fredag den 9. december 2011

Fudge med kardemomme...

Kender du fudge? Det er noget syndigt, men meget lækkert slik. Det bliver kogt i en gryde, men ikke helt som karameller (selv om det indeholder de samme ingredienser). Teksturen er silkeblød og det smelter i munden på en rigtig behagelig måde.

Jeg ville gerne ha' det skulle ha' et snert af jul, så det blev bla med kardemomme. Det er et af mine yndlingskrydderier.

Man kan lave nem fudge af kondenseret mælk, men det her er den old school version uden. Opskriften har jeg fundet her og lavet lidt om på. Du får min version her:

2½ dl fløde
2½ dl letmælk
1 vaniljestang
10 grønne kardemommekapsler
10 nelliker
675 g sukker
50 g SMØR
1 spsk glukosesirup
50 g hvid chokolade


Fløde og mælken kommes i en gryde sammen med vaniljestangen (flæk den og skrab marven ud først) samt kardemommekapslerne og nellikerne (som har fået et par dask med siden af en kødhammer). Blandingen varmes op til kogepunktet og tages af varmen.

Efter ca 20 minutter sies krydderierne fra. Sukkeret tilsættes og gryden sættes tilbage på komfuret på middelvarme til alt er smeltet til en homogen masse.

Når sukkeret er smeltet tilsættes SMØR og glukosesirup. Der skrues lidt op for varmen så det boblekoger - og der skal røres hele tiden. Det er derfor en god idé at hakke chokoladen på forhånd.

Jeg var så heldig at få noget Felchlin chokolade med hjem fra chokoladekurset på Marriott i sidste uge, så det er det jeg har brugt. Den hvide hedder Edelweiss og er en Fairtrade chokolade fra Ghana med et indhold af kakaosmør på 36%.

Tilbage til gryden. Man tilsætter glukose for at sukkeret ikke skal danne for store krystaller, for så bliver blandingen grynet. Fudgemassen skal boble sådan her til den når 116°C. Det tog ca 30 minutter. Massen skal ligne og føles som honning. Har du ikke et termometer så kom lidt i en skål iskoldt vand - det skal kunne danne en blød kugle.

Når fudgemassen er kogt nok hældes den i en skål og piskes med håndmikser i 7 minutter.

Efter den første piskning tilsættes den hakkede chokolade. Masse er nu kølet tilpas ned til ikke at brænde chokoladen, men stadig varm nok til at smelte den.

Og så piskes massen i yderlige 7 minutter. Den bliver helt mat og sej.

Den færdige fudge kommes i et stort ildfast fad foret med bagepapir. Fadet dækkes til og sættes i køleskabet i nogle timer - helst natten over.

Brug papiret til at hive fudgen op af fadet. Trim kanterne og skær resten ud i firkanter.

Uha, det er godt. Konsistensen var helt perfekt. Det er både cremet og 'melet' på en gang - og fordamper væk i munden på den yndigste måde. Jeg ved godt at melet er en negativt ladet ord for mange - men fudge-elskere vil vide nøjagtigt hvad jeg mener. Det er de små sukkerkrystaller man man mærke på tungen før de smelter. Men det er godt nok sødt med sødt på. Mine stykker viste sig at være alt for store - alt med måde.

Så hvert stykke blev skåret i 4 mindre stykker. Så blev det perfekte små bidder.

Bestemt ikke en dårlig tilføjelse til juleguffet. Opbevar på køl og tag det ud 10 minutter før det skal spises.

Der bliver bagt en smule julesmåkager i år, men konfekt bliver der ikke rigtig lavet det vilde af. For hvem skal spise det? Jeg ved at jeg ikke kan være alene med det og vente på at der komme gæster eller jeg skal ha' noget med et sted hen. Langsomt, men sikkert, vil jeg jeg selv snige mig til at spise det. Og når man nu i forvejen er reubensk af statur er der ingen grund til at fylde ekstra unødige kalorier på.

Specielt fordi Max har foræret mig denne skønne pakkekalender. Aww, så fint. Den er fyldt med lutter lækkerier. Ene ting af god kvalitet som jeg selv ville vælge hvis jeg skulle købe slik.

