torsdag den 27. oktober 2011

Og så på en onsdag - Beef Wellington...

En af de rigtig gode gamle - her i Gordon Ramsays version.


I går var jeg til madlavning i vores madgruppe GourmetGirafferne. Det var Mette, Britt og jeg der havde planlagt og købt ind til aftenens menu: Svampesuppe med champagne (cava) + Beef Wellington med portvinssauce, bagte rodfrugter og broccoli + Karamelcreme m/kaffeskum og sprøde kaffekiks.

Svampesuppen (frit efter Camilla Plum) var med bagte hvidløg, fond og fløde - en virkelig god og kraftig efterårsforret.

Vi er delt op i flere grupper som hver laver hele menuen. I min gruppe i dag var det mig der lavede Wellington.

Nederst skiver af røget 'parmaskinke' lagt på film, øverst portobellosvampe, hakkede og sauterede.

Jeg havde en oksemørbrad på 2 kg at gøre godt med. For at få det optimale ud af den valgte jeg at skære den i 2 stykker - for så kunne jeg bukke den tynde ende ind og snøre det mindste stykke så det var lige tykt over det hele. Først blev mørbraden brunet på en pande, snoren fjernet igen og kødet blev smurt med et generøst lag French's sennep.

Filmen bliver brugt til at rulle det hele sammen til en pølse som fik lov til at hvile på køl i 20 minutter.

Filmen blev pillet af 'pølserne' og de blev pakket ind i udrullet butterdej. Efter endnu en tur på køl blev de penslet med æggeblomme, drysset med salt og ridset forsigtigt.

De fik ca 30 minutter i ovnen på 200°C. Jeg ville ha' foretrukket dem meget røde (ca 58°C) men da der var mange der ikke var til alt for rødt kød, endte vi med at stege dem til 63°C i kernen.

Som man kan se på det øverste billede var den fin og saftig da den blev skåret. Der gik dog lidt tid inden jeg kom til at spise, derfor ser den sådan her ud. Saucen var lavet på lidt fond kogt af mørbradens afpuds, portvin og appelsinjuice - pisket blank med rigelig SMØR. Bagte rodfrugter og sprødmør broccoli til.

Desserten var en kreation af Mette Blomsterberg: Karamello-chinno. Det er nederst en sat creme på brændt karamel med en skum øverst af fløde kogt med kaffebønner + en lille bagt kiks med knuste kaffebønner.

Ikke en dårlig menu for 116 kr pr person, vel?

6 kommentarer:

  1. Ja, du kan også tro jeg er glad for at være med. Det er under FOF - for så kan man oprette en forening og låne skolekøkkener gratis ;-)

    SvarSlet
  2. Tak :-) Det er virkelig en lækker måde at lave mørbrad på - skal også snart lave det herhjemme.

    Uh, det var også en MEGET sød dessert - spiste ikke så meget af den.

    Ja, det er virkelig fornemt.

    SvarSlet
  3. Det er da virkelig en fantastisk madklub du er i der. Prinsessen bliver helt misundelig og overvejer at prøve at starte en sådan...

    SvarSlet
  4. vibeke klinge-christensen29. januar 2012 kl. 18.39

    Det ser møg lækkert ud. Jeg skal huske at lave oksemørbrad på den måde næste gang det står på menuen. det ser så godt ud. Desserten prøvede jeg af for et år siden. Men jeg syntes godt nok den var lige en tand for vammel til mig. Fin kuvert pris med tre retter :-))

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...