer. Det blev indstillet på 56°C og fadet blev sat i ovnen på 200°C til det bippede. Jeg lagde folie over grøntsagerne og satte dem ind sammen med.

Jeg forsøgte derefter at varme rødvinssaucen. Den var jævnet med så meget maizena at den havde samme konsistens som vingummi. Jeg måtte nærmest brække den i stykker for at få den ud af bøtten. Den blev varmet som anbefalet med lidt vand. Yikes, det var godt nok en slem sauce. Den smagte at absolut ingenting andet end af sur billig rødvin. Ingen salt, ingen kødkraft og bare......ingenting.

Jeg tryllede med lynets hast en lille kasserolle med 3 dl Herbamare grøntsagsbouillon frem. Den slemmede jeg saucen op i og smagte til med salt, agavesirup, æblecidereddike og lidt balsamicoglaze inden den blev jævnet med lidt roux fra jul (opbagt af mel og andefedt). Slam, så var der sgu sauce. Måske ikke verdens bedste, men den kunne spises.


Hovedret til 1 person delt i 2. Det var bestemt ikke tilbehør vi skulle gå ned på.

Kødet var faktisk ganske udmærket, lidt syrligt men bestemt spiseligt. Og jeg vil gerne rose valget af selleri og gulerod som garniture. Årstidens grønt er altid det bedste efter min mening. En lille buket broccoli ville dog ha' livet gevaldigt op på anretningen som ellers fremstod noget tone-i-tone.

Og så er er kun desserten tilbage:

"is fragelitet med bær culis og bagte pærer".

Den bagte pære var kluntet og med kernehus. Den yderste spids var sort - og det var ikke kun en rest af stilken.

Fragilité er en slags luftig marengs, ofte med nødder - her kom den dog i form at en meget tynd lagkagebund rullet sammen med en meget kedelig og kunstigt smagende 'vaniljeis'. Bærsaucen var nogenlunde.

Var det 389 kr værd? NEJ. Var det 169 kr værd? Well, kun lige akkurat.

Max sagde at der var stor travlhed derude da han hentede maden. Jeg ville give min højre arm for at få at vide hvor mange der hentede den her menu til fuld pris. Til den pris kunne man jo få en menu fra en af byens bedste restauranter. Den 11 retters tapasmenu vi hentede på CANblau kostede f.eks kun 298 kr pr person - og der smagte det hele pragtfuldt.

Selv skriver Monza: "Restaurant Monzas vision at fuldende oplevelsen! Friske råvarer af primært dansk og italiensk oprindelse krydret med kærlighed til mad og lysten til at få folk til at have det godt er midlerne for at dette lykkes!".

Ja, jeg ved godt at jeg er en værre kritisk kost - men jeg bilder mig ind at jeg har noget at ha' det i via mit branchekendskab. Det her mad kunne altså umuligt være lavet af faguddannede folk med kærlighed til faget og råvarerne. Og jeg er virkelig nysgerrig. Jeg vil meget gerne høre om andres oplevelse med maden - det kan jo være kvaliteten var bedre hos dem der betalte fuld pris.

Fik du eller kender du nogen der fik mad fra Monza?


5 kommentarer:

  1. Jeg håber virkelig at du lader reataurantens ejer læse dit indlæg. Send det direkte til ham. Sæt en klumme i den lokale. Vi har fået NOK af dårlige madoplevelser. Kvalitet betaler sig og det synes jeg du formulerer så fint i din anmeldelse.
    Kh Lotte Moefelt

    SvarSlet
  2. HOLY CRAP og godt nytår,

    Der er visse ting som jeg personligt kan bære over med, men den der stakkels børnebøf, der så ligner en jysk stegning (betyder kogt) :-p, det er altså møgærgeligt.

    deres mening har sikkert været god, men mere selvkritik havde været på plads!

    Og du er ikke en værre kritisk kost, du er bare en ..........værre....:p

    SvarSlet
  3. Ej hvor øv en nytårsaftensmenu! Øv øv øv. Men godt at I trods alt fik noget ud af det - om ikke andet, så med den anden menu!

    SvarSlet
  4. Ja, stakkels dem - men der finder sikkert også folk uden smagsløg som har syntes at det her var formidabelt ;-)

    Min søster i Herlev og hendes gæster fik den menu fra Cofoco og hun har rost det til skyerne. Det er virkelig god kvalitet til den pris. Nej, ingen Cofoco her i Århus - endnu.

    Vi vidste først ret sent at vi skulle holde nytår sammen her, så de fleste restauranter vi gerne ville bestille hos havde enten udsolgt eller lukket for tilmelding. Vi tog derfor chancen og bestilte hos CANblau (som jeg blogger om i dag) og det var i verdensklasse :-D

    SvarSlet
  5. Stakkels dem som har bestilt maden uden evner i et køkken... De har ikke som dig kunne få noget ud af ikke ret meget. Vi bor på den anden side af vandet, så vi fik vores nytårs menu fra Cofoco le marche for 275 pr pers. Kammuslinger, oksemørbrad og Gatau med lækkert tilbehør, hver en krone værd og lidt til. Så jeg bliver lidt harm, når jeg kan se hvad vi kunne få for så lidt og hvad du ikke fik for så meget. Kan man få Cofoco hos jer?

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!