Hold da op hvor er jeg glad for det vaffeljern. I dag har jeg brugt det til at fremtrylle disse sprøde falafel-vafler. Wow, det er virkelig en genial opfindelse. Jeg spottede dem første gang her på Waffleizer, som er den fedeste blog med lutter frembringelser fra det vaflede jern.
Vaflerne bliver sprøde og knasende. Der spares virkelig på olien og man slipper for lugten af stegeos i hele huset.
Her til det første forsøg købte jeg en færdig falafel-mix hos Klostergrønt. Blandingen indeholder kikærter, favabønner, persille, løg, hvidløg, salt, mynte, koriander og natron + lidt citronsyre. Næste gang vil jeg bruge min egen opskrift.
Der er 200 g mix i pakken og det skal bare blandes med 2½ dl vand.
Efter en lille times tid har det trukket færdigt og er klar til at blive stegt. Mens 'farsen' trak lavede jeg tilbehøret. Først en dressing rørt af græsk yoghurt, kærnemælk, spidskommen, salt og peber. Jeg tog lidt af dressingen fra og vendte i en skål med små rå blomkålsbuketter og ½ rød peberfrugt i tern.
2 orange og 2 gule gulerødder blev lavet til spåner med en tyndskræller. Spånerne blev marineret i citronsaft tilsat salt og nigellafrø (jomfru i det grønne).
2 dl tørrede grønne flækærter blev udblødt i koldt vand i 30 minutter.
De blev derefter kogt i ca 25 minutter, afdryppet og lynafkølet. Det blev gjort ved at komme dem i en stor tallerken i et jævnt lag - som så blev sat ud på altanen i 5 minutter.
Jeg har lavet humus af grønne flækærter før med stor succes. Og til falafler er det jo rart med noget andet end kikærter, så det blev gentaget. 150 g af de kogte ærter blev blendet med 2 spsk tahin, 2 spsk olivenolie, et godt skud spidskommen, 2 fed presset hvidløg, saften fra ½ citron og lidt salt.
Jeg endte også med at røre 2 store spsk græsk yoghurt i + lidt chilipulver.
For at få lidt brød til bagte jeg et par hurtige pandebrød. Opskriften har jeg fået af Infonauten som jeg følger på Twitter. Jeg lavede en halv portion: 125 g mel, lidt salt, ½ spsk olivenolie og 3/4 dl vand blev æltet til en dej.
Dejen blev delt i 2 og rullet tyndt ud. Det første brød blev bagt i vaffeljernet - ikke en succes. Det var slet ikke varme nok på jernet. Det næste blev bagt på en hed tør pande - og det blev bare perfekt.
Og så var tiden kommet til at bage den første falafel-vaffel. Jeg penslede først bunden med rigeligt rapsolie inden ca halvdelen af 'farsen' blev fordelt i bunden. Vaffeljernet blev lukket til og fik lov til at være det i et par minutter.
Derefter blev det åbnet og det blev penslet lidt ekstra olie på toppen af den halvbagte vaffel. Vaflen fik lov til at bage helt brun og sprød bagefter.
Den færdige vaffel fik lov til at køle lidt af på et stykke køkkenrulle inden de blev klippet fra hinanden.
Og så var de klar til at toppe med den lysegrønne humus og lidt marineret gulerod.
Det var virkelig en meget positiv oplevelse. Så lækker og sprød havde jeg ikke forestillet mig den ville blive. Vaflerne er naturligvis lidt tørrere i det end falafler i kugler, så der skal noget fugtigt tilbehør til. Den grønne humus og yoghurtdressingen passede bare perfekt til formålet.
Nu får vaffeljernet lige en lille pause. I morgen får jeg nemlig fingre i mere af den røgede ost - og så skal jeg gå et par runder med den.
Uh, og så har jeg noget FEDT at fortælle. I dag fik jeg en mail fra Løgismose som fortalte at jeg havde vundet deres konkurrence på Facebook. Præmien er et lækkert ophold på Faldsled Kro. Jeg var lige ved at falde ned af stolen, for der har jeg længe drømt om at komme over. Max og jeg har kobberbryllup på søndag, men vil ikke holde noget nu hvor vi er flyttet hver for sig. Så nu har vi aftalt at tage på Faldsled og fejrer det der i december i stedet for. Men det bliver godt nok noget af en udfordring at finde derover med offentlig transport - det ligger jo virkelig afsides. Åh, hvor jeg glæder mig.
Jeg elsker dine vaffelindlæg - også selv om det handler om de onde kikærter :-)
SvarSletTillykke med din gevinst. Den er dig og Max vel undt, og jeg håber også som Heidi x, at du deler din oplevelse og giver en anmeldelse
knus SS
Total flabet ret - I like!
SvarSletTil gengæld kan du godt flette næbbet med den ost - grrr ;-)
hvis min helse-orienterede mor havde kendt til sådan en udgave af vafler, havde vi garanteret fået købt det s... vaffeljern da jeg var barn! Har aldrig lavet vafler - men dem der... uhm altså. Hvornår skal jeg komme? Nårh nej, jeg bor jo for pokker på Djævleøen... Men for dælen-dulme-duskne da, hvor ser det bare hapselapselækkert ud :-D
SvarSletVirkelig godt tænkt med falafel-vaffel! Sprødhed over hele linjen. Rigtig, rigtig god idé med salte, aftensmads-agtige vafler! Jeg ved ikke præcist hvorfor, men jeg tænker at børn må være vilde med det! Det er sådan lidt sjov mad, det er jeg også vild med! Tror jeg skal teste det på min snart to-årige nevø...
SvarSletOg kroophold er jo bare det hyggeligste! Tillykke med det :)
TIllykke med præmien! Den er da velfortjent.
SvarSletDet er jo smukt at se på og smager sikkert ligeså skønt. Virkeligt inspirerende at følge dine eksperimenter med vaffeljernet :)
SvarSletHej Malou !
SvarSletDet er mega spændende at læse om alle dine forskellige afprøvninger med dit nye vaffel-jern.
Mange hilsner Kirsten
Kære Klidmoster
SvarSletTillykke med præmien. Den under jeg dig gerne. Du som så gavmildt giver mad-inspiration til mange andre. Håber du og Max får en dejlig tur.
Nu tror jeg, det er tid til at "støve" mit vaffeljern af og prøve nogle af dine opskrifter. Tak for inspirationen.
Venlig hilsen
Inge V.
Kære Malou, tillykke med den skønne gave du har vundet! Glæder mig at I tager af sted sammen, selv om I er flyttet fra hinanden. Og dine falafel-vafler med humus lyder helt vildt lækre.
SvarSletVarme klem!
Stort til lykke med gevinsten - glæder mig til at høre om det!
SvarSletOg nu går jeg snart ud og køber et vaffeljern...
Tak for den :-)
SvarSletJeg har en forkærlighed for humus, så den her skal altså snart prøves...