tirsdag den 23. august 2011

Spinattærte med feta og nødder...

Som før nævnt har jeg i denne uge købt 2 x pizzadej og 2 x tærtedej hos Aarstiderne. I går lavede jeg den ene tærte. Det blev til en vegetartærte med 2 slags ost.

15 minutters forberedelse og 40 minutter i ovnen - det er lige til at holde til.

Det er virkelig dejligt med sådan en færdig økologisk tærtedej lige til at rulle ud i fadet. Jeg brugte mit store Le Creuset fad på 28 cm.

Tærtebunden blev prikket med en gaffel og forbagt i 12 minutter på 200°C. Fyldet blev gjort klart så længe.

Jeg ville gerne ha' lavet en ren spinattærte, men jeg havde ikke nok frisk spinat. Jeg havde nogle grønne bønner som kom i sammen med for at give mere fyld. Jeg fik ikke lige målt og vejet grøntsagerne - men der skal bare være nok til at fylde fadet.

Den skyllede spinat blev blancheret (dyppet) i kogende vand i 10 sekunder og blev derefter fisket op og lagt i koldt vand. De nippede bønner kom derefter i vandet og fik ca 3 minutter inden de også kom i koldt vand. Den kolde spinat blev derefter knuget fri for vand i små kugler.

Spinaten blev hakket groft og bønnerne snittet i små stykker.

Ja, jeg må indrømme at der røg en hel bøtte feta i. Til en tærte i den størrelse bruger man normalt 6-8 æg. Jeg valgte kun at bruge 4 - for jeg kommer en del ekstra protein i som fyld.

Æggene blev pisket sammen med friskkværnet peber, flagesalt og 2 tsk hvidløgspulver.

Jeg havde været så heldig at finde økologisk hvidløgspulver ude i Bazar Vest til 10 kr.

Det ekstra protein jeg tilsætter er 125 g skyr rørt ud i 50 g mælk. Blandingen blev pisket sammen med æggene til en homogen masse.

Den forbagte tærtebund blev fyldt med spinat, bønner, afdryppet feta og en håndfuld hasselnødder (her afskallede fra Bazaren).

Æggeblandingen blev hældt over og fordelt jævnt. Tærten fik derefter 35 minutter i ovnen.

Den var lækker - men der manglede lige det der *Umphf*.

Så jeg rev et fint lag parmesan ud over og så fik den lige 5 minutter ekstra.

Sådan - det var lige det der skulle til. Kræfterne rakte desværre ikke til at lave en salat til.

Så tærten blev bare spist som den var. Meget lækker måltidstærte som smager godt både varm og kold.

Her i dag har jeg spist den kold, pyntet med røget laks.

Ikke tosset som brunch eller frokostret.

Kræfterne er meget små de her dage. Jeg har nemlig skulle rydde en del op og det er hårdt arbejde for mig. Men det skulle gøres, ellers kunne hjemmehjælpen ikke komme til at gøre rent. Ja, du læste rigtigt - hjemmehjælpen. Jeg har fået 1 times hjælp hver 2. uge til støvsugning, gulvvask og 'det grove'. Alt det andet mener jeg at jeg godt selv kan klare - i mit eget tempo. Men støvsugning udløser grotesk mange smerter og et par dage på langs. Efter Max er flyttet er jeg blevet meget klog på mine begrænsninger. Han var jo nærmest min hjemmehjælper da han boede her - hvilket også er en af grundende til at vi ikke skal bo sammen.

Reglerne er sådan at man selv må vælge hvem man vil ha' der skal komme og udføre ens hjemmehjælp. Jeg har valgt Falck. 1 time er ikke meget - så jeg har købt mig til 1 times ekstra hjælp. Som førtidspensionist kan man nemlig købe hjemmeservice samme sted med 30% rabat - og den time må man helt selv bestemme hvad skal bruges til. Så i dag kl 13 kom der 2 søde piger fra Falck og gik til rengøringen med krum hals. I løbet af en time blev der støvsuget, vasket gulv, tørret støv af i hele stuen, vasket hylder af i køkkenet, taget skabet under køkkenvasken og ordnet det mindste køleskab. Jeg er SÅ taknemmelig over af få den hjælp og synes de ekstra penge jeg har betalt i dag er MEGET godt givet ud. Nu kan jeg igen invitere gæster uden at skamme mig over hvordan her ser ud. Og jeg kan mærke at jeg allerede er meget gladere for at være her.

