søndag den 22. januar 2012

2 kyllingelår = 2 retter...

Selv om jeg er på ferie og skal slappe af kan jeg alligevel ikke helt lade være med at lave varm mad mindst 1 gang om dagen. I går og i dag har jeg fået 2 meget forskellige varianter af karrykylling: ovnkylling med sprødt karryskind og cremet karrykylling med bacon.

Min madpakke-måltidskasse som jeg har med herud er "Livretter 2 pers/3 dage". Den skal jeg lave alle mine varme måltider af i denne uge. Jeg har endda tænkt mig at lave en af de medfølgende opskrifter, så en af dagene står den på minestrone. Den her pakke fra kassen med 2 kyllingelår tog jeg så hul på i går.

Sif har en bøtte af Heibergs gul karry på hylden. Den havde jeg hørt godt om fra @nerdd på Twitter, men aldrig smagt. Jeg foretrækker at lave min egen karry, men har ledt efter en god blanding til at bruge når kræfterne er små. Den her består af: gurkemeje, ingefær, koriander, kommen, cayennepeber, sort peber, spidskommen, bukkehornsfrø, merian, timian og salt.

Jeg duppede kyllingelårene tørre og masserede dem med en smule rapsolie. De blev drysset med karry som blev fordelt over hele overfladen med fingrene. Lidt salt og peber øverst og så fik de 40 minutter ved 200°C.

Mens jeg ventede på kyllingerne lavede jeg lidt grøntsager til. Broccolibuketterne var en rest fra dagen før hvor Sif serverede lasagne med broccolisalat til sin fødselsdag. Jeg snittede 1 løg, 2 gulerødder og 3 fed hvidløg som blev sauteret i lidt olie inden broccolien blev tilsat sammen med lidt hønsebouillon, spidskommen, salt og peber.

Det var en let og lækker aftensmad med en minimal indsats. Det er sjældent at jeg spiser kyllingeskind - men det her var umuligt at lade være.

Det var slet ikke meningen at det også skulle være karry i dag også - men den karry måtte jeg bare lave mere med, den var SÅ god. Så i dag gik jeg på opdagelse i Sifs køleskab og fryser for at se om der var noget der kunne kombineres med det jeg havde.


Jeg fandt en pakke bacon og en karton med ca 3 dl fløde - og jeg havde selv grov pasta med. Det bestemte jeg mig for at lave en 'pasta kylling & bacon' ud af. Først stegte jeg 4 skiver bacon sprødt til pynt - resten blev skåret i små stykker til at komme i selve retten.

Jeg pelsede det sidste kyllingelår og fortrød jeg ikke havde pillet skindet af i går og spist mens det var sprødt. Nu røg det jo bare i skraldespanden.

Jeg plukkede kødet i stykker og var ret forbavset over hvor meget der rent faktisk var.

Jeg havde også fundet en stor pastinak som blev skåret i tændstikker sammen med 2 gulerødder, 1 løg og lidt romanescokål fra min kasse.

Æh, jeg er så en af de skørlinger der ikke kan lave mad på andre pander end min egen - så den har jeg naturligvis med i kufferten. Da jeg fortalte om det på Twitter forfattede Linda Framke straks et nyt dansk ordsprog: "God kok steger kun på egen pande". Så fint altså. Bacon, løg, pastinak og gulerod fik lov til at svede lidt sammen på panden først. Der blev også sat vand over til pastaen.

Den grove fuldkornspappadelle blev løsnet fra hinanden inden det blev kogt i 3 minutter.

Grøntsagerne fik selskab at 1 stor spsk karry, fløde, lidt vand og romanescokålen. Det fik lov til at simre mens pastaen kogte. Den færdige sauce blev smagt til med salt, peber og saften fra ½ citron.

Pastaen blev drænet og vendt i.

Og så var det lige til at servere. Pastaen sugede saucen til sig med lynets hast.

Den stegte bacon blev brækket i små stykker og drysset over. Det var bare en super ret. Cremet karry med kylling, sprøde grøntsager og bacon. Og der er rigeligt til i morgen også. Det er ret sejt at få 3 hovedmåltider ud af 2 kyllingelår hvis jeg selv skal sige det.

Tirsdag vil jeg så lave et eller andet nemt med de kartofler og italienske pølser der er i kassen.


Onsdag og torsdag skal jeg ikke lave mad selv. Onsdag skal jeg være sammen med GourmetGirafferne og vi får en sushikok på besøg. Det glæder jeg mig helt vildt til, for selv om jeg godt kan lave makiruller er der mange tips og tricks jeg ser frem til at lære. Torsdag skal jeg til bestyrelsesmøde i Slow Food og vi har aftalt af spise en lille bid sammen inde i byen før mødet. Så det bliver vist først på fredag jeg kommer til at lave minestrone.


Den her ferie er allerede helt fantastisk - jeg er virkelig afslappet og i fremragende humør. Det gør unægtelig den ringe fysiske tilstand noget nemmere at takle. Feriebarnet Gnaskepot snorker på min dyne mens jeg sidder her og taster. Det er så hyggeligt. Nu vil jeg hoppe offline og læse lidt i min bog. Jeg er ved at tygge mig igennem 'Se på mig' af Kirsten Hammann som vi skal diskutere til næste møde i Twaarhus-læsegruppen.


Jeg ville ellers ha' blogget om opholdet på Falsled. Men jeg har glemt af få mine notater og menuen med - og så vil jeg hellere vente. Det var så stor en oplevelse og jeg vil gerne ha' de små nuancer og gastronomiske detaljer med.


5 kommentarer:

  1. Ha ha, hvis det er mig der er feriebarnet syntes jeg det halter lidt med opvartningen ;-)

    SvarSlet
  2. Det tror da pokker, Gnaskepot ligger og snorker. I modsætning til dig, er den godt klar over, at det er DIG, der er feriebarnet. Det er derfor, du selv må sørge for underholdningen.

    SvarSlet
  3. Hvad ville du gøre hvis du havde en oksemørbrad liggende på din altan og skulle have gæster til middag ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hmm, jeg ville nok lave en wellington ala Gordon Ramsay.

      Du kan se opskriften her hos Gastromand: http://gastromand.dk/opskrift-beef-wellington-med-rodvinsglace/

      Slet
  4. Tak for tippet, imorgen skal det være.

    Knus Janni

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...