onsdag den 14. september 2011

Marmorkage med citron og lakrids...

Marmorkage - den glemte kage. Jeg har ikke skænket farmors gamle favorit en tanke i mange år. Men i går spottede jeg en her hos Kager skal der til - og så kunne jeg ikke tænke på andet. Jeg besluttede mig at opdatere den til 2011 og give den en helt ny smagsprofil.

Resultatet blev en saftig marmorkage med vanilje, citron og lakrids.

Igen var det ret heldigt at Arla havde sendt den laktosefri fløde, for heller ikke i dag magtede jeg at skulle ud af lejligheden for at handle. Mariannes opskrift lyder på vaniljesukker, men jeg valgte i stedet at skrabe kornene ud af en fed vaniljestang og komme i.

Først grunddejen:

250 g blødt SMØR
250 g rørsukker
4 æg
Kornene fra en vaniljestang
2½ tsk bagepulver
250 g hvedemel
1½ dl fløde

Pisk det bløde smør og sukkeret hvidt og skummende med vaniljen. Tilsæt æggene, et af gangen. Sigt mel og bagepulver sammen og tilsæt det til dejen sammen med fløden.


Dejen blev delt i 2 portioner - den ene lidt større end den anden.


Citron og lakrids er to ting der passer rigtig godt sammen. Den største del af dejen blev smagssat med den revne skal og saft af 1½ økologisk citron. Den mindste dej fik 2 slags lakrids: 2 spsk engelsk lakridspulver og 1 spsk rålakrids fra Johan Bülow.

Det engelske lakridspulver blev også sigtet for at undgå klumper. Jeg tilsatte også en lille slat mælk.

Det gav en rigtig laber dej - og jeg var lige ved at komme lakrids i resten også.

Men fik mig behersket og vendt den anden del af dejen med citronsaft og skal.

Nogen rigtig sandkageform ejer jeg ikke, så det blev en lille smurt springform og 2 små forme. Lys dej forneden og øvers, den mørke i midten - rør lidt rundt for at marmorere. Kagerne kom derefter i en 180°C varm ovn.

De små kager fik ca 35 minutter.

Efter kort afkøling var de lige til at vende ud.

Jeg var lige ved at lave aftensmad (pasta carbonara) men det afholdte mig ikke fra straks at spise lidt af den lune kage. Det er det gode ved at være voksen - der er ingen der skælder ud når man gør den slags.

Den store kage fik 55 minutter i alt.

Og den var jeg jo også nødt til at smage her til dessert. Det er altså en virkelig god kombi med citron og lakrids. Jeg fryser lidt af kagen som 'Kattepasser Max' kan spise mens jeg er til Mad+Medier i weekenden - og resten vil jeg lave lakridstrøfler af i morgen.

Hvor er jeg glad for at jeg har brevstemt, så jeg kan blive under dynen med god samvittighed i morgen. For NU skal den influenza simpelthen aflives.

Jeg ligger dog langtfra og keder mig - for jeg er kommet i gang med at læse igen. Det forholder sig nemlig sådan at jeg er kommet med i en nystartet læseklub som er stiftet via Twitter og som derfor hedder 'Twaarhus-læsegruppen'. Den første bog vi læser er Trækopfuglens Krønike af Haruki Murakami. Det er en moppedreng på 600 sider og vi skal mødes d. 29/9 og diskutere den. Jeg frygtede at jeg måske ville blive presset for tid, men har på få dage ædt mig næsten halvvejs i bogen. Det har været virkelig godt for mig at slukke computeren og være offline. Det at flytte ind i en bog på den måde har jeg virkelig savnet. For de senere år er det blevet værre og værre med at læse. Jeg har ikke rigtig kunne koncentrere mig og blev meget hurtigt træt i øjne og hovede. Og det var det der en meget logisk forklaring på: mit syn er dårligere end jeg gik og regnede med. Men det er der kompenseret for nu, for jeg har fået læsebriller. Wow, det gør virkelig en forskel. Nu kan jeg læse i flere timer i træk.