Det har taget en del overvejelser om jeg skulle skrive om det her på bloggen - der sidder jo desværre så mange derude der i forvejen har ondt i røven over at man kan få tildelt en pension når man har en 'fupdiagnose' som fibromyalgi. Men lad mig betro jer en ting: man får ikke tilkendt en pension og bliver bevilget hjemmehjælp hvis det ikke er fordi det er nødvendigt.
Jeg har været rigtig flov over ikke at kunne klare mig selv - og har været lang tid om at sige 'ja tak' til den hjælp jeg er blevet tilbudt. Jeg håber efterhånden at folk der læser med her ved at bag bloggens til tider polerede overflade gemmer sig en helt masse ting som jeg ikke viser frem. Måltider der har taget grotesk mange timer at lave fordi der skulle lange hvil til undervejs og dage hvor jeg har måtte leve af underlige kolde rester fordi der slet ingen kræfter var. For slet ikke at tale om de dage hvor det at gå i bad og vaske hår virker som et uoverskueligt projekt fordi armene gør SÅ ondt og ikke vil løftes mere end 45°.

Det her er mit åndehul hvor jeg kan vise min hobby og passion frem: lækker mad.

Puha, det lettede at skrive om det hele - det har fyldt rigtig meget indeni.

I dag er der lige nøjagtig en eneste ske tilbage til at lave aftensmad for - så jeg tager den sidste pizzadej i brug, for der skal bare ost og skinke på. Og jeg glæder mig til i morgen - for der skal jeg ikke selv lave mad, men overraskes til Gastronomisk Undergrund.



27 kommentarer:

  1. Åh ja, så kender du jo alt til usynlig sygdom. Ske teorien er simpelthen den bedste metode at illustrere sygdom på, jeg tudede helt vildt første gang jeg læste det.

    Tak, det er det jeg prøver at gøre - men som for dig, er det også en daglig udfordring. Jeg føler hele tiden at jeg er i akut skemangel :-)

    Awww, tusind tak - det er jeg meget glad for. Det er dejligt at du kan lide det jeg laver.

    SvarSlet
  2. Tak :-) Også *knus* til dig. Nej, det er sgu ikke for sjov - jeg ville hellere end gene bytte. Puha, her på de slemme dage er jeg meget billigt til salg.

    Ha ha, hvor er du sjov. Så er den her lige noget for dig :-)

    SvarSlet
  3. Tak :-) Jeg er virkelig taknemmelig for at jeg kan få lidt hjælp til det slemmeste og så købe mig til resten. Ja, der bliver bestemt ikke delt pensioner ud til folk der ikke er berettigede i Århus.

    Awww, hvor er du sød. Tusind tak før de venlige ord. Jeg er meget glad for at du kan lide min blog og de ting jeg laver :-)

    SvarSlet
  4. Hov, tak - det havde jeg ikke lige fået med. Røget laks, ja :-D

    SvarSlet
  5. Tak, du kan tro jeg også er glad for det. Det er heller ikke så slemt at tage imod når jeg selv betaler halvdelen.

    Tusind tak, jeg er meget glad for at du kan lide min blog. Der er flere skøre påfund i ærmet ;-)

    Tak i lige måde.

    SvarSlet
  6. Tak :-) Du kan også sagtens lave den med alle mulige og umulige andre grøntsager.

    Ja, efter den omgang jeg selv var igennem ved jeg at man kun får tilkendt en pension hvis det er strenge nødvendigt. Jeg kæmpede imod med næb og klør, men forgæves. Det er virkelig hårdt at blive 'smidt væk' og ikke kan få den karriere man har drømt om. Det har taget over 1 år at vænne mig til at være pensionist.

    Helt bestemt, man får ikke hjemmehjælp hvis man kan selv. Desuden får man normalt et rengøringskursus så man bliver mest mulig selvhjulpet. De sprang de så over ved mig fordi man jo ikke optrænes i at støvsuge når man ikke kan holde på en støvsuger.

    Tak, i lige måde.

