søndag den 8. januar 2012

Hjemmelavede A lakridser...

Julen kom og gik uden at jeg fik blogget om alt mit hjemmelavede guf. Jeg har besluttet mig at gemme billederne og opskrifterne til december - lige på nær dem her, for lakrids kender jo ingen sæson.

Det er mit 3. forsøg og det hidtil bedste. Sidste år overtrak jeg kattepoter med hvid chokolade og dryssede dem med lakridspulver. De blev da gode, men meget langt fra A. Til det andet forsøg brugte jeg finsk lakrids, lys chokolade og rålakridspulver fra Johan B. Også godt, men alt for kraftigt.

Denne gang skulle det så være sød finsk lakrids, lys chokolade og engelsk lakridspulver.


Chokoladen var resten fra kurset på Marriott - en Maracaibo Criolait 38% fra Felchlin. Den finske lakrids var fra min pakkekalender, men kan købes i velassorterede helsekostbutikker.

Chokoladen blev hakket groft. ⅔ af den blev smeltet i mikrobølgeovnen på 2 x 30 sekunder (kan også gøres over vandbad).

Resten af chokoladen blev rørt forsigtigt i. Skålen fik lov til at stå på bordet i ca 5 minutter og så var den klar til brug. Lige netop hertil er det ikke så vigtigt at chokoladen er helt korrekt tempereret - den skal alligevel dækkes fuldstændig med lakridspulver.

Jeg havde set både Hanne og Heidi lave deres udgaver ved først at overtrække med chokolade og så drysse med lakridspulver. Det koncept har jeg udviklet lidt på så der kan hænge endnu mere lakridspulver fast i 'skallen'.

Lakridserne skæres først ud i stykker på ca 1 cm. Gør et stykke bagepapir klar med en god portion lakridspulver i en lille dynge midt på. Tag 3-4 spsk af den smeltede chokolade op i en lille skål og kom så mange lakridser i som den kan trække (lav hellere flere små portioner end en stor). Lad det stå til chokoladen begynder at tykne så meget at det hænger ved lakridserne i et tykt lag. Fisk lakridserne op af chokoladen med et par gafler og læg dem i lakridspulveret - drys straks med lidt ekstra pulver. Nu kan man så tække forsigtigt i bagepapiret så lakridserne triller rundt i pulveret og bliver dækket på alle leder og kanter.

Man kan nu tage en finger til hjælp og rulle dem lidt ekstra i form mens chokoladen stadig er blød nok.

De færdige lakridser lægges til tørre - enten på en rist eller på bagepapiret. Når de er helt tørre kommes de i en lufttæt dåse eller bøtte.

Puha, de er yderst vanedannende. Sådan en portion holder ikke længe.

De ligner da originalen ret godt, ikke?


7 kommentarer:

  1. Jeg har ikke prøvet originalen, men disse skal jeg prøve på et tidspunkt. Jeg ELSKER lakrids :-) Guf!

    SvarSlet
  2. De ser superlækre ud!
    Jeg må indrømme, at jeg er for nærig til Bülows overtrukne lakridser, og så synes jeg også, at de originale islandske er bedre, så dem plejer jeg at købe.

    SvarSlet
  3. Tak for tippet - sådan prøver jeg næste gang :-)

    SvarSlet
  4. M.U.M.S!!! Det ser kanon lækkert ud, som så meget andet du laver. Malou, hvad hedder den ismaskine du har? Og er den anbefalelsesværdig?

    SvarSlet
  5. Uhmm ser godt ud!

    Der er vist én der varmer op til Lakridsfestival der ;)

    SvarSlet
  6. Og så er de også svinsk gode med mandler indeni istedet for lakrids....ååhhh...måske man skulle hoppe i køkkenet og lave en liiiiile portion....

    SvarSlet
  7. You got me allerede ved sød finsk & lys choko. *slurp*
    De små fimrehår rejser sig af vellyst.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!