Meget af indholdet stammer fra Weibel Naturprodukter som f.eks disse vingummibamser. Mums. Jeg forsøger dog ikke at spise det hele hver dag - med svingende succes.

Helbredet driller ekstremt meget i de her dage så jeg putter bare under dynen med kattene og glor tv. Har måtte tage noget af de heftige drugs og det gør mig døsig og omtåget. Så den står på take-out i de her dage. Det er ikke kræfter til handle eller lave mad.

Men jeg vender stærkt tilbage med risengrød i Römertopf og alternative klatkager. Billederne er overført, så jeg skal 'bare lige' ha' skrevet teksten. Men med de her dumme arme er det noget af et projekt. Det her indlæg er f.eks skrevet af 5 omgange over 3 dage. Det siger lidt om hvor få kræfter der er til rådighed. Men der er jo ikke andet end af få det bedste ud af det.

God weekend til alle der kommer her forbi.


9 kommentarer:

  1. Kære Malou. Du som er så sej som den lækreste karamel, og stærk som den hedeste chili, er heldigvis bevidst om hvordan du skal passe bedst på dig selv. Vi ved det kan trække tænder ud at lave dine indlæg, men netop maden og bloggen giver dine dage indhold og kontakt fra den store verden, når du ikke kan deltage aktivt selv. Sød og blød fudge er bare noget af det bedste, så jeg kan godt forstå at du må lægge bånd på dig selv, for ikke at få ondt i maven og overskud på kaloriekontoen hihi. Jeg selv har opgivet at få bagt småkager, for jeg har mistet mine bageriste, og underligt nok er sådan nogle ikke til at opdrive??? Jeg mener.. man kan få alt hvad hjertet begærer af bageting, så hvorfor kan man så ikke finde en rist?

    Nå, det blev langt, men håber det er ok alligevel;)

    Mange knus og god weekend
    Henriette

    SvarSlet
  2. Hvor er de smukke! Det er gemalens yndlingsslik, så det kan være, jeg skal forbarme mig og lave en portion en dag... når han har været rigtig, rigtig sød :-D

    SvarSlet
  3. Tror du resultatet bliver godt med rørsukker i stedet for almindeligt hvidt sukker? Vi har normalt kun rørsukker i huset, men til nogle kager mv. fungerer det ikke særligt godt, fordi det har sværere ved at blive opløst.

    SvarSlet
  4. De har glukosesirup på apoteket, i Matas og i de fleste større supermarkeder. Jeg mener bestemt, jeg har set i Føtex og/eller Kvickly.
    Det er også super godt at bruge til nøddekurve. Det bliver mere lig de købte, end hvis de er lavet udelukkende med almindeligt sukker.
    Men det er noget fedtet stads. Så måske bliver du nødt til at skrabe resterne af skeen med tænderne ;-)

    SvarSlet
  5. Nu skal jeg lige finde ud af, hvor man kan købe glykosesirup, og så skal jeg lave sådan noget fudge (uha, jeg er bange for at det skal låses inde på et hemmeligt og meget svært tilgængeligt sted, hvis ikke jeg skal komme til at guffe det hele, før resten af husstanden får smagt på det).

    SvarSlet
  6. Hæ - jeg havde først set overskriften som Fugle med kardemomme. Kunne heller ikke lige helt forstå hvad det var for en fugl...
    Fudge'ne ser syndigt gode ud - og jeg er ret sikker på jeg ville få dem for mig selv her i huset. Helt klart et forsøg værd, måske også som værtinde gave.
    God bedring og weekend!

    SvarSlet
  7. MMhh, fudge der bare guf. Jeg havde planer om at lave en chokolade fudge med mørk chokolade og kondenseret mælk. Måske jeg så bare skulle gå i gang! Rigtig god bedring, Malou. Klem fra Camilla (Himmelske kager)

    SvarSlet
  8. Uhhh, det ser farligt godt ud. Jeg har aldrig prøvet at lave fudge, men jeg har i forvejen lyst til at lege med hvid chokolade og det kunne jo fint forenes i sådan en lækkerbisken.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!