    SvarSlet
  7. Tusind tak, jeg får en hel klump i halsen over det du skriver. Det er en evig balancegang mellem personligt og privat. Awww, hvor er du sød :-)

    Jeg har fået Vegetarkassen i en lang periode med er lige skiftet. Nu får jeg Verdenskassen til 1 person, for der er både kød, grønt og kolonial med til 5 måltider for 365 kr. Jeg er for det meste tilfreds, men der kan da være enkelte smuttere. Men et hurtigt opkald til kundeservice har det med at rette op på det :-)

    SvarSlet
  8. Tak, det er en super tærte - den må du få kæresten til at lave til dig ;-)

    Du kan også tro jeg er taknemmelig over overhovedet at blive tilbudt hjælp. Det er trist at erkende at man ikke kan selv - og derfor tager jeg imod det med kyshånd.

    SvarSlet
  9. Tak :-)

    Det lyder som en hård omgang for din mor. Der er godt nok mange kvinder der har lidt af fibromyalgi uden at der kunne sættes en diagnose på.

    Jeg er muligvis lige lovlig aktiv i perioder og betaler godt nok også prisen for det ind i mellem. Er bare SÅ bange for at sidde i lejligheden og gå helt i frø.

    Du har helt ret: det er ikke noget man skal være flov over. Men det har været en lang process at nå dertil ;-)

    SvarSlet
  10. Tak, jeg er også rigtig glad for at jeg endelig fik sagt ja til det fornemme tilbud. Det skal nok ende med at blive rigtig godt :-)

    SvarSlet
  11. Tak skal du ha' - de giver et godt knas :-)

    SvarSlet
  12. Tak skal du ha' :-)

    Ja, det kan jeg godt mærke - men hvis der ikke er ryddet op kan de jo ikke gøre rent. Åh, det er SÅ fedt at man kan købe ekstra tid. Tak :-)

    SvarSlet
  13. Tak Hanne - det er et lakseslips :-D

    Det var en hård beslutning at lukke fremmede ind i mit hjem, men jeg tror jeg bliver meget glad for det fremover. Jeg græd lidt da de var gået fordi det var så grænseoverskridende, men jeg håber det bliver bedre med tiden :-)

    Tak, og et kæmpe kram retur til dig!
    Malou

    SvarSlet
  14. LaMaria Xanthippe29. januar 2012 kl. 18.51

    Jeg elsker det! Jeg lider selv af koncentrationsbesvær på et niveau som oftest henvises til som voksen ADHD. Samtidig har jeg tidligere haft en lang depression som jeg dog kan fange i opløbet nu når den sniger sig på. Så jeg kender alt til sygdomme ingen kan se.
    Ske teorien var helt fantastisk. Jeg har aldrig hørt om den før. Men det er jo lige præcis sådan man skal forklare folk hvordan det hænger sammen. Du skal ikke skamme dig, og du skal bare nyde de dage hvor der er lidt ekstra energi. Det har taget mig år selv at nå hertil, og stadig kan jeg godt stå og vrisse når ting bare ikke går som de skal fordi mit hoved ikke lige var opmærksom på hvad der var vigtigt at koncentrere sig om på det rette øjeblik.
    Al din gode energi du lægger i denne her blog er jo helt fantastisk.
    Jeg har først lige fundet bloggen idag og har allerede tygget mig igennem side efter side og vender helt sikkert tilbage. Igen og igen.
    Tak for det!

    SvarSlet
  15. Og knus til dig, fra en anden fibrodame.. Det er ikke for sjov, vi får pensionen.. men de, der ikke forstår det, de må da gerne bytte med os.. og få al den tid i verden som findes, mod, at de tager alle smerterne, de dumme dage, ALT !
    .. og så er det bare en feeeed opskrift.. jeg elsker tærter.. alle slags.. de ryger lige ned i løgneren, gør de .. :)

    SvarSlet
  16. Jeg blev rørt og glad. Jeg blev stolt over at vi trods alt stadig lever i er land hvor de som har behov, stadig kan få hjælp. Ikke meget, men dog hjælp. Du skal bare hoppe op og falde ned på de som ville sige at du og andre ikke skulle få en pension. Jeg ved, at Aarhus kommune ikke giver en eneste pension som ikke har brug for det. Tak for din skønne blog, det er så givende at du, selvom du har ondt, selvom det er svært - giver dig tid til at dele din begjestring med os andre. Tak Malou.

    SvarSlet
  17. Hvad er det for noget laks du bruger? Røget laks?

