fredag den 23. december 2011

Lakridspudrede karamelkugler med Bybi-honning...

I går lavede jeg disse karameller. Grundopskriften kan jeg ikke tage æren for, den er Paul Cunninghams. Jeg fik den af ham til et chokoladearrangement i København i november og har ventet på noget at bruge den til.

Opskriften er simpel og indeholder blot 3 ting: chokolade, honning og kakaopulver. Jeg er dog så fræk at erstatte kakaopulveret med lakrids.

Københavns Kommunes Miljøpris 2011 gik til Bybi. Det er et projekt laver den mest fantastiske honning i København. Jeg tror det er de færreste mennesker der tænker over i hverdagen hvor vigtige bier egentligt er for vores liv. Uden bier, ingen bestøvning - og uden bestøvning, ingen frugt, grønt og træer.

Bybi var inviteret til Mad+Medier for at fortælle om projektet og uddele smagsprøver. Der er placeret bistader 5 steder i København - og det giver 5 meget forskellige slags honning. De varierer ekstremt meget både i farve og smag. Det er helt afhængigt af årstiden og hvilken vegetation bierne kan komme til. Jeg købte et glas med hjem af den jeg bedst kunne lide.

Paul C fortalte til chokoladearrangementet begejstret at det her var hans version af Storck Riesen. De er SÅ nemme at lave at man næsten tror det er løgn. Det er 50/50 chokolade (Jeg brugte den her Felchlin) og honning. Jeg brugte 100 g af hver. Paul C lavede det i en gryde, jeg zappede det i mikrobølgeovnen. Det tog 2 x 1 minut med en omrøring imellem.

Det bliver en sej lækker masse. Den fik lov til at køle ned til stuetemperatur inden den kom i en sprøjtepose.

Hjemmelavet marcipan med lakridssirup og kaffe, hvid chokoladeganache med pebermynteolie, nougatpraline og yderst til højre, den her karamelmasse. Jeg lavede den primært til at komme i fyldte chokolade - så disse karameller er et 'restprodukt'.

Da jeg havde fyldt mine støbte chokoladeskaller, sprøjtede jeg resten af karamelmassen ud på en tallerken så den kunne sætte sig på køl.

De blev lirket af tallerkenen med en kniv og hurtigt trillet til kugler. De blev vendt i rigeligt lakridspulver.

Og stillet på køl i en lufttæt bøtte. De smager vildt godt når de er helt kolde og seje.

Her er de færdige fyldte chokolader. Det er første gang jeg forsøger mig med at lave den slags - og jeg er blevet ret godt tilfreds. Jeg begik en del begynderfejl: glemte at slå formene mod bordet så luftboblerne forsvandt, kom for meget fyld i og den slags. Og så havde jeg kun en billig silikoneform fra Tiger og dem der engang var fulgt med en chokoladesmelter. Men nu har jeg fået blod på tanden og er klar til at investerer i en rigtig form. For takket være Sif kan jeg nu temperere chokolade.

Så blev det den 23. december. I dag vil jeg lave størstedelen af maden til i morgen. Jeg er en af de 5.760 danskere der har bestilt Aarstidernes JuleMåltidsKasse - og glæder mig til at åbne døren om lidt og hive ALT til julemiddagen ind i køkkenet. Dette bliver året hvor jeg vil lave 4 ting i min Römertopf: risengrøden, rødkålen, anden og flæskestegen. Det kræver lige lidt planlægning med ovnen - så jeg laver kålen så snart kassen kommer og anden lige bagefter. Så er det grøden i morgen formiddag og stegen lige inden vi skal spise. Jeg glæder mig - det bliver spændende at prøve noget nyt.

God arbejdslyst til alle som skal i køkkenet i dag


7 kommentarer:

  1. Jeg prøvede at lave dem med cacaopulver. Mmm...! Men jeg ønsker mig en forklaring på, hvordan du laver så fine runde dimser uden splat og haler. Og hvis de ikke nemt popper af, skal de så længere tid på køl?

    SvarSlet
  2. Nada Cay/LaCucinaNada29. januar 2012 kl. 18.29

    De lyder lækre dine lakridspudrede karameller - jeg hyldede også Bybi med hjemmelavede trøfler...
    Rigtig glædelig jul, og god fornøjelse med aarstiderne-kassen!

    SvarSlet
  3. Uhmmm, hvor ser det lækkert ud :) Det er da noget der skal prøves af :)
    Har du en opskrift på fyldet, du har lavet til "de fyldte" chokolader.
    For det se så godt ud :))

    SvarSlet
  4. *savle* *smaske* *gumle*
    Ej, hvor ser det læks ud. Shit altså. Jeg er bare totalt en choc-a-holic og den der lakrids-udgave... fååårk altså! :P

    SvarSlet
  5. Kommentar slettet: "Du er da meget alsidig i dine kundskaber :)".

    Brugerens navn førte ikke til en profil, men til en side hvor man kunne optage forbrugslån. Det er desværre noget der sker ret ofte. Dårlig stil at lægge udgående links hos andre forklædt som kommentarer!

    Beklager Peter A. Tak for komplimenten, men jeg tillader ikke linkspam til reklamesider i mit kommentarfelt!

    SvarSlet
  6. Du har altid nogen helt fantastiske ideer og laver også selv en del chokolade, men disse her karameller, må jeg bare prøve, har dog lige et enkelt spørgsmål, du skriver du bruger 50/50 chokolade - og 100 gram af hver, skal det forstås sådan at du bruger 2 slags chokolade - eller mener du 100 gram chokolade + 100 gram honning :) Vil bare gerne være helt sikkert inden afprøvningen. Tak for dejlige opskrifter mvh Solvejg Lykke

    SvarSlet
  7. Aww, tusind tak - det er jeg glad for at du syntes.

    Jeg mener 50% af hver - 100 g chokolade og 100 g honning.

    Det er mig der takker, er glad for at du kan lide det jeg laver :-)

    Mvh Malou

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!