Nu vil jeg spise et par kagekrummer og læse et kapitel eller 2 inden sengetid.


16 kommentarer:

  1. Hvor er det dejligt at høre - jeg er meget glad for at både du og dine gæster kunne lide kagen :-)

    SvarSlet
  2. Har prøvet at bage din lækre kage idag,og det er ikke sidste gang jeg bager den :) Den smager fantastisk dejlig - god kombination med citron og lakrids.Og mine gæster kunne også godt lide den :)

    SvarSlet
  3. Ser simpelthen bare for lækkert ud. Hvor var det nu liiige man kan få fat i lakridspulver?

    SvarSlet
  4. Lakrids og citron er bare SEX ON ... nårh nej, men ihvertfald er det oversmølferen-læks. Og helt rigtigt - måske skulle du give dig selv lidt blog-fri og istedet læse nogle flere bøger. Bøger er rejser for sjælen siger man :-)

    SvarSlet
  5. Hvor ser den dog bare ualmindelig lækker ud, ligesom billederne af din lakridskringle. Bliver vist snart nødt til at anskaffe mig noget lakridspulver, mmmmmm!

    SvarSlet
  6. Jeg bliver nødt til lige at spørge... Er den der fløde en Arla planlægger at sende ud på markedet? Laktoseintolerante Kasper ville ELSKE det.

    SvarSlet
  7. Louise Fly Caione29. januar 2012 kl. 18.47

    Uha - det ser godt ud. Er lidt vild med lakrids - og ja sammen med citron er det altid godt. Hilsner fra en lakridselsker

    SvarSlet
  8. Sikke en skøn idé med citron og lakrids i sammen i en kage! Dejligt også at du er kommet i gang med at læse igen - vi har helt sikkert godt af at være lidt offline hver dag. God bedring med influenzaen og varme klem til dig!

    SvarSlet
  9. Kan ikke forestille mig noget, der er meget bedre end citron/lakrids-kage og Trækopfuglens Krønike. Jeg har læst den og synes, det er noget af det mest fantastiske, selv om jeg ikke kan genfortælle handlingen eller sige ret meget om, hvad den går ud på (!) Jeg har bare nydt den stil, den er skrevet i, og det på én gang kedelige/træge og syrede univers, der er sat op. Og nydt, at jeg aldrig har læst noget lignede. Dejligt med en reminder om, hvor fed han er, ham Murakami. God læse- og bagelyst :-)

    SvarSlet
  10. Tusind tak skal du ha' :-)

    Det kan fås i de fleste helsekostbutikker og Salling. Du kan også få det på nettet: http://www.vildmedvin.dk/lakrids-by-johan-bulow.aspx?gclid=CO2tuPXMuKsCFUKEDgodhj3ecA

    SvarSlet
  11. Yes - det er lige de ord jeg ledte efter ;-)

    Ja, det er virkelig skønt med offline-tid. Åh, det lyder poetisk - og meget rammende :-)

    SvarSlet
  12. Tusind tak skal du ha' :-) Det er godt at ha' i huset til mange ting.

    SvarSlet
  13. Oh yes, det kan du tro. Det kommer både en fløde og mælk. Så nu kan du lave pandekage, tærter og alt mulig lækkert til ham :-D

    SvarSlet
  14. Tak skal du ha' :-) Det er virkelig en god kombi.

    Lakridselskere er meget velkomne her ;-)

    SvarSlet
  15. Tak, det er virkelig en skøn kombination. Åh, jeg har sådan savnet at læse - det er som at 'komme hjem'.

    Tak, influenzaen er først ved at være væk nu - nu mangler jeg bare at komme af med hosten. Varme klem

    SvarSlet
  16. Det var en rigtig god kombination ;-)

    Det er en kringlet fortælling og den har virkelig fat i mig. Ja, det er meget hverdag ind i mellem - men det er en god kontrast til den svungne fortælling. Tak :-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!