    SvarSlet
  18. C'est la vie by G.29. januar 2012 kl. 18.58

    Jeg er enig med Piskeriset! Da super fedt du kan blive aflastet, og bruge dine ressourcer lige præcis som du ønsker det, så de penge er godt givet ud! Jeg er pjattet med din blog, og nyder at læse om alle dine spændende påfund - så det må du endelig blive ved med at prioritere højt ;)

    Dejlig dag til dig :)

    /G.

    SvarSlet
  19. MUMS en superlækker tærte - også selvom jeg ikke er til spinat..

    Mht. det der pension osv. så tror jeg nogle mistroiske menneskers negative holdning er affødt af at i starten - for 20-30 år siden - var der folk som virkelig snød systemet.
    Det er jo de negative historier vi kan huske.
    Jeg er ikke i tvivl om at det er meget meget svært at få tilkendt noget som helst - i dagens Danmark.

    Alene det at du har fået hjemmehjælp burde da vise folk at det ikke er for sjov.
    Ha' en god dag!

    SvarSlet
  20. Super lækker tærte ide - den skal prøves. Eller det kan jeg jo sagtens sige for det er kæresten der er super tærte-bageren herhjemme. God fornøjelse til Gastronomisk undergrund i morgen - selv er jeg blevet for sent opmærksom på det til at nå at få billetter.

    Mht. rengøring så er jeg personligt rigtigt glad for at bo i et land som danmark (selvom der har været tider hvor jeg har været endnu gladere men det skal jo ikke blive alt for politisk!) hvor folk får tilbudt lidt hjælp når de har brug for det. Man ved aldrig hvornår det kan blive en selv og ondt i bagdelen kan man altid få. Men summa summarum - jeg betaler gerne min skat (og også mere) for at sikre det samfund som jeg er glad for at være en del af.

    Så nyd det med god samvittighed. Du har fat i en rigtig god pointe med at ingen får tilbudt nogle af disse goder hvis det ikke er absolut klart at det er nødvendigt. Det kan jeg huske fra min svigermor.

    SvarSlet
  21. Som altid fantastisk lækker mad! Og som altid sætter jeg utrolig stor pris på din ærlighed. Den er bare så ægte og umiddelbar og interessant. Det siger virkelig noget om dig som menneske at du deler alle sider af sagen. Ja, jeg synes altså bare du er alt for sej og inspirerende på masser af andre måder end i køkkenet.

    Og så lige et tillægsspørgsmål om noget helt andet, uvigtigt: Hvilken kasse er det nu du får fra Årstiderne? Vil du anbefale det? Er du tilfreds hver gang?

    SvarSlet
  22. Mm, den ser lækker ud den tærte der.
    Er vokset op med en mor med en udiagnostiseret sygdom, som nok i dag ville genkendes som Fibromyalgi. Dengang blev hun invalidepensionist, på laveste sats (og det var ikke meget) for man kunne jo ikke se det på hende.
    Forstår udemærket hvad du går igennem, og synes det er sejt at du er så aktiv som du er.
    Hjælp skal der til, og det er der ikke noget flovt ved.

    SvarSlet
  23. Jeg er glad for at høre, at du har fået glæde af køkkenhjælpen - det er penge, der er godt givet ud, og jeg forstår godt, at du gør det. Der er jo ingen grund til opsøge smerterne, når du kan forhindre en del af dem på denne måde.

    SvarSlet
  24. Spændende ide at anvende hasselnødder i din spinattærte med feta.

    SvarSlet
  25. Tillykke med hjælpen. Vi har også hjælp til rengøring. Men det koster godt nok også energi at rydde op inden, så det er rart, når sød dame kommer og svinger moppen. Megasmart, at du selv kan købe ekstra til. God fornøjelse i morgen!

    SvarSlet
  26. Mums, Malou!
    Spændende med nødder. Og finurlig lille "sløjfe" dér på laksen :)
    Hvor er det dejligt at høre, at du har fået takket ja til hjælpen. Det handler jo om at bruge sin energi på mange ting i livet og det hele skulle helst ikke bruges op på støvsugning!
    Et kæmpe kram til dig!
    Hanne

    SvarSlet
  27. Sikke en lækker tærte. Den vil jeg lave til mine piger der kommer hjem på søndag og spiser. de får laks til tror jeg..

    Hjemmehjælp er GULD. Har selv sclerose og har det som du beskriver ...derfor er jeg også allerede startet i dag med forberedelserne til på søndag... Det blev jeg da så lige opmærksom på nu... Haha...
    Dejligt at have fundet din side.
    Kh Marianne

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...