Hukommelse som en guldfisk...

Min hukommelse har taget endnu et skridt i den forkerte retning - det er ofte et mirakel at jeg kan finde hjem med bussen selv. Jeg glemmer de mærkeligste ting hele tiden.

Nu hvor det er blevet koldere i vejret lukker jeg altandøren når Iske er derude. Med det resultat at jeg glemmer ham. Ikke bare en gang imellem - men hver gang. Så sidder jeg der og tænker "hvad er det for en kat der hyler". Argh, det er jo den stakkels Iske der nu har været lukket ude i over 1 time.

Det er vildt synd for ham. Han blev nemlig fundet som lille killing i en snedrive med forfrosne poter. Teorien var at han var sat der for at dø en hurtig kuldedød. Han har nemlig en genfejl (en grisehale) som gør at han ikke kan holde balancen så godt. Men jeg lover ikke at glemme ham mere - for nu er jeg nemlig begyndt at sætte æggeuret når jeg lukker ham ud.

Alle omkring mig er begyndt at kommenterer på min dårlige hukommelse. Heldigvis kan lave vi lave lidt sjov med det - men det er jo faktisk alvorligt. Jeg har selv været irriteret på andre når de har glemt aftaler, ting man har talt om eller ting der er vigtige - og nu er det så mig selv der har problemet. Og jo mere træt og stresset jeg er - jo værre er det.

Jeg læser de mails jeg får, både i Gmail og på Facebook, men glemmer tit alt om dem inden jeg får svaret - det er jeg meget ked af og det er bestemt ikke for at være uforskammet. I dag har jeg lige ryddet op i min inbox og fundet ikke mindre en 16 ubesvarede mails. Min samvittighed er kulsort - men jeg har ikke hverken tid, kræfter eller overskud til at gå i gang med at skrive tilbage lige nu.

Føler mig konstant stresset af at forsøge at overskue og huske de ting jeg måske/måske ikke har glemt. Skriver lange lister til hjælp - og glemmer hvor de er. Forsøger forgæves at følge med på blogs, Twitter, Facebook og i mit eget kommentarfelt.

Det er skræmmende, meget skræmmende faktisk. Før jeg blev syg var jeg nemlig knivskarp - og huskede ALT ned i de mest sygelige detaljer. Det var som om jeg havde stillbilleder i hovedet som jeg kunne gennemgå for at få det hele med. Et kæmper arkivsystem af hvad jeg havde spist hvor og hvad jeg havde haft på. Det er nu pist væk. Navne, mennesker, steder, telefonnumre, film og musiknumre......gone without a trace.

I dag skal jeg lave salat til bestyrelsesmøde i Slow Food. Det havde jeg glemt da jeg bestilte kasse hos Aarstiderne i denne uge - så jeg har bestilt en måltidskasse i stedet for Kuk-kassen. Det havde jeg så glemt at jeg havde gjort - så salaten er planlagt efter indholdet af ugens Kuk-kasse. Nu står jeg her 2 timer før jeg skal af sted og hiver mig i håret - kan ikke nå at handle, så må smække noget sammen af de ting er er. Argh!

Bær over med mig - det er ikke af ond vilje. Min fibrohjerne lever sit eget liv - og det er ikke altid jeg får lov til